Khaders råd til imamerne: Lær kristendommen at kende

Fire år efter sin »flugt« fra dansk politik er Naser Khader på vej tilbage til Folketinget.

The Washington Monument. Obelisken i The National Mall i Washington D.C. er bygget til ære for George Washington. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

WASHINGTON: Naser Khader er tilbage. Eller rettere på vej tilbage til Danmark. Fire år efter sin »flugt« fra dansk politik er den 51-årige tidligere folketingspolitiker, tidligere medlem af Det Radikale Venstre, tidligere formand for partiet Ny Alliance og nu også tidligere radiovært ved DR-programmet »Arabiske Stemmer« på vej tilbage til Folketinget. Hvis ellers hans nye kreds i Aarhus/Skanderborg, hvor han stiller op for Det Konservative Folkeparti, leverer stemmer nok til at skaffe Khader ind.

Men det skulle vel ikke være et problem. For mange husker Naser Khader, der har holdt sit navn varmt i Danmark fra sit »exil« i Washington D.C. gennem utallige debatter på Facebook, i radioen, i TV og ikke mindst på hyppige foredragsturneer rundt om i Danmark. Når han vel at mærke var »hjemme«. For Naser Khader har de sidste fire år været seniorfellow ved den konservative tænketank Hudson Institute i USAs hovedstad, hvor han har forsket i Mellemøsten­.

Khader er klar til den omvendte flugt. Fra Amerika, tilbage til Danmark. Men denne gang er det ikke en »flugt«, men et tilvalg.

Danskerne skal nu lære en ny Naser Khader­ at kende. En person, som er blevet præget af sine fire år i USA og er blevet en ny »værdi­konservativ«, som han kalder sig selv. Og han har fået endnu en akademisk titel oven i sin gamle cand.polit. Nemlig en master i teologi fra Københavns Universitet. Tiden i USA er blevet brugt effektivt til både at få Bibelen og Koranen til at flugte med det, der optager ham: demokrati, ytringsfrihed og mindretals­rettigheder. Og så at få sat skik på den nye Khader.

»Det har været en fantastisk tid, og man kan måske godt kalde det en flugt. Jeg var simpelthen træt af politisk fnidder, og de sidste tre år følte jeg bare, at jeg skulle væk. Jeg var træt og ukoncentreret og uden inspiration. Jeg kunne unde rigtigt mange i Folketinget at prøve det samme, som jeg har prøvet: At komme væk og se det hele i et andet perspektiv. Jeg var ude i strid modvind, og det var en lettelse at komme herover og opleve, at der var højt til loftet,« siger Naser Khader på sit lidt spartanske kontor, der arkitektonisk lige så godt kunne ligge i Mellemøsten og ikke i Washington D.C. Med aircondition og tunge persienner, som han ruller ned også om vinteren for at holde solen ude.

Hudson Institute er en konservativ ?tænketank, der i sin stab har flere neokonservative meningsdannere og tidligere politiske toprådgivere. Fold sammen
Læs mere

Khader og de neokonservative

Naser Khader vil næppe skrive under på en omvendt Schlüter. På at han er så konservativ, at det gør noget. Men han har haft alle muligheder for at udvikle sig i neokonservativ retning med de kontornaboer, han har her i Washinton. Nede ad gangen sidder to af de mest kendte neokonservative fra den tidligere præsident George W. Bushs embeds­periode. Fire år hos Hudson Institute sammen med typer som Scooter Libby alias I Lewis Libby kunne godt give den tanke, at Khaders konservatisme er blevet finpudset og klar til en politisk kamp på værdier i Danmark efter bedste amerikanske neokonservative forskrift.

Og det er også rigtigt. Khader tager en del af det neokonservative tankegods med hjem til Danmark, nemlig at man skal kæmpe aktivt for at udbrede og sikre frihed og demokrati – også militært, hvis det skulle komme dertil. Og religion bliver mere og mere vigtig i den politiske proces. Nøjagtig som i USA.

»Scooter« Libby huskes i offentligheden i dag som den tidligere præsident George W. Bushs uheldige toprådgiver, der blev benådet af præsidenten i hans sidste timer i Det Hvide Hus. Libby var en af arkitekterne bag Irakkrigen, men blev på et tidspunkt anklaget og senere kendt skyldig i at afsløre identiteten på en tophemmelig CIA-agent, Valerie Plame, i forbindelse med et interview med The New York Times. Plames mand var en meget fremtrædende diplomat i USAs udenrigsministerium, som forsøgte at pille de neokonservatives argumenter for at invadere Irak fra hinanden. Plames mand mente ikke, at argumenterne for en invasion holdt, og det gjorde han tydeligt opmærksom på, også offentligt, til stor fortrydelse for de neokonservative­ i Bush-regeringen.

Libbys 30 måneders fængselsdom blev ændret af Bush. I dag sidder han på Hudson Institute sammen med en anden af Bush-tidens rådgivere, Douglas Feith, som var manden, der blev sat til at finde beviser på tætte forbindelser mellem Iraks daværende leder, Saddam Hussein, og al-Qaeda, så man i det mindste kunne bruge den undskyldning til at skaffe sig af med den blodige diktator. Denne forbindelse blev ikke fundet.

Så på kontoret tæt ved Khader er der to eks-Bush-rådgivere, som må siges at have fejlet med deres forsøg på at udbrede demokrati i Irak med militære midler, hvilket jo var det egentlige formål med at fjerne Iraks leder, Saddam Hussein. Men det har ikke skræmt Khader væk fra drømmen om demokrati i Mellemøsten. Som han siger, så kunne det være lykkedes, for Irak-invasionen sendte chokbølger gennem Mellemøsten og skabte i første omgang en grobund for forandringer.»Men jeg var overrasket over, at der så ikke var nogen planer om at følge op på det. Da man gik ind og opløste Iraks militær og forbød Baath-partiet, så gik det ned ad bakke. Det var en skuffelse. Men derfor er tanken om en generel demokratiudvikling i Mellemøsten stadig værd at kæmpe for. Der kom også noget godt ud af Irakkrigen. Blandt andet Kurdistan, som er blevet et godt eksempel på, hvordan udviklingen af demokrati kan ske i et område som Mellem­østen,« siger han.

Selv om Khader ved betydeligt mere om det område end de herrer, som han har drukket kaffe med i de seneste år, så er tanken om det gode, der er kommet ud af Irak, født ud af en neokonservativ efterrationalisering, der er svær at sælge både i den amerikanske og den danske befolkning.

»Der er ingen tvivl om, at det har påvirket mig at være på Hudson, og jeg har intet imod den neokonservative tankegang. I forhold til det, jeg interesser mig for, religionsfrihed, ytringsfrihed, demokratiudvikling og i det hele taget værdipolitik, så er der ingen konflikter i det. Hudson Institute er en traditionel konservativ tænketank, hvor der også er neokonservative. Men nykonservatismens tanker om at udbrede demokratiet er netop det, jeg også arbejder for,« siger Naser Khader, der fremhæver Libby for at være en neokonservativ tænker, som han gerne lytter til, også selv om han har fejlet.

Det at være værdikæmper eller værdi­konservativ, som Khader også udtrykker det, er blevet udviklet i tiden i USA. Og som han siger, så behøver man ikke at være konservativ for at være værdikonservativ.

»Jeg anser sådan set også Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt for at være værdikonservative,« siger Naser Khader, der dermed udvider gruppen af personer, der på det område tænker, ligesom han gør. Og han er stolt af det at være værdi­konservativ og indrager gerne alle mennesker i det fællesskab.

Naser Khader træner hver morgen i lejligheds­kompleksets fitnesscenter, før han tager på arbejde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Vandall.

Fuldt program

Naser Khader har svært ved at sidde stille i den tid, som et interview varer. Han er konstant på farten startende om morgenen i sin lejlighed i Arlington uden for Washington D.C., hvor selv hans fritid er lagt i næsten faste rammer. Om morgenen – inden han går i ejendommens fitnesscenter – går han ned til den kinesiske renseriejer og henter sine jakkesæt og rene skjorter. 55 dollar for tre habitter og 18 skjorter, alle nydeligt pressede og klar til ugens foredrag og møder. Om aftenen går han over på den libanesiske restaurant på den anden side af gaden, hvor han spiser sin humus og lammetartar og henter dagens nyheder fra Mellemøsten.

På den måde møder Khader en del af den syriske opposition og udveksler informationer om, hvad der sker lige nu. Restauranten ligner ikke et libanesisk madtempel, men man er til gengæld ikke i tvivl om, at maden er ægte og god. For her kommer de alle sammen – dem, der elsker libanesisk mad. Og det gør syrerne. Libaneserne er kendt for at være Mellemøstens kokke, så det er så her, man holder til og taler om amerikansk og syrisk politik.På restauranten er der ingen tvivl om, at præsident Barack Obama ikke lige er deres præsident. Obama har reageret alt for langsomt i forhold til konflikten, og det har givet den syriske præsident, Bashar al-Assad, alle kort på hånden, siger man her. Og hvem der er den største fjende, Assad eller Islamisk Stat? Det er lidt mere tvivlsomt i det selskab. For ifølge Khader er oppositionen rasende over, at Obama ikke vil tale om Assad, og især om hvordan man slipper af med ham, men mere er optaget af Islamisk Stat, som »bestemt også er vigtigt«, som Khader siger. »Men Assad er nærmest fredet i USA,« siger han.

Spørgsmålet om Assad og prioriteringen i Syrien bliver Naser Khader alvorligt udfordret på, da han tager til en frokost på en nærliggende tænketank – Wilson Institute – hvor de mere liberale amerikanske forskere sidder. Der udveksles hjerteligt kollegiale klap af tre forskere, som har inviteret deres konservative kollega på frokost for at høre, hvordan det er gået i København efter terrorangrebet. Her blandt forskervenner er han i sit es og fortæller løs. Diskussionen bliver mere end mellemøstligt løssluppen, da en af forskerne, som i det daglige er tæt på Obama, indirekte kommer til at udtrykke en vis lettelse over, at Assad foreløbig sidder der, hvor han gør, fordi ellers ville Damaskus også være i hænderne på Islamisk Stat.

»Jeg siger ikke, at jeg mener, at Assad skal blive der. Jeg stiller blot spørgsmålet, hvad der ville ske, hvis ikke Assad trods alt havde kontrollen med en del af landet? Ville ­Islamisk Stat så ikke overtage det område også?« spørger forskeren. Khader når op i det høje toneleje. Hjulpet godt på vej af en kvindelig libanesisk forsker, der også giver modstand til det argument ud fra devisen, at Assad skal fjernes uanset hvad. Men hvad der så vil komme i stedet, står til gengæld noget mere uklart for alle i lokalet.

»Jamen, hvad nu hvis amerikanerne havde sagt det samme i 1940. At man ikke ville fjerne Hitler, fordi der ikke var noget alternativ«.

Den argumentation sætter den første forsker kortvarigt til tælling, indtil han får sig samlet og fortæller om Roosevelts vanskeligheder med overhovedet at få amerikanerne til at gå i krig mod Hitler.

Sådan er Naser Khaders dag en onsdag i marts. Diskussioner om krig og fred i Mellem­østen afløses af debat om europæisk integration af indvandrere og flygtninge og ikke mindst om fremtiden for et Europa, hvor en mindre, men højtråbende del af muslimerne ikke bekender sig til demokratiske traditioner, men ønsker en eller anden form for sharia. Ukendt i USA, hvor man dels ikke har ret mange muslimer, og hvor kulturen også er anderledes end i Europa.

En tur omkring Bibelen

Khader er stadig manden fra Damaskus, der voksede op i en forstad til den syriske hovedstad og er et solidt produkt af en palæstinensisk far og en syrisk mor. Faderen var med i et kup mod Jordans kong Hussein i 1959 og måtte flygte til Syrien, hvor han blev gift med Naser Khaders mor. Senere rejste faderen til Danmark via Tyskland, og den unge Naser fulgte med, da han var 11 år. En dreng, der havde gået i koranskole, og som bad fem gