Løhde indleder digitalt stormløb mod offentligt bureaukrati

Innovationsminister Sophie Løhde står i spidsen for et projekt, som kan blive et gennembrud i kampen mod uigennemskuelig lovgivning og overdrevent bureaukrati i den offentlige sektor.

Sophie Løhde, minister for offentlig innovation, er efter et vist tilløb kommet op i fart i sit nye ministerium. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt

Det kan lyde fjernt og abstrakt, når innovationsminister Sophie Løhde (V) præsenterer et udspil om digitaliseringsklar lovgivning. Alligevel er perspektivet svimlende, for målet er at frigøre 7,5 millioner timer årligt i den offentlige sektor - timer, som offentligt ansatte vil kunne anvende på mere borgernære opgaver.

Sagt på jysk er dette ikke så ringe endda, og udspillet illustrerer to forhold: Dels at regeringen er klar til at lade den offentlige sektor tage et digitalt tigerspring, og dels at Sophie Løhde er kommet til et punkt, hvor hun for alvor kan gøre en forskel for regeringen.

Da Sophie Løhde sidste efterår blev udnævnt til ny innovationsminister, vakte det undren på Christiansborg, for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) flyttede dermed en kompetent, driftsikker og populær sundhedsminister til et nyt ministerium, der skulle forny hele den offentlige sektor. Umiddelbart lød det som en mission impossible, og i den første tid blev ministeriet da også mest af alt opfattet som et sekretariat, der leverede luftige programerklæringer uden konkret indhold.

Nu begynder Sophie Løhde at rykke, hvilket er en præstation. De fine programerklæringer bliver fulgt op af handling, og flere af de udspil, hun i den kommende tid vil præsentere, har faktisk potentiale til at kunne forny og forbedre den offentlige sektor.


Som sagt: Digitaliseringsklar lovgivning lyder ikke sindsoprivende spændende, men hvis det fremover lykkes at skabe en mere enkel lovgivning, som fra 1. juli 2018 skal kunne administreres helt eller delvist digitalt, vil det kunne udløse administrative gevinster for milliarder af kroner og frigøre millioner af arbejdstimer. Nok så væsentligt vil det også kunne resultere i en bedre og mere effektiv offentlig forvaltning til glæde for både offentligt ansatte, borgere og virksomheder.

Faldgruber er der mange af, og meget afhænger af, om det lykkes at gøre op med de alt for mange eksempler på upræcise regler med undtagelser, uklare begreber og skøn. For dårlig lovgivning skaber ikke kun problemer for sagsbehandlere i kød og blod, der mister overblikket, men kan også få selv lovende IT-løsninger til at køre af sporet, eftersom systemerne heller ikke kan knække koden til alt for komplekse og uigennemskuelige regler.

Fremover skal lovgivning udformes, så den virker i en digital offentlig administration. Lykkes dette, vil den offentlige sektor gradvist kunne blive mere brugervenlig, tilgængelig og gennemsigtig, og digitaliseringen vil samtidig – med Sophie Løhdes ord – kunne blive motoren bag en omfattende afbureaukratisering af den offentlige sektor.


Ser vi frem, vil Sophie Løhde også snart være med til at præsentere en ny strategi for Danmarks digitale vækst, ligesom hun er på vej med en plan for de digitale forsvarsværker, der er nødvendige for at kunne beskytte offentlige institutioner i en tid, hvor cyberangreb bliver stadigt mere sofistikerede og skadelige.


Ministeren har haft brug for et vist tilløb til at tackle den monumentale opgave, som Løkke gav hende, men det nye udspil viser, at hun er kommet i op fart og fra nu af vil kunne bidrage til regeringens agenda.