Ledige mister retten til dagpenge – sådan er det bare

Igennem hele Helle Thorning-Schmidts regeringsperiode lykkedes det modstanderne af dagpengereformen at overdrive virkningerne og markedsføre nogle helt andre tal for, hvor mange der blev ramt af den.

Helle Thorning-Schmidt sloges gennem hele sin regeringsperiode med følgevirkningerne af den tidligere regerings dagpengereform. Mandag kommer Dagpengekommissionen med sit forslag til et nyt dagpengesystem. Fold sammen
Læs mere

Der findes meget få naturlove i politik, men en af dem er, at i det øjeblik socialdemokrater vinder regeringsmagten, så begynder de at slås. Med hinanden vel at mærke, eller med dem der normalt støtter dem. De kæmper og kæmper så blodet sprøjter og ser intet omkring sig indtil den dag, hvor andre ubesværet har taget magten fra dem igen. Anker Jørgensen sloges inderligt med den social­demokratiske fagbevægelse og LO-formand Thomas Nielsen, Svend Auken med de socialdemokratiske vestegnsborgmestre, Poul Nyrup Rasmussen med 3F om efterløn og løftebrud. Og Helle Thorning-Schmidt kæmpede i tre et halvt år med venstrefløjen, fagbevægelsen og A-kasserne om dagpenge. Til sidst lykkedes det hende at få mast hele den ubehagelig sag ind i et kommissionsarbejde, som på mandag præsenterer sine anbefalinger. Med en række mindre justeringer af reformen fra 2010, et regeringsskifte og et nyt Folketing ser det ud til, at dagpengeballaden kan lukkes, og tabene gøres op.

Når man ser tilbage på forløbet, er det mest forunderlige, at det aldrig lykkedes at trænge igennem en meget aggressiv propaganda fra venstre­fløjen og dele af fagbevægelsen. Myten om de mange udfaldstruede og nye tusinder, der »faldt ud af systemet«, blev aldrig for alvor tilbagevist af de socialdemokratiske ministre. Da den radikale leder Margrethe Vestager på et sommergruppemøde sagde, at ledige jo på et tidspunkt mister deres ret dagpenge, »for sådan er det jo«, blev det kynisk udlagt som kynisme, men var i grunden blot en konstatering af, hvordan systemet fungerer – uanset om dagpengeperioden er to eller fire år. En dag smækker kassen i. For at imødekomme kritikken fandt først SRSF og senere SR-regeringen på lappeløsning efter lappeløsning, der skulle udskyde problemet. Og i den borgerlige blok så man ikke noget behov for at hjælpe statsministeren op af den sump af røde beskyldninger, som hun sank længere og længere ned i med god hjælp fra vennerne.

I dag ved vi, at det er et langt lavere antal end hævdet, der er havnet helt uden forsørgelse som følge af den kortere dagpengeperiode. Siden halveringen af dagpengeperioden i 2010 har knap 60.000 mistet retten til dagpenge. En stor del – 38 procent – er kommet i job. Syv procent er gået på efterløn eller pension, fem procent er på SU, nogle har forladt landet, nogen er tilbage på dagpenge, fordi det lykkedes på de to et halvt år, der er gået, at genoptjene retten til dagpenge. Tilbage er omkring 19.000 personer, som er på kontanthjælp, den arbejdsmarkedsydelse, som blev indført midlertidigt for at »redde« de udfaldstruede, eller sygedagpenge. Endelig er omkring 7.000 eller 12 procent af alle, der har mistet retten til dagpenge siden 2010, i dag helt uden forsørgelse – i hvert fald uden en forsørgelse, der er registreret. Nogle af dem bliver formentlig forsørget af deres kæreste eller ægtefælle, eller de har en formue, som betyder, at de ikke kan få kontanthjælp. Andre lever af sort arbejde eller andet. Når man skal vurdere de påståede brutale skadevirkninger af halveringen af dagpengeperioden, så er det store spørgsmål naturligvis, hvor mange af de knap 30.000 personer, som nu er gået fra dagpenge til kontanthjælp, arbejdsmarkedsydelse eller til at være uden forsørgelse, der også efter fire år på dagpenge ville være havnet der. Det er svært at sige, men mange finder job lige inden dagpengeperioden løber ud, og det er alt andet lige nemmere efter to års ledighed end efter fire. Den hurtige indfasning af reformen betød, at der i 2012 og 2013 var en stor pukkel af ledige, som mistede dagpengene på en gang, mens det over årene har været mere jævnt fordelt.

Igennem hele Helle Thorning-Schmidts regeringsperiode lykkedes det modstanderne af dagpengereformen at overdrive virkningerne og markedsføre nogle helt andre tal for, hvor mange der reelt blev ramt af dagpenge­reformen. Og i stedet for at stå fast på det, som man var blevet et enig med de Radikale om under forhandlingerne om regeringsgrundlaget i det sorte tårn, så indtog Socialdemokraterne en position i konstant forsvar og forsøgte med lappeløsning på lappeløsning at give udseende af, at man kunne redde de udfaldstruede. De Radikale nægtede at hjælpe regeringspartneren ved at at ændre på dagpengereformen fra 2010, som man selv havde lagt stemmer til. Men man ville gerne være med til at afbøde konsekvenserne af den hurtige indfasning. Derfor gik regeringen fra krise til krise om dagpengene.

Skal man forklare, hvorfor sagen blev så stor, så er den vigtigste faktor, at venstrefløjen og venstrefløjen i Socialdemokratiet og fagbevægelsen udnyttede et svagt punkt hos regeringen. Paradoksalt nok opgav de efter regeringsskiftet at kæmpe for efterlønnen, som Socialdemokraterne og SF også i valgkampen havde lovet at »redde«. En anden faktor er den psykologiske. En halvering af dagpengeperioden rammer langt flere end dem, der bliver ledige. Nemlig også alle dem de er bange for at blive det. Og i et land i økonomisk krise og på et arbejdsmarked, hvor omstilling, rationaliseringer og udflytning af job er hverdag, er det mange. Den kortere dagpengeperiode – også selv om den har ramt langt færre end hævdet – skabte utryghed i middelklassen af lønmodtagere, som føler sig presset på jobbet. Og de vendte sig mod Thorning, indtil hun skiftede kurs på Socialdemokraternes kongres sidste år og sagde: »Vores modstand mod dagpengereformen er dybtfølt. Vores vilje til at tage ansvar er stålsat. Vi er socialdemokrater. Vi vil have et nyt dagpengesystem. Og det får vi.«