Læren af 68ernes krig

Et symbol på en krig, der ikke kunne vindes. Men har USA lært noget?

Helikoptere transporterer soldater fra 2. bataljon, 14. infanteriregiment væk fra Filhol Gummiplantage under »Operation  Wahiawa« ved Cu Chi, Vietnam, den 16. maj 1966. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

WASHINGTON: Der går ikke en måned, uden at Vietnamkrigen bliver sammenlignet med en eller anden ny konflikt rundt om i verden. For krigen, der aldrig skulle have udviklet sig til det, den gjorde, skabte en debat i USA, som aldrig rigtigt er afsluttet og sidder stadig så mange år efter i baghovedet på den amerikanske befolkning. Amerikanerne tabte med et brag. Ikke uventet. Men de tabte. Og i det omfang, at nogen har draget en lære af krigens fejltagelser, så er det ifølge lektor ved Syddansk Universitet Niels Bjerre-Poulsen den, at amerikanerne i dag vil have et klart mål med en krig og også en udgang.

»Krigen mod Saddam Hussein i 1991 var måske det bedste eksempel på en krig, hvor man havde lært af Vietnamkrigen. Man gik ind fuldt og helt med 500.000 tropper. Målet var klart at få befriet Kuwait fra irakisk besættelse. Og man trak sig ud igen, da denne del af missionen var færdig, for at undgå at man blev fanget i nye konflikter,« fortæller Niels Bjerre-Poulsen, der er aktuel med bogen »Vietnamkrigen – En International Historie«, der i næste uge udkommer på forlaget­ Gyldendal.

Og som Bjerre-Poulsen siger, så er det fortsat Vietnamkrigen, som politikere både i USA og i andre lande føler, at de skulle forstå – først og fremmest for at ungå gentagelser. Som han skriver i bogen, så dukker spøgelserne op i Det Hvide Hus, hver gang præsidenten og hans rådgivere overvejer en militær intervention – i Libanon, Bosnien, Kosovo, Somalia, Afghanistan, Irak eller Syrien. Hver gang skulle de overbevise offentligheden om, at dette ikke vil blive »et nyt Vietnam«.

Som præsident George H. W. Bush sagde bagefter, da den vellykkede krig var overstået. »Ved Gud, vi er sluppet af med Vietnam-syndromet én gang for alle«.

Men sådan blev det ikke til evig tid for USA, for med krigen i Afghanistan og senere i Irak kom ambitionerne om et »regimeskifte« i Irak og en demokratisk udvikling i begge lande, før man trak sig ud, og USA blev inddraget i langvarige krige igen. Og nu i forbindelse med Islamisk Stat, hvor præsident Barack Obama bliver stærkt kritiseret for at være gået for sent ind og ikke fuldt og helt som i den første Golf-krig, men med begrænset militær magt i form luftstyrker, som også skete under præsident Lyndon B. Johnson, som langsomt, men sikkert blev draget dybere og dybere ind i Vietnamkrigen.

»Det interessante ved debatten lige nu om Islamisk Stat er, at det er nogle meget forskellige »lærer«, republikanerne og demokraterne uddrager af Vietnamkrigen. Begge er enige om, at der ikke skal sendes land­tropper. Men hvis man hører en republikansk senator som John McCain, så er hans lære, at man skal gå fuldt og helt ind i stedet for at vælge en mellemkurs, som Johnson gjorde og bombede i Vietnam for at undgå at sende soldater. For Johnson måtte erfare, at når man så alligevel sendte tropper, så måtte man sende flere og også kaste flere bomber,« siger Bjerre-Poulsen om parallellen til i dag, hvor Obama og alle andre også fører krig mod IS udelukkende med angreb fra luften.

»Sådan et pissemyreland«

Og ja, der er mange lighedspunkter med Vietnamkrigen i dagens konflikter, men også en lang række forskelle. I Vietnam foregik kampen også på baggrund af en nord­vietnamesisk ledelse, der ville kæmpe for et samlet Vietnam og blev dygtigere og dygtigere som soldater og som krigsførende nation. Der var en nationalisme, som USA ikke tog højde for, og som amerikanerne ikke kunne finde ud af. Som Johnson ifølge bogen på et tidspunkt sagde:

»Jeg kan ikke forstå, at sådan et pisse­myreland ikke bare har et breaking point«. Og det havde de ikke, og det frustrerede Johnson temmelig meget.

Men bogen fortæller også historien om nordvietnamesernes holdning både til amerikanerne, men også til Kina og til Rusland. Og det er ikke et enkelt billede, der tegnes af de nordvietnamesiske ledere i bogen.

»Det var ikke bare en sort boks, hvor alle var enige. Tværtimod. Ho Chi Minh, nordvietnamesisk leder, var sammen med general Vo Nguyen Giab »moderate« og lænede sig mod Sovjetunionen, som ikke var særligt interesseret i Vietnamkrigen, mens en leder som Le Duan helt klart lænede sig op ad Kina og gik stærkt ind for en totalkrig med USA. Så man har haft strategiske over­vejelser og politiske magtkampe, som vi først nu er ved at forstå,« siger Niels Bjerre-Poulsen.

En international krig

Bogen handler i høj grad også om krigen set fra Nordvietnam, Kina, Sovjetunionen og Europa, hvor europæerne under ingen omstændigheder ønskede at blande sig i krigen­.

»Ikke engang briterne, som ellers støttede amerikanerne i meget, ville under nogen omstændigheder blande sig i denne konflikt,« siger Bjerre-Poulsen.

Andre gjorde. Australierne havde deres grunde, mens f.eks. thailænderne fik mange penge for at sende visse specialenheder ind. Og det var før Danmarks aktivistiske udenrigs­politiske linje. Danmark støttede supermagtens kamp i Vietnam ved at tilbyde et par unge sydvietnamesere en sygeplejerskeuddannelse i København. Og så var det også godt nok, mente man dengang.

Læs Anmeldelse af »Vietnamkrigen« på tirsdag i Berlingske