Løkkes store hovedbrud

Meget er på spil, når statsminister Lars Løkke Rasmussen på torsdag åbner trepartsforhandlingerne, som skal sikre, at mange flere flygtninge og indvandrere kommer i job.

Lykkes det for Løkke? Statsministerens mål med trepartsforhandlingerne er bl.a. at få skabt job for udlændinge med beskedne kvalifikationer. Arkivfoto: Linda Kastrup Fold sammen
Læs mere

I det nye nummer af Dansk Industris magasin bliver Karsten Dybvad behørigt­ fejret og feteret, eftersom direktøren nu har haft sine første fem år i spidsen for den store erhvervsorganisation på Rådhuspladsen.

I magasinet gør Dybvad det klart, at hvis Danmark skal klare sig i den internationale konkurrence fremover, skal det være lettere at kunne få kvalificerede medarbejdere. Derfor vil DI have bedre adgang til kompetente udenlandske medarbejdere og have uddannet flere unge, som matcher virksomhedernes behov.

Meldingen harmonerer ikke ret godt med planen for de trepartsforhandlinger med arbejdsmarkedets parter, som statsminister Lars Løkke Rasmussen indleder torsdag. For regeringschefen handler den primære udfordring ikke om at tiltrække kvalificerede medarbejdere udefra. Han er derimod optaget af at sikre, at tusinder af udlændinge – ofte med beskedne eller ingen kvalifikationer – får en chance for at komme i arbejde.

Udgifterne vil eksplodere

For Løkke er det triste udgangspunkt, at alt for få udefra kommer i job.

Ser man på statistikkerne, ender især mange udlændinge med ikke-vestlig baggrund på overførselsindkomster, hvilket belaster de offentlige finanser og øger risikoen­ for en kædereaktion af sociale problemer­.

Når Løkke ser frem, frygter han og resten af ministerholdet, at problemerne vil eksplodere, hvis det ikke lykkes at få skabt et regulært gennembrud i integrationen og få banet nye veje ind på arbejdsmarkedet.

Uden et sådant gennembrud vil udgifterne vokse til et smerteligt niveau, ligesom sammenhængskraften i samfundet vil blive udfordret af flere ghettoer, mere kriminalitet og i værste fald øget radikalisering. Derudover vil markant øgede flygtninge- og asyludgifter gøre det mærkbart sværere at finde penge til øget velfærd, styrkede uddannelser og vigtige skattereformer i fremtiden.

Kort sagt er der tale om tunge udfordringer, som Løkke vil forsøge at tackle med de kommende trepartsforhandlinger.

På forhånd er Løkke – og flere centrale partiledere – imidlertid bekymret over, at arbejdsgiverorganisationer som DI og DA samt fagforbundene under LO ikke syntes at have forstået alvoren.

Det er derfor, at en partileder som den radikale Morten Østergaard advarer om, at det er knald eller fald for arbejds­markedets parter og den såkaldte danske model.

Modellens svagheder

Den danske model betyder firkantet sagt, at staten holder sig på pæn afstand af reguleringen af løn- og arbejdsvilkår, så længe arbejdsmarkedets parter selv kan finde ud af at løse problemerne på en samfundsmæssig forsvarlig måde.

Modellen har længe været fremhævet som en styrke, men stadigt flere politikere har fået blik for svaghederne i takt med indvandringen til Danmark. Deres anklage går på, at modellen er fin for dem, som er medlem af klubben, mens den ekskluderer alt for mange, som er udenfor, og som ikke kan leve op til modellens aftaler om uddannelse, kompetencer og lønforhold.

En central problemstilling handler om, at mange flygtninge og indvandrere ikke har den nødvendige uddannelse, kompetence eller træning til at kunne honorere de relativt høje lønninger herhjemme. Og derfor bliver de ikke ansat.

For at lægge pres på arbejdsmarkedets parter har Lars Løkke Rasmussen og finansminister Claus Hjort Frederiksen forud for trepartsforhandlingerne luftet ideen om at indføre en »indslusningsløn«, som skulle gøre det muligt for f.eks. flygtninge at arbejde til en lavere løn i en periode og dermed få fodfæste på arbejdsmarkedet.

Forslaget er for længst blevet skudt ned af fagforbundene – som frygter, at det vil føre til lønpres – samt af arbejdsgiverorganisationer som DI.

I stedet har DI sammen med de øvrige arbejdsgiverorganisationer i DA udarbejdet andre forslag, som skal sikre, at flere flygtninge hurtigere kommer i job.

Men set med regeringens øjne hænger arbejdsgiverorganisationerne, sammen med fagbevægelsen, i for høj grad fast i gamle og velkendte ordninger, der ikke har virket. Regeringens topfolk kritiserer desuden organisationerne for at ville fedte ansvaret for den hidtidige fejlslagne integration af på kommunerne.

