Kristian Thulesen Dahl blotlægger Mette Frederiksens svaghed – og sin egen

DF-formanden angriber Mette Frederiksen og har fat i en pointe. Men stormløbet kommer så sent, at det ligner panik.

Kristian Thulesen Dahl peger på reelle problemer for Mette Frederiksen, når han kritiserer hende. Men han blotlægger samtidig sin egen svaghed. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Det er et opsigtsvækkende politisk og personligt angreb, som Kristian Thulesen Dahl sætter ind mod Mette Frederiksen og S-ledelsen.
»For mig er det tydeligt, at de er slået ind på en kurs, hvor de vil tale sig ind i hjertet på alle danskere, og hvor de spiller på alle heste. Alle skal føle, at de får lige præcis det, de ønsker af Mette Frederiksen. Står man med nogle landmænd, taler hun sig ind i hjertet på dem. Får hun et spørgsmål fra nogen, der går meget op i klimaet, taler hun sig ind i hjertet på dem,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Han kalder strategien »kynisk«, for han mener, at S-lederen udstikker løfter, som hun ikke kan opfylde. Dermed lægger hun op til bristede forventninger, vælgerbedrag og politikerlede, lyder hans dom.

Det er barske anklager, og S-ledelsen afviser ham. Men nøgternt set har han en pointe i, at Mette Frederiksen har søgt at nå ud til så mange vælgere som muligt, og at hun indretter sine budskaber, så de lyder bedst muligt for det publikum, hun står overfor. Det er også korrekt, at hun har været uklar på vigtige områder – for eksempel om retten til tidlig pensionering for nedslidte danskere.

Når det er sagt, er hun langtfra den eneste partileder, der har været fleksibel, når det handler om at skære sine budskaber til, og mange andre partiledere har ligeledes undladt at fremlægge tilstrækkeligt gennemarbejdede planer.
Når S-ledelsen har undgået at blive konkret på væsentlige felter, skyldes det partiets traumatiske erfaringer fra valget i 2011, da detaljerede planer med konkrete løfter til vælgerne endte med at blive vekslet til løftebrud på grund af de Radikales afvisning.

Siden fulgte S-ledelsen godt med, da Lars Løkke Rasmussen før valget i 2015 kun angav »retninger« for sin politik. Dermed fik han givet sig selv et nødvendigt manøvrerum, da han senere skulle forme sin første V-regering, og det blev sværere at kritisere ham for løftebrud. Alt dette har socialdemokraterne lært af.
Skal man pege på et sted, hvor Thulesen Dahl for alvor rammer plet, handler det snarere om, at Mette Frederiksen med sin retorik og sine meldinger kan komme til at rejse alt for store forventninger.

Når det for eksempel handler om retten til tidlig pensionering, har hun ganske vist fastslået, at retten kun skal gælde for et begrænset antal personer. Men rundt om i fagbevægelsens forbund mener man, at hun taler om lige netop deres medlemmer, og mange ældre danskere har opfattet hendes ord som en kærkommen forsikring til netop dem. Efter valget vil en del af dem blive skuffede.

Og i forhold til ønskerne om at styrke den offentlige sektor, give de offentligt ansatte større frihed, løfte velfærden eller gøre klimapolitikken endnu mere ambitiøs, risikerer hun på samme måde at have rejst forventninger, som det bliver svært at honorere.
I værste fald – set fra S-ledelsen – kan de titusindvis af håbefulde vælgere, der lige nu ser frem mod et regeringsskifte, komme til at stå skuffede og desillusionerede tilbage efter valget.

Set i det lys har Thulesen Dahl en pointe.

Men når han, få døgn før danskerne skal stemme, hælder Mette Frederiksen så voldsomt ned ad brættet, skyldes det næppe alene hans bekymring for løftebrud og politikerlede. Det skyldes nok også, at han er desperat over udsigten til et nyt nederlag efter tilbageslaget ved valget til Europa-Parlamentet. Og i den forbindelse ved han kun alt for godt, at S trækker vælgere fra DF.
Forklaringen på vælgernes ryk mod S skal især findes i Mette Frederiksens kursskift i udlændingepolitikken, der har gjort partiet immunt over for blå bloks angreb i valgkampen. Samtidig er S drejet ind på en mere venstreorienteret kurs, når det handler om økonomi, velfærds- og socialpolitik, og begge bevægelser har haft appel til en del DF-vælgere.

Derudover har S-ledelsen haft gavn af, at Thulesen Dahl har villet demonstrere, at han kan arbejde sammen med S. Det har DF-formanden gjort, fordi han har ønsket at vise Løkke og de øvrige partiledere i VLAK-regeringen, at han har kunnet gå andre steder hen, hvis han ikke var enig i regeringens politik.
Oven i det har han udtalt, at DF gerne vil bygge bro på midten, og han har luftet sin vision om, at S, V og DF gradvist bør finde sammen i et arbejdsfællesskab, der efter hans mening ville kunne skabe større stabilitet i dansk politik.

En del af denne drøm er endt som et mareridt, og det er en vigtig årsag til, at han nu angriber Frederiksen.

Spørgsmålet er, om det vil virke, og om det vil kunne få indflydelse på valgresultatet?
I DF og blå blok håber man på det. I V-ledelsen har det længe været vurderingen, at DF har begået en gigantisk fejl ved at samarbejde med S og »legitimere« partiets politik. Derfor krydser man fingre for, at DF-formandens angreb vil gå ind.
Måske vil det også lykkes for Thulesen Dahl at slå enkelte skår af Frederiksens troværdighed, ligesom han måske vil kunne hale enkelte tvivlrådige vælgere hjem til DF. Men det bedste gæt er, at han slår et hul i luften.

Dels har S-ledelsen i flere år systematisk arbejdet på at styrke partiets position, og undervejs har Thulesen Dahl anerkendt dette arbejde. Dels kommer hans angreb så sent – og midt i en så presset situation for DF – at hans troværdighed som afsender er begrænset.

Endelig står Kristian Thulesen Dahl med det problem, at han ikke har mange venner på Borgen. Det yderste højre dur ikke, og det gør det yderste venstre heller ikke. Venstre har DF i lang tid haft et anstrengt forhold til, og nu lægger han afstand til S, på trods af at han selv har nærmet sig partiet.
Som det er blevet bemærket om DF-formanden, skal man huske, at når man peger på andre, viser tre fingre tilbage mod én selv.

Oven i alt dette venter en svær situation efter valget, for hvis Løkke går af, får det stor betydning for DF, hvem der bliver ny V-formand. Det var således ingen tilfældighed, at Thulesen Dahl lørdag deltog i et arrangement med Inger Støjberg. Hun hører til de Venstre-folk, han gerne vil bakke op, mens han vil få det svært med andre – for eksempel Kristian Jensen eller Jakob Ellemann-Jensen.

Samtidig ved han ikke, om et rødt flertal på valgnatten vil gøre det muligt for Mette Frederiksen at danne en funktionsduelig regering – eller om forsøget i yderste konsekvens ender i nyvalg eller en kort periode ved magten.
Kristian Thulesen Dahl og DF står midt i vadestedet.