Kviksandet i Syrien

FNs generalforsamling. Amerikanerne venter på, at russerne synker ned i det mellemøstlige kviksand. Men vil det gøre russerne mere medgørlige?

Ruslands præsident, ?Vladimir Putin, taler ved årets generalforsamling i FN, hvor han for første gang i to år skulle mødes med sin amerikanske kollega, Barack Obama.  Fold sammen
Læs mere
Foto: JOHN MOORE

WASHINGTON: Det er ikke for ingenting, at lyset brænder døgnet rundt i FN-bygningen i disse dage. Ikke alene er FNs årlige generalforsamling begyndt med en kort deltagelse af over 160 stats- og regeringschefer. Men på de mange kontorer arbejdes der også på højtryk for at finde en løsning på Syrien-konflikten. For de sidste uger har ikke givet en større klarhed over, hvad der skal gøres. Især ikke efter at Rusland har indledt en mini-offensiv i Syrien for at beskytte sine interesser og tilsyneladende også for at holde Syriens præsident, Bashar al-Assad, ved magten.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Så hvad kan FN gøre ved den alvorlige situation? Når sandheden skal frem, ikke meget. FNs Sikkerhedsråd mødes, men der kan der næppe findes en løsning der alene. Men FN er den eneste institution, der kan bringe parterne sammen. Og det er sket i denne uge, og det vil formentlig fortsætte i mange uger endnu.

Dårlige erfaringer

Hvis der er to magter, der har brændt fingrene militært, så er det Rusland og USA. USA i stor stil. Og hvis man tæller det daværende sovjetiske imperiums sammenbrud i 1989 i Østeuropa med så i mega-stil for Moskvas vedkommende. Og fælles dårlige erfaringer med militære eventyr er også grundlaget for, at der hersker en vis forvirring både hos amerikanerne og hos russerne om, hvad de hver især vil i Syrien. Russerne er, med en diplomats ord, bare bedre til pokerspillet og kan give det udseende af, at de har en plan. Men det er langtfra sikkert, at de har det, og i hvert fald langtfra sikkert at de har råd til at gennemføre den på længere sigt.

Vladimir Putin, Barack Obama og deres udenrigsministre, Sergei Lavrov og John Kerry sludrer i en pause under generalforsamlingen. Foto: Reuters Fold sammen
Læs mere

»Hvis de for alvor vil redde Bashar al-Assad, så kommer det til at koste rigtig meget, også i døde og sårede soldater. Russerne er ikke dumme, og de ved godt, at der – når alt kommer til alt – ikke er nogen fremtid for Assad. Vi håber, at russerne vil komme til fornuft, for ellers bliver de trukket ned i kviksandet,« siger en topembedsmand til den amerikanske TV-station CNN.

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, maner også til besindighed og støtter synspunktet om, at det bedste er at lade russerne løbe sig staver i livet i Syrien, som de gjorde det i Afghanistan. Så kommer de til fornuft, og så er der en mulighed for et samarbejde, mener udenrigsministeren.

Men hvad nu, hvis Kerry og hans stab i det amerikanske udenrigsministerium tager fejl, og at Rusland virkelig vil satse på gennemgribende militære aktioner for at fastholde deres interesser i området. Den tanke er en udløber af den tidligere amerikanske præsident Ronald Reagans udenrigspolitiske doktrin om ikke at give russerne nogen former for indrømmelser i en konfliktsituation. Ifølge denne logik er det farligt ikke at inddæmme Rusland lige nu. For ikke alene prøver Moskva at redde den syriske præsident. Men hvis det lykkes, har russisk politik sejret, og mange mellemøstlige lande vil knytte tættere forbindelser til Moskva. Derfor er USA nødt til at få Rusland til at samarbejde, eller også må amerikanerne engagere sig mere, end de gør i øjeblikket.

Men det er der ikke stemning for hverken i befolkningen eller hos præsident Barack Obama, der fastholder, at der ikke bliver sendt amerikanske soldater til Syrien. Forhandlinger er det, der skal til. Og Assad skal fjernes fra magten og erstattes af moderate syrere, der kan samle landet. Men hvordan det skal gøres, er der ingen enighed om. Heller ikke hos russerne.

Amerikanerne er grundigt forvirrede. For hvad er det, russerne egentlig vil i Syrien, og har Obama i virkeligheden givet op og overladt hele initiativet i området til Moskva? Sådan ser det ud. Men sagen er mere kompliceret end som så, fordi Rusland helt tydeligt heller ikke helt har styr på situationen. Kerry siger, at russerne reelt risikerer at skade dem selv, med det de er i gang med. Det kunne USA kun være tilfredse med, hvis ikke der lige var det problem, at russerne er inde og pille ved et følsomt spil, som også kan ramme USA.

Kan trække amerikanerne med ned

»Hvis russerne fejler, så trækker de USA med ned,« siger Kenneth Neil, som er en mangeårig mellemøstekspert og nu arbejder i FN. Han siger, at russernes samarbejde med iranerne og med shiamsulimerne i Irak kan resultere i, at Saudi-Arabien øger støtten til sunnimuslimerne i Irak og i Syrien. De penge går direkte videre til Islamisk Stat og til andre terrororganisationer.

»Og det bliver et sandt helvede at rage de kastanjer ud af ilden, for saudiaraberne vil ikke finde sig i, at deres arvefjende iranerne og dermed shiamuslimerne går styrket ud af den her kamp. Så bliver sunni-muslimerne mobiliseret, og så går det først endnu mere galt.«, siger han.

Og Mellemøsten-forskeren Vali Nasr fra Johns Hopkins-universitet siger, at det kan være rigtigt, men at amerikanerne trods alt heller ikke har råd til at ignorere det faktum, at russerne er bedre til at vise sig fra den aggressive og stærke side, hvilket nogle lande i Mellemøsten foretrækker lige nu.

»Uanset hvad vi mener om den russiske intervention, eller hvor skeptiske vi er om hvorvidt den i virkeligheden kan lykkes, er sandheden også, at russerne har handlet på baggrund af facts på jorden. De har været meget mere aggressive i deres måde at adressere problemerne på, og alle vil af samme grund tale med dem. USA taler om diplomati, men vores diplomati fungerer bare ikke i praksis,« siger han.

Men Kerry og Obama satser på, at de kommende dages forhandlinger i FN-regi kan give en række åbninger og nedtoner bevidst hele tiden de russiske bombardementer, selv om det står klart, at amerikanerne er bekymrede over det, russerne foretager sig. For det første bomber russerne ikke Islamisk Stat lige nu. For det andet har de sendt soldater og våben ind i et område, hvor der ikke er mange af de terrorgrupper, USA kæmper imod andre steder i Syrien fra luften. Og for det tredje er der tydeligvis en ordduel, der kører på, hvem der er terrorister, og hvem der ikke er det.

»Hvis man lytter til den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, så går de efter terrorister sådan i en bred forstand,« siger en FN-diplomat. Og Lavrov understregede torsdag selv sin brede definition.

»Hvis det ligner en terrorist, hvis det handler som en terrorist. Hvis det går som en terrorist. Hvis det kæmper som en terrorist, så er det en terrorist,« sagde han under generalforsamlingen, da han forsikrede om, at Rusland ikke går efter andet end det, der er tilladt ifølge FN og russisk lov. Dermed er amerikanerne blevet så kloge, selv om Lavrov dog tilføjede, at den frie syriske hær er en del af løsningen og ikke en del af dem, der skal bekæmpes.

Spild af millioner

Og så er amerikanerne tilbage på det punkt, hvor Obama er afventende. Som en talsmand for Det Hvide Hus sagde torsdag, så vil den amerikanske præsident se tiden an i nogle dage, før der konkluderes på, om Rusland kan blive en allieret, når det drejer sig om at få slået Islamisk Stat og de andre terrorgrupper på flugt.

 

Men tålmodigheden med de manglende svar på konflikten i Syrien fra Det Hvide Hus’ side kan ligge på et meget lille sted blandt politikerne i USA. Især efter at det blev konstateret, at de trecifrede millionbeløb, som USA har postet ud i træningen af moderate syrere, kun har resulteret i, at cirka 60 er blevet uddannet.

»Det var søreme ikke mange,« som en meget sarkastisk republikansk senator John McCain sagde, da han ristede den amerikanske forsvarsminister, Ashton Carter, over en sagte ild. Skandalen var så tydelig, at ikke engang McCain ville forfølge den yderligere.

Det havde til gengæld en anden republikansk senator, Lindsay Graham. Han spurgte Ashton Carter, hvem han troede forlod posten først. Assad eller Obama. Sidstnævnte slutter sin præsidentperiode i januar 2017.

»Nej, lad mig selv svare på det spørgsmål. Det gør Obama nok.«