Løkke vil samle Danmark – men samler ikke længere blå blok og Venstre

Løkke vil gerne samle – men han har aldrig nogensinde stået så ensom og isoleret i blå lejr på Christiansborg.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen
Lars Løkke Rasmussen på pressemødet, hvor han fortalte om sin nye bog, »Befrielsesns øjeblik«. Han har sjældent stået mere alene i dansk politik. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

»Ja, hun vil samle Danmark, men hun kan ikke engang samle rød lejr.«

Sådan lød det budskab, som for ikke så lang tid siden udgik fra Lars Løkke Rasmussen og V-toppen, når de instruerede partifællerne i, hvordan de skulle angribe Mette Frederiksen og Socialdemokratiet.

I annoncer og taler slog Mette Frederiksen på det vigtige i at skabe samling og sammenhængskraft i Danmark. Men Løkke og V-ledelsen kunne med rette påpege, at sjældent havde rød lejr set så splittet ud, så hvordan skulle Mette Frederiksen nogensinde kunne samle nationen?

I dag kan samme spørgsmål – med endnu større ret – stilles til Løkke.

I en ny bog udtaler han sig positivt om en ny SV-regering, der efter hans mening vil kunne bane vej for løsninger på midten af dansk politik og forhindre fløjpartierne i at få uforholdsmæssig stor indflydelse.

Det er et budskab, som mange vælgere i udgangspunktet vil støtte. De kan også se, at tiderne er turbulente, præget af voldsomme opbrud og nye nichepartier, der skaber skel og polarisering.

Budskabet har med andre ord klangbund. Problemet er, at det kommer sent og fra en afsender, hvis troværdighed er skrammet.

Siden Løkke lancerede sin bog og argumenterede for en SV-regering på et pressemøde torsdag formiddag, er det time for time blevet blotlagt, hvordan han i virkelighedens verden skaber splittelse og er isoleret som aldrig før.

Kort efter offentliggørelsen af bogen stod det klart, at hans næstformand, Kristian Jensen, langt hellere vil tale om at fortsætte VLAK-regeringen end at begynde at diskutere muligheden for en SV-regering. Præcis som andre fremtrædende V-folk må Kristian Jensen være rystet over, at han ikke er blevet orienteret om Løkkes opsigtsvækkende meldinger i bogen.

Kristian Jensen er dog ikke den eneste V-minister, som er rystet. Flere er vrede og chokerede over, at Løkke så egenhændigt er gået ud i offentligheden med sit budskab. Uden at have vendt og diskuteret det internt. De frygter, at Løkke forværrer Venstres position i en svær valgkamp og kommer til at splitte det borgerlige Danmark til atomer. Eller som de anfører: Hvorfor skal vælgerne stemme på Venstre, når Løkke i så høj grad appellerer til Socialdemokratiet og ønsker at samarbejde tættest muligt med Mette Frederiksen?

Sagt ligeud ligner Lars Løkke Rasmussen en meget ensom mand i Venstre. Og i blå lejr.

  • I Det Konservative Folkeparti og i Liberal Alliance mener man, at Løkke med sin melding de facto afliver VLAK-regeringen. Frem mod valgdagen vil Søren Pape Poulsen og Anders Samuelsen derfor køre deres eget løb uden hensyntagen til Løkke og Venstre. De føler sig svigtet og skylder ikke Løkke noget.
  • I DF undrer man sig også. Her har Kristian Thulesen Dahl længe talt for, at S, V og DF burde finde hinanden på midten. For de tre partier vil efter hans opfattelse kunne skabe løsninger, som en overvældende del af danskerne ville kunne spejle sig. DF har aktivt samarbejdet med S siden valget i 2015. Men når det er sket, har V-toppen beskyldt DF for at forråde blå lejr og anklaget partiet for at »legitimere« Mette Frederiksen. Nu kan DF-ledelsen med forbløffelse konstatere, at Løkke laver en enorm kovending og åbner for et regeringssamarbejde med S. Udadtil roser de Løkkes signal. Indadtil tager de sig til hovedet over vægelsindet.
  • Også hos Nye Borgerlige har partileder Pernille Vermund lagt massiv afstand til Løkke, som hun kritiserer for kun at være optaget af sin egen overlevelse.

Skal man opsummere, er der så godt som ingen i blå lejr, der ser Løkkes melding som udtryk for storhed og et oprigtigt ønske om at skabe et mere solidt fundament under Danmark. De ser snarere hans signal som en kanin, han trækker op af hatten, og som et forsøg på at forlænge sit politiske liv.

Som flere påpeger: Hvis han virkelig er så optaget af at skabe samarbejde hen over midten og bane vej for en SV-regering, hvorfor kommer han så først med sit forslag i 12. time af en valgkamp, hvor han står med ryggen mod muren og ser ud til at tabe med et brag?

Det øger heller ikke troværdigheden, at hans forslag om et SV-samarbejde lanceres, efter at Løkke og V-toppen har forsøgt at så tvivl om, hvorvidt vælgerne kan regne med Socialdemokratiets kursskifte i udlændingepolitikken, ligesom Løkke og co. har angrebet Mette Frederiksen for at være økonomisk uansvarlig.

Oven i alt dette efterlader Løkkes manøvre et indtryk af improvisation og hovsaledelse, som står i kontrast til den systematik, der har kendetegnet S-ledelsens udvikling af strategi og politik siden valget i 2015.

I S-toppen har man skridt for skridt udviklet partiets politik – ikke mindst udlændingepolitikken – og undervejs har vælgerne fået god tid til at vænne sig til den nye linje. Man har også i god tid taget afgørende parlamentariske valg og fået dem forklaret til vælgerne. Både når det handler om at indlede det historiske nye samarbejde med Dansk Folkeparti, og når det gælder meldingen om, at Socialdemokratiet ikke vil gå i regering med de Radikale. Hver gang har der været tale om velovervejede og dybdegående beslutninger, som er truffet lang tid inden folketingsvalget.

Løkkes melding kom ud af det blå. På den baggrund var det nemt for Mette Frederiksen på et pressemøde torsdag eftermiddag at erklære sig åben for at samarbejde over midten med flest mulige partier – for det har hun selv været fortaler for – men samtidig kunne hun pege på det mærkelige i, at Løkke lige pludselig vil have en SV-regering, når han så længe har angrebet Socialdemokratiet.

Løkke håber selvfølgelig, at han får nye vælgere i tale med sin melding. Men i værste fald risikerer han at gentage den monumentale fejl, som Lars Barfoed begik i valgkampen i 2011. Her havde den daværende konservative ledelse forberedt en valgkamp, som skulle udstille forskellen mellem rød og blå blok.

Hvorpå Barfoed valgte at stille op til et stort interview her i Berlingske, hvor han rakte hånden ud til den daværende radikale leder, Margrethe Vestager, og endte med at konstruere en motorvej for borgerlige vælgere, der søgte til de Radikale. I stedet for at genrejse de Konservative kom Lars Barfoed til at svække sit parti yderligere.