Krigen som ingen - eller alle - havde set komme

Opgøret mellem Venstre og Dansk Folkeparti om folkeafstemningen har for alvor bragt »negative campaigning« til Danmark. Kristian Thulesen Dahl har mindst at tabe, mens Lars Løkke Rasmussen i dén grad får ballade, hvis danskerne siger nej.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ingen havde set det komme. Eller så alligevel: Det måtte jo komme, men ingen vidste hvor, hvornår og hvordan det ville ske. Men i søndags udbrød der krig mellem regeringspartiet Venstre og dets parlamentariske grundlag, Dansk Folkeparti, en krig der kan række langt ud over det, som kombattanterne kæmper om lige nu: Folkeafstemningen om retsforbeholdet på torsdag.

I søndags stod Dansk Folkepartis yndlingsminister, integrationsminister Inger Støjberg, i sin prikkede bluse og sorte blazer på talerstolen ved Venstres landsmøde i Herning. Og det hun sagde, fik såvel landsmødet som resten af det politiske Danmark til at tabe kæben. For aldrig nogensinde er der blevet talt så hårdt fra en Venstre-minister mod Dansk Folkepart. Da klapsalverne var døet ud, stod det klart som i et bandeopgør, at angrebet ville blive hævnet.

Inger Støjberg sagde i Herning, at hun »normalt har stor respekt for Dansk Folkeparti«.

»Men jeg har ikke respekt for den kampagne, de fører frem mod folkeafstemningen. Den er falsk, den er uhæderlig, og den bidrager til at skabe mistillid til det politiske system,« sagde hun.

DF-lejren hylder normalt Inger Støjbergs retorik, vilje og evne til at gennemføre kontroversiel og hård politik over for udlændinge. Og frem for alt: Hendes integritet anses som uplettet. Men dér stod hun nu og sagde, at DF er et problem for demokratiet, og her blev de veludviklede æresbegreber i Dansk Folkeparti overskredet med flere længder.

Støjbergs bemærkning rækker både frem og bagud i den nære for- og fremtid. Den kan ses som en hidsig duplik på DF-kometen Morten Messer- schmidts nylige nedgørelse af statsminister Lars Løkke Rasmussen, som Messerschmidt mener »trænger til at blive sat på plads« så den EU-skepsis, statsministeren ellers luftede under valgkampen i juni, kan blive til noget:

»Jeg har tidligere udråbt Helle Thorning-Schmidt til løftebruddenes dronning. Nu er vi meget tæt på, at den dronning får en konge, og det er altså Lars Løkke Rasmussen,« tordnede Morten Messerschmidt, da Dansk Folkeparti holdt landsmøde i september.

Men Støjbergs angreb kan især ses som et udtryk for, hvor meget Venstre, Danmarks lille regeringsparti, har at tabe ved afstemningen på torsdag sammenlignet med Dansk Folkeparti, der anbragte Lars Løkke Rasmussen i Statsministeriet, men som nu er Venstres største problem.

Dansk Folkeparti satte hurtigt modangrebet ind. Hvis Inger Støjbergs signaler var uhørte, så mere end trumfede DF-næstformand, retsordfører Peter Skaarup, dem i et indlæg i Berlingske tirsdag, hvor han mindede danskerne om, at Venstres integritet er blakket. Uden at nævne statsminister Lars Løkke Rasmussen ved navn tegnede Skaarup statsministerens silhuet med ordet »bilagssager« og nævnte samtidig Carl Holst-sagen:

»Når Inger Støjberg beskylder os for at være uvederhæftige og puste til befolkningens mistillid til politikerne, så kan jeg ikke lade være med at sige, at det klarer Venstre fint selv, når man kigger på de senere år med diverse bilagssager, senest Carl Holsts politianmeldelse og en asylgaranti i forbindelse med EU-afstemningen, som de ikke tør at stå ved juridisk ved at skrive den ind i lovteksten,« skrev Peter Skaarup.

I et svar i Berlingske torsdag gentog Støjberg, at DF fører en »skræmmekampagne«, og at DF sår »en grundlæggende mistillid til det politiske system«.

Garvede iagttagere advarer imod at undervurdere konflikten:

»Venstre vil blive præsenteret for en regning fra Dansk Folkeparti før eller siden. Men den kommer, og den bliver stor,« siger Hans Engell, politisk kommentator og tidligere minister under Schlüter-regeringen.

I et historisk perspektiv kan det nuværende opgør sammenlignes med afstemningen om den såkaldte EF-pakke i 1986. Den konservative regering anbefalede et ja, mens det parlamentariske grundlag, de Radikale, sagde nej. Men opgøret blev gennemført uden nærkamp mellem ja- og nejsiden.

»Det ville være fuldkommen utænkeligt dengang at tale om og til hinanden, som man gør i dag,« siger Hans Engell.

Berlingske har talt med centrale personer i Dansk Folkeparti, og en af dem erklærer, at »i søndags blev der erklæret krig, og den varer mindst til på torsdag«.