I regeringen savner man en erkendelse hos parterne af, at de ordninger, som arbejdsmarkedets parter selv har været med til at udforme, er bureaukratiske og ineffektive. Derudover mangler regeringstoppen en grundlæggende erkendelse hos parterne af, at lønniveauet er afgørende, hvis det skal lykkes at få flere flygtninge i job.

Regeringen bruger ikke længere ordet »indslusningsløn«, men i de kommende forhandlinger vil arbejdsmarkedets parter i sidste ende skulle tage stilling til, om der kan skabes en form for introduktionsløn, som i en periode vil kunne lempe markant flere flygtninge ind i job.

To spor og anseeligt tidspres

Når forhandlingerne åbnes på torsdag, vil de køre i to spor og med et anseeligt tidspres. Deadline er således sat til midten af marts, så nødvendig lovgivning kan blive behandlet allerede i denne folketingssamling.

I det ene spor vil regeringen forhandle med kommunerne, og her ventes regeringen at ville tilslutte sig mange af de forslag til en hurtigere integration, som Kommunernes Landsforening har udarbejdet.

Lidt senere bliver der selvsagt en hård armlægning om den økonomi, som kommunerne efterspørger for at kunne løfte opgaven med at tage imod så mange flygtninge. Men på forhånd er der optimisme forud for dette forløb.

Derimod er der udtalt frustration over indflyvningen til trepartsforhandlingerne mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter, som skal løbe i det andet spor. Som sagt opfatter regeringstoppen de første udspil fra arbejdsgivere og fagforeninger som utilstrækkelige, og det hjælper ikke på humøret, at arbejdsmarkedets parter i forvejen har overtrukket deres goodwill-konto hos politikerne på Christiansborg.

Da den nytiltrådte SRSF-regering lagde an til ambitiøse trepartsdrøftelser, måtte daværende finansminister Bjarne Corydon trække stikket i foråret 2012, inden forhandlingerne overhovedet var kommet i gang. Fagbevægelsen ville – eller kunne – ikke være med til at forbedre de offentlige udgifter med fire milliarder kroner gennem øget arbejdstid. Dermed røg også fagbevægelsens ønsker til jorden med et brag.

For Corydon blev forløbet et lærestykke i, at den danske model ikke duede, og han blev efterladt med indtrykket af, at parterne var bedre til at kræve ind end til at levere. Og han var langt fra den eneste politiker, der sad tilbage med den analyse. De kommende forhandlinger bliver derfor også en skæbnetime for arbejdsmarkedets parter, som vil stå over for politikere med tyndslidt tålmodighed.

Gennem to årtier har stribevis af integrationspakker ikke haft den ønskede effekt, og politikerne ved, at det bliver katastrofalt, hvis integrationen ikke lykkes bedre i en situation, hvor tusinder af nye flygtninge strømmer til landet.

Derfor vil der hvile et tungt pres på arbejdsmarkedets parter om at skulle levere. I modsat fald vil politikerne næppe fremover være indstillet på at give parterne så stort spillerum som i dag, ligesom de næppe vil inddrage parterne på samme eksklusive måde som nu. Resultatet vil kunne blive færre frivillige aftaler og mere lovgivning.

Der skal leveres

Måske er alvoren ved at dæmre.

I hvert fald synes flere arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer at have fanget signalet fra Løkke.

Administrerende direktør i Dansk Byggeri, Lars Storr-Hansen, har i fuld offentlighed fastslået, at når regeringen indkalder til møde om løsning af store samfundsproblemer, må man forvente, at gæsterne møder op med vilje til at tænke ud af boksen.

»Det kan nemt lægge en dæmper på forventningerne, hvis gæsterne, allerede inden de ankommer, har travlt med at fortælle, hvad de ikke vil tale om. Lad os derfor håbe, at alle viser vilje og mod til at levere resultater,« lød det fra Lars Storr-Hansen.

Også Bente Sorgenfrey, formand for FTF, har set muligheden – og truslen – i invitationen fra Løkke.

I en udtalelse fra i onsdags fastslog hun, at det er afgørende, at arbejdsmarkedets parter og det politiske system i fællesskab »gør en seriøs og ambitiøs indsats for at få så mange flygtninge ud på arbejdsmarkedet som muligt.«

Og senest har FOA med Dennis Kristensen i spidsen foreslået, at flygtninge skal i lære som danske lønmodtagere, og at det skal ske via opstart på elevløn.

»Når vi ser på de flygtninge, som kommer i disse måneder, så tegner der sig et billede af, at en meget stor gruppe ikke har kendskab til vores alfabet og har en kort skolegang bag sig. Hvis de skal have lige muligheder i arbejdslivet med etniske danskere, så skal vi finde på noget nyt«, lød det fra Dennis Kristensen.

I takt med at trepartsforhandlingerne rykker tættere på, synes flere at indse, at hvis det ikke lykkes at finde løsninger, vil det ikke alene svække parternes position. En fiasko vil også udløse så store flygtninge- og asyludgifter, at det fremover vil blive stadig sværere for en regering at kunne realisere ønsker fra arbejdsmarkedets parter.