Løkke kaldte dem »blodpenge«, nu er de en central del af reformforhandlinger

Forhandlingerne om regeringens reformprogram er gået ind i sin afgørende fase. De borgerlige partier kræver at få luget alle »gaverne« til fagbevægelsen ud af en eventuel aftale.

Lizette Risgaard fra Fagbevægelsens Hovedorganisation er i tæt kontakt med regeringen under forhandlingerne om reformer af blandt andet dagpenge. Det får borgerlige til at tale om blodpenge.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er, som om et spøgelse sidder med ved bordet.

Når finansminister Nicolai Wammen i disse dage har indledt de afgørende forhandlinger om reformpakken »Danmark kan mere 1«, så er der en blind makker i rummet.

Det er en forhandler, som for de borgerlige partier – inklusive De Radikale – er næsten lyslevende i rummet, og som forlanger sin del af kagen.

Spøgelset er formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard.

Blandt de blå forhandlere, som i disse dage går ud og ind ad glasdøren i Finansministeriet, er det et fast begreb, at der jo også er »gaverne til fagbevægelsen«, oven i det der står på dagsorden: dimittendsatser, skattelettelser, 37-timers arbejdspligt, lavere elregninger og meget mere.

Når Socialdemokratiet foreslår noget, der umiddelbart gør ondt på lønmodtagerne, så skal der ifølge de blå partier på helt urimelig vis i samme ombæring følge formildende og beroligende gaver med til fagbevægelsen, så man sikrer, at fagbosserne forholder sig i ro og kan se deres fagforbund vokse.

Finansminister Nicolai Wammen vil gerne indgå en bred aftale om reformerne i »Danmark kan mere 1«, men de borgerlige partier – inklusive De Radikale – vil have luget ud i »gaverne« til fagbevægelsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bo Amstrup.

Daværende oppositionsleder Lars Løkke Ramussen kaldte i 2014 fænomenet for »blodpenge«. Dem afviste han at betale, da Venstre i foråret 2012 forhandlede en række reformer med daværende finansminister Bjarne Corydon (S).

»Vi medvirker ikke til at betale – undskyld udtrykket – blodpenge til en fagbevægelse, der har støttet S-SF i valgkampen,« sagde Lars Løkke Rasmussen dengang til Berlingske.

Uden for citat tøver borgerlige partier i dag ikke med at bruge samme udtryk eller det, der er værre, om det, fagbevægelsen skal have i modydelse under de nuværende reformforhandlinger.

Højere dagpenge og billigere kontingent

Selvom hovedoverskriften på de igangværende reformforhandlinger i Finansministeriet er, at der mangler hænder, og arbejdsstyrken skal øges i Danmark, så er der henover regeringens udspil en række punkter, der har en anden dagsorden. Det handler blandt andet om at »styrke det danske arbejdsmarked«.

Mest iøjnefaldende er det, at regeringen vil forhøje dagpengene for dem, der er ledige i kort tid, under tre måneder. De skal have op til 5.000 kroner mere i understøttelse om måneden, i alt 24.500. Et forslag, som faktisk vil reducere arbejdsudbuddet med omkring 1.000 personer, og som ifølge de blå partier er dybt ulogisk – ikke mindst i en tid med meget høj beskæftigelse og mangel på arbejdskraft.

Ifølge en analyse fra DA, så vil den foreslåede højere dagpengesats betyde, at 775.000 lønmodtagere vil få svækket deres incitament til at tage et arbejde. Og rigtig mange af dem er faglærte og ufaglærte, som der er stor efterspørgsel på på det private arbejdsmarked.

Men forklaringen er den, at den reduktion af dimittenddagpengene, som regeringen og et flertal i Folketinget ønsker at gennemføre for at få nyuddannede hurtigere i job, samtidig svækker den store maskine som rekrutterer nye medlemmer til a-kasserne.

Unge lokkes ganske enkelt i dag med de rare dagpenge, de kan få efter endt uddannelse, hvis de melder sig ind i a-kassen. Og a-kassen er for mange ofte vejen til også at melde sig ind i en fagforening,

»Sammenhængskraften på det danske arbejdsmarked skal styrkes gennem stærkere organisering,« hedder det i regeringens udspil »Danmark kan mere 1«.

Så for at a-kasserne fortsat kan være attraktive, når den maskine, der får de unge ind i folden, er svækket, er »gaven« til fagbevægelsen højere dagpenge i de første tre måneder af en periode med ledighed.

Begmand til akademikerne

Her skal man også huske, at hovedorganisationen FH med Lizette Risgaard som formand organiserer det brede arbejdsmarked, der får gavn af de højere midlertidige dagpenge, mens sænkelsen af dimittendsatserne først og fremmest rammer de højtuddannede, som er organiseret i fagforbund under den anden hovedorganisation, Akademikernes Centralorganisation.

Står det til de blå partier, så vil man gerne indgå en aftale med regeringen om hele reformpakken, hvis finansminister Nicolai Wammen (S) ville gå med til at tage de forhøjede dagpenge ud af aftalen. Men det har regeringen indtil videre ikke villet gå med til.

I stedet har Venstre, De Konservative, LA og Nye Borgerlige, som forhandler samlet, så krævet lettelser af topskatten eller selskabsskatten for at gå med i en aftale, der forhøjer dagpengene. Det afviser regeringen også.

Men dagplejen er ikke de eneste »gaver«, de blå partier vil rydde af vejen. Regeringen foreslår også et højere skattefradrag for fagforeningskontingenter. Det skal hæves fra 6.000 til 7.000 kroner om året, hvilket betyder, at fagforbundene skattefrit kan sætte kontingentet i vejret.

Desuden mener regeringen, at der skal indføres en bestemmelse, så selvstændige, der ikke »formodes« at være selvstændige, men lønmodtagere, kan behandles som sådan. Muligheden for at uddanne sig på 110 procent af dagpengesatsen skal gøres permanent, hvilket også vil trække arbejdskraft ud af arbejdsstyrken. Og et nyt rådgivende organ skal sikre, at den ny platformsøkonomi ikke undergraver løn og arbejdsforhold på det danske arbejdsmarked.

Regeringen argumenterer for hvert enkelt forslag, som længe har stået på fagbevægelsens ønskeliste, med at de er nødvendige for at styrke den danske model og det organiserede danske arbejdsmarked.

Det står enhver regering frit at ville øge organiseringsgraden og tilslutningen til fagforeningerne, men man kunne argumentere for, at det ikke er det mest presserende, hvis man kigger ud over det danske samfund.