Løfter og visioner

Spørgsmålet er, om politikerne i løbet af den forestående valgkamp formår at trække klare skillelinjer mellem politiske visioner og egentlige løfter.

Om føje tid vil politikerne på Christiansborg forlade folketingssalen for at udøve valgkamp på gader og stræder. Arkivfoto: Mathias Bojesen
Læs mere
Fold sammen

At vi er i de facto-valgkamp, er der næppe nogen tvivl om, hvis man ser på den intensive kampagnekadence de seneste uger og de ditto angreb på samme. Valgløfterne er så småt begyndt at suse os om ørerne, og den slags er som bekendt noget af det mest ømtålelige, for man kan komme meget galt af sted, hvis det viser sig efter valget, at man lovede mere, end mandatfordelingen kunne bære. Kontinuerligt er vi vælgere af de politiske modstandere, af medierne, ja, af venner og uvenner på de sociale medier blevet mindet om, hvilke løfter der tidligere er blevet givet, og hvilke der er brudt. Ingen nævnt, ingen glemt – uanset farve.

En interessant strategi har dog udspillet sig på det seneste, hvor kritikken i Venstres bagland tilsyneladende ulmer, netop fordi partitoppen for tiden er lidt karrig med at love særligt meget. Snedigt forklares de manglende markeringer med, at man netop ikke vil love noget, man ikke kan holde, og dermed gøre sig skyldig i den nuværende statsministers, efter deres opfattelse, lemfældige omgang med løfter. Men argumentet er også et klart billede på dagens politiske virkelighed, hvor der er kontant afregning i menings- og troværdighedsmålinger, dersom du som politiker på nogen måde kan tages til indtægt for et løftebrud. De samme målinger kan gøre det særdeles vanskeligt at navigere i de politiske forhandlinger, da de kommer til at sidde med ved bordet som skyggemandater, der enten stiver forhandlingslederen af eller gør noget alvorligt ved stabiliteten i hans eller hendes rygrad, og kan koste næste valg, forstås. Derfor skal man passe på at få påklistret løftebrudsmærkatet.

Men løfter er også en af politiks allersværeste discipliner. Alene fordi faktum er, at man ikke kan garantere, at noget bliver gennemført, hvis man ikke kan få flertal for det. Man skal altid kunne tælle til 90 til en afstemning i folketingssalen, og det medfører ofte et vist mål af hug en hæl og klip en tå til senere forhandlinger om løfterne.

Derfor er de kloge politikere også nærige med egentlige garantier, men bruger ord som: »Hvis vi kan få flertal for det efter et valg, vil vi ...«

Sværere er det med udsagn som: »Den ordning/lov/regel bliver ikke indført med os ved roret ...« for det er jo set før, at hvis det, man kan få i bytte, er stort nok, kan man også få en 24-årsregel eller noget andet til at glide ned.

Så hvem er de dumme her? Er det politikerne, der burde vide, at »lover/sværger/Amager halshug« kun er gangbart i ganske, ganske få situationer; ikke love noget, du ikke kan holde, står på side 1 i »Forældrehåndbogen« – men i den grad også i »Politik for Begyndere«.

Er det vælgerne, der ikke har forstået det politiske system: at ingen er alene i det danske folketing, medmindre vi oplever det helt usandsynlige, at ét parti for sig selv opnår flere end 89 mandater? Man må aldrig kalde vælgere dumme, det står på side 2 i »Politik for Begyndere«. Men man kan måske godt forstå vælgerne derhen, at de meget gerne vil vide, hvad de får for deres stemme. Problemet er nok, at i meget gamle dage vidste man det godt. Man vidste, at man fik en ideologi eller en vision for samfundet, og accelerationen af mængden af valgløfter tyder på flere ting, men måske især på dette: Vi kender kun overfladisk forskellen på partierne, fordi partierne ligner hinanden i så uhyggelig grad, at vi vælgere derfor pejler mere efter, hvad de lover, end hvad de indeholder.

Endelig er der medierne. De er nogle gange også lidt de dumme, især når valgkampen kommer rigtig tæt på eller er i gang, for så er mediekampen det i den grad også. Jagten på at »holde politikerne op på noget«, hvilket såmænd er et fint journalistisk princip, går tit over i en opskruet seer- og klik-jagt.

I virkeligheden ville det være nemmere, hvis alle både forstod og tydeliggjorde grænsen mellem politiske visioner og egentlige løfter. Hvor visionerne er ønsket, og viljen er løftet, garantien og magten til at gennemføre. Og sidstnævnte kan kun komme på tale efter en valgkamp – ved forhandlingsbordet.