Løkke åbner Folketinget – nu uden at stå med ryggen mod muren

Statsministeren står markant bedre end for et år siden, når han tirsdag holder åbningstale. Økonomien går godt. Og parlamentarisk er han styrket. Men han risikerer at lide skibbrud, hvis han ikke får formuleret en ny udlændinge- og integrationspolitik, der virker.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kan håbe på at samle blå lejr i en stribe store aftaler i løbet af den folketingssamling. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen

Når Lars Løkke Rasmussen (V) tirsdag holder sin åbningstale for Folketinget, bliver den et vidnesbyrd om, hvor dramatisk situationen har ændret sig i dansk politik i løbet af et enkelt år.

For 12 måneder siden holdt Løkke talen på et tidspunkt, hvor han ikke havde forudset accelerationen i dansk økonomi. Parlamentarisk var han trængt. Han anførte en smal V-regering, som ikke kunne bygge bro mellem Liberal Alliance og Dansk Folkeparti – endsige skabe samling i blå lejr.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Hans popularitet og autoritet var absolut ikke i top, og han havde ikke kraft til at sætte dagsordener, der kunne vokse sig så stærke, at han kunne tvinge de øvrige partier til at følge trop. Tværtimod var hans stort anlagte reformplan allerede på det tidspunkt på vej til makulering.

Tirsdag taler han derimod på vegne af VLAK-regeringen, som har bragt V, K og LA tættere på hinanden, og han har grund til at tro, at efteråret vil resultere i aftaler om skattelettelser, bedre vilkår for erhvervslivet, vedtagelse af finansloven for 2018, et nyt forsvarsforlig samt stramninger af udlændingepolitikken.

Alt sammen med Dansk Folkeparti som makker, selv om der også vil blive arbejdet på at få S og R med i navnlig aftalen om fremtidens danske forsvar, der skal geares til nye sikkerhedspolitiske trusler fra bl.a. Rusland og en mere udbredt digital krigsførelse.

Økonomisk og parlamentarisk ser situationen mere lovende ud end længe for Løkke.

Det vil afspejle sig i en tale, der vil være mere optimistisk i sin grundtone end for et år siden.

I dag går det faktisk godt med at skabe nye job og få folk i arbejde – også når det gælder flygtninge, som tidligere blev hængende på overførsler. Presset på den danske grænse er aftaget i takt med, at antallet af asylansøgere er dalet, hvilket giver overskud til at guide flere udlændinge i job.

Løkke vil af samme grund tale for, at international uro og frygt for ukontrolleret migration ikke bør få danskerne til at vende ryggen til verden. Ifølge statsministeren har Danmark mest at vinde ved at være et åbent land, som udnytter mulighederne på den globale markedsplads.

Men i samme åndedrag vil han insistere på, at alle skal med – hvilket vil kræve bedre uddannelse og skoling i forhold til den digitalisering, som vil ændre den måde, som virksomheder producerer på, og som medarbejdere arbejder på. Netop den udfordring bliver omdrejningspunktet for Disruptionsrådet, der for alvor skal genoptage sit arbejde med at udforme en strategi, der skal ruste Danmark til at stå stærkest muligt i en stadig mere global og digital verden.

Løkke vil ikke overraskende appellere til, at Folketinget – læs: Dansk Folkeparti - støtter regeringens udspil, så de gode tider kan gøres endnu bedre. Han vil tale for en klog modernisering af den offentlige sektor, som skal øge kvaliteten og fjerne detailregulering af offentligt ansatte. Endelig vil han argumentere for, at der gøres mere for at skabe et helt Danmark, hvor de største byer ikke løber med det hele, mens store områder på Danmarkskortet tømmes for aktivitet.

Meget vil være kendt stof. Men det vil blive afleveret af en statsminister, der ikke længere står med ryggen mod muren, men som så småt kan begynde at tro på, at blå blok finder sammen om resultater. Den nye situation vil han forsøge at bruge aktivt mod oppositionen: Den røde tråd i talen vil dybest set handle om at tage ejerskab til fremtiden, mens han samtidig vil efterlyse svar på, hvad rød blok vil?

Spørgsmålet vil blive stillet med større intensitet i løbet af ugen. Tirsdag ridser han således sit eget projekt op. Torsdag – under åbningsdebatten – vil regeringspartierne afkræve svar fra rød lejr. Og næste weekend vil Venstrefolk formentlig endnu skarpere spørge om, hvad Mette Frederiksen, Morten Østergaard, Pia Olsen Dyhr, Pernille Skipper og Uffe Elbæk egentlig kan enes om? Hvilket er et ret godt spørgsmål.

At det hele ikke nødvendigvis vil gå Løkkes vej, vidner de mange sammenstød med DF fortsat om, og derfor bliver efterårets forhandlinger vigtige for, om det langt om længe vil lykkes at genoplive et tæt og tillidsfuldt samarbejde med Kristian Thulesen Dahl.

Oven i det står Løkke overfor en udfordring, som handler om at formulere en udlændingepolitik til Danmark anno 2017, der ruller banderne tilbage og bryder med en destruktiv »modkultur«, som Løkke har udtrykt det.

Så sent som i weekenden skød bandemedlemmer mod civile betjente i en bil i København, unge muslimer sidder på anklagebænken for at have ladet sig hverve af terroroganisationen IS, og danske soldater er blevet sendt på gaderne for bl.a. at kunne sikre jødiske institutioner mod potentielle angreb.

Selv om der sker fremskridt med at få flere udlændinge i job, er den økonomiske, sociale og kulturelle integration fortsat meget langt fra at være en succeshistorie. Derfor bliver det Løkkes opgave at komme med forslag, der i praksis tackler den ødelæggende især muslimske modkultur, og som samtidig ikke alene vil kunne samle blå lejr, men også Venstre, der sjældent har fremstået mere forvirret i udlændinge- og integrationspolitikken end i dag.

Midt i den hidsige debat har Løkke erklæret, at han ikke ønsker at komme med tomme markeringer, men vil fokusere på initiativer, der virker. Dermed hæver han barren for at komme med løsninger, der dur, i en tid, hvor mange vælgere med rette er bekymret over bandernes råhed, frygter for ghettoernes fjendskab og i stigende grad er betænkelige ved prisen for årtiers masseindvandring.

Løkke vil ikke præsentere færdige løsninger i sin tale. De skal komme fra et specialudvalg med justitsminister Søren Pape, udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg og økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll. Det vil være en underdrivelse at sige, at ministrenes mission er vigtig.

For rundt om i Europa har valg på valg vist, at nok så store taler om globalisering, forskning og uddannelse samt åbenhed overfor lukkethed hurtigt falder på stengrund, hvis vælgerne ikke for alvor føler sig hørt. Uden for Christiansborgs tykke mure frygter mange, at ny teknologi i sidste ende vil skubbe dem ud af deres job, og endnu flere frygter, at de politiske ledere fortsat gør for lidt for at tackle de negative konsekvenser af indvandringen.