Ifølge Hans Engell rækker den længere.

»Det vil præge samarbejdet fremover. Opgøret viser også, at DF og V umuligt kunne have ført et regeringssamarbejde med de personlige angreb, der nu sættes ind. Det er ekstremt hårde stød direkte i solar plexus. Både fra Støjberg og fra Skaarup. Det bliver ikke glemt, men det bliver især ikke glemt i DF.«

Hans Engell hæfter sig ved, at Venstre er ja-kampagnens eneste reelle lokomotiv.

»Socialdemokraterne, de Radikale, Alternativet, de Konservative og SF fører mildest talt en nølende ja-kampagne, og de er usynlige i debatten. De lader Lars Løkke trække læsset,« siger han.

En sejr for Løkke og ja-siden vil være et begrænset nederlag for DF-leder Kristian Thulesen Dahl, som vil stå stærkt tilbage nærmest uanset hvad. Løkke derimod har alt at tabe ved et nej, som så til gengæld vil være en gigantsejr for Thulesen og en ydmygelse af Lars Løkke Rasmussen, som vil stå med sit tredje nederlag til DF – iberegnet valgene til EU-Parlamentet og Folketinget.

Slagsmålet er ikke opstået ved et tilfælde. Tværtimod ved begge parter, hvad de gør, understreger Nicolaj Taudorf Andersen. Han er stifter af Radius Kommunikation, som står bag den netop offentliggjorte troværdighedsanalyse af faggrupper i Danmark. Analysen er nedslående læsning for politikere såvel som for journalister: Politikerne har laveste troværdighed overhovedet. Imellem dem og journalisterne er blot bilforhandlerne. På blot et år er politikernes troværdighed gået fra skidt til slemt, og analysen indleder med, at »man troede næsten, at det ikke kunne blive værre. Men det kunne det,« og konkluderer: »Politikernes troværdighed er lavere end nogensinde før«.

»Politikerleden har bidt sig fast,« konstaterer Nicolaj Taudorf Andersen, der vurderer, at denne uges træfninger mellem top-folkene i V og DF yderligere skader politikernes samlede troværdighed.

»Opgøret er et klart eksempel på »negative campaigning«. Kynisk set så handler politik jo ikke om den samlede politiske troværdighed. Det handler om, hvordan man rammer potentielle vælgere. Men når man dykker ned i tallene, er det sådanne konflikter, der samlet set sænker politikernes troværdighed. I USA har man i 30 år arbejdet med »negative campaigning«, som handler om at sænke modstanderens troværdighed. Det er et strategisk greb, man kan vælge. Selv om det reducerer politikeres samlede troværdighed, kan det godt gavne afsenderen. Det er en kynisk betragtning, men det er sådan det er«.'

Ekspert i politisk kommunikation Bo Bredsgaard Lund fra Mslgroup er enig:

»Politikerleden har aldrig været større, og i den kontekst er det bestemt ikke noget, der får politikerne til at fremstå mere agtværdige. Tværtimod,« siger han.

Kilder i regeringen understreger, at man præcist vidste, hvad man gjorde, da man sendte Støjberg på talerstolen, for man ved, at hun er vellidt blandt DF-vælgerne.

»Vi ønskede klart at markere, at afstemningen ikke handler om udlændingepolitik. Vi synes ærligt talt også, at det er stærk tobak, når DF siger, at man ikke kan stole på løfter, der er udstedt på Christiansborg. Det er ikke i orden at beklikke vores eller Folketingets troværdighed på denne måde,« siger en central kilde.

Mulighederne for en forbrødring afhænger af valgresultatet. Et ja vil være med til at genskabe forholdet hurtigst, vurderer kilder i DF. Et ja kan sælges som et martyrium og historien om, at det etablerede Danmark rottede sig sammen mod nej-sigerne.

»Et nej vil være et fuldkomment drama,« forklarer Hans Engell.

»Det vil være et kæmpe nederlag for Løkke. Det vil være ham, der formentlig skal indkassere et nederlag i Bruxelles i forsøget på at få en parallelaftale. En ny afstemning, hvor danskerne kun skal tage stilling til Europol, vil være en oplagt mulighed, evt. inden sommeren, men det vil have en pris at få DF til at anbefale et ja, og den vil blive tårnhøj. I forvejen er der dyb frustration i DF efter forhandlinger om finansloven og politiforliget. DF har båret en regering ind, der har kluntet rundt i sager om Carls Holst og Esben Lunde Larsen foruden Lars Løkke og hans bilagssager, tøjindkøb og GGGI-historien. DF har oplevelsen af, at de har skullet skuldre skandaler og pengemisbrug i Venstre. Takken er beskyldninger om uhæderlighed. Der er krydset en grænse for, hvad et regeringsparti kan tillade sig at sige om sit parlamentariske grundlag. Det handler ikke længere om politisk uenighed men om personspørgsmål og moral. Og man beskylder ikke DF for uhæderlighed gratis,« siger Hans Engell.