Løkke laver en Erhard

Ved på landsmødet i går at male Venstres mærkesager op med den brede pensel og ikke afgive alt for konkrete løfter lagde partiformand Lars Løkke Rasmussen effektivt afstand til statsminister Helle Thorning-Schmidts katastrofale kurs forud for sidste valg.

Foto: Bo Amstrup. Venstreformand Lars Løkke Rasmussen på talerstolen på landsmødet i Herning lørdag.
Læs mere
Fold sammen

»Jeg lover ingenting. Til gengæld holder jeg, hvad jeg lover!«

Sådan lyder et forrygende citat fra den gamle CD-leder, Erhard Jacobsen, og netop viljen til ikke at strø om sig med indbydende, men komplet urealistiske løfter, synes Lars Løkke Rasmussen godt i gang med at kopiere forud for næste valg.

Da Løkke lørdag formiddag holdt sin store tale på Venstres landsmøde i Herning, malede han sit partis mærkesager op med bred penselføring. Uden at udstikke alt for konkrete løfter.

Når han fortalte om Venstres politiske mål, hvis det lykkes at erobre magten, blev det konsekvent efterfulgt af en konstatering af, at han efter næste valg ville indbyde alle partier til at forhandle om f.eks. en ny jobreform eller en ny udlændingepolitik.

Med den tilgang lagde han afstand til Helle Thorning-Schmidts katastrofale kurs forud for sidste valg, hvor S og SF som bekendt udarbejdede oplæg – bl.a. »Fair Løsning« med budskabet om, at danskerne skulle arbejde »12 minutter mere om dagen« – der ikke kunne gennemføres.

Ved præsentationen af planerne fastslog Thorning uklogt, at de ville blive gennemført fra A til Z – ja, der ville ikke blive ændret »et komma«, lød det alt for skråsikkert.

Siden blev hun lagt i benlås af Margrethe Vestager, og resten er historie, fristes man til at sige. Vestager låste effektivt den nye regering fast på en ansvarlig økonomisk politik og bestemte, at udgangspunktet for den nye SRSF-regering skulle være »VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand«, som den giftige passus kom til at lyde i regeringsprogrammet. Dermed bandt hun S og SF til Løkkes reformer og efterlod i samme moment Thorning og Søvndal med et uhyggeligt troværdighedsproblem. Langt ind i S-ledelsen er der i dag tvivl om, hvorvidt Thorning vil kunne overkomme dette tillidstab frem mod valget. Hvis ikke, har hun reelt allerede tabt.

Forløbet forud for sidste valg glemmer Løkke aldrig.

Han følte, at Thorning og Søvndal snød sig til magten, og hvis han ikke havde klumret så ubegribeligt med først GGGI-sagen og siden de eksorbitante indkøb af tøj på Venstres regning, havde han utvivlsomt ført endnu mere i målingerne, og han havde formentlig også kunnet fastholde den attraktive titel som »den moralske sejrherre« oven på valget i 2011.

Møgsagerne har slået store skår af Løkkes personlige popularitet og troværdighed, men politisk er han fast besluttet på ikke at begå samme dumheder som Thorning.

Af samme grund fremstår Venstres politiske oplæg forud for næste valg som en rammefortælling og mindre som konkrete løfter, der kan sættes flueben ud for, i takt med at de bliver gennemført efter et valg. Eneste sted, hvor han strammede retorikken og bevægede sig tæt på et løfte, var i forhold til sit ønske om at indføre et skatte- og afgiftsstop for erhvervslivet. Ellers udstak han først og sidst en overordnet retning og betonede bevidst, at han vil forhandle med de øvrige partier om vejen frem, og at han ikke kan love, hvor langt han kommer.

Det er en klog fremgangsmåde af to grunde. Dels garderer han sig mod løftebrud. Dels tager han bestik af en politisk virkelighed, hvor han kommer til at forhandle og lægge arm med især Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti, når det handler om f.eks. at indføre udgiftsstop, uddele skattelettelser samt gennemføre lettelser af afgifter og skatter for dansk erhvervsliv.

Dermed udviser Løkke rettidig omhu, for nu at genbruge A.P. Møllers vise ord.

Også på et andet punkt var Løkkes tale klog. Det var karakteristisk, at han først og fremmest talte om, hvad Venstre vil – når det f.eks. handler om at holde de offentlige udgifter under kontrol, flytte flere danskere fra overførselsindkomst til job, forbedre rammevilkårene for erhvervslivet eller justere udlændingepolitikken, så den ifølge Løkke virker for indvandrere, der kan og vil, men til gengæld lukker kongeriget hermetisk for dem, der ikke vil. Dermed var talen anderledes end den tale, som Thorning for nylig holdt på S-kongressen, hvor hun i høj grad angreb sine modstandere. Løkkes tale var også højt hævet over den rå kampagne, som de unge socialdemokrater i DSU har skudt i gang under overskriften »Danmarks største nasserøv« med adresse til V-formanden.

Forskellen i metode afspejler uden tvivl forskellen i målingerne.

Trods sine kriser står Løkke med en god mulighed for at blive nationens næste statsminister, mens Thorning er presset i defensiven og er tvunget til at lange ud efter modstanderne.

Indtil videre har angrebene ikke haft effekt. På S-kongressen satte hun især skytset ind mod Kristian Thulesen Dahl, hvilket blot har givet ham mere taletid i medierne og skabt endnu større støtte til DF.

Taget på Herning Kongrescenter lettede aldrig under Løkkes tale.

Nok klappede de delegerede taktfast, men talen var pletrenset for de fængende løfter, ideologiske udfald og farverige formuleringer, som normalt får baglandet til at lette. Det var snarere en seriøs og alvorsfuld tale, som skulle gøre Løkke og Venstre klar til den hårde hverdag i Statsministeriet, hvis det lykkes at vinde valget. Talen viste, at Løkke har en vision, men også at han vil kunne navigere og træffe beslutninger efter et valg – uden at kunne blive beskyldt for løftebrud.Svagheden er nu som før, at Venstre ikke har fremlagt en sammenhængende økonomisk plan. Dermed er der fortsat usikkerhed om den økonomiske politik, som blå blok vil kunne enes om. Om danskerne vil finde sig i ikke at vide mere, vil tiden frem til valget afgøre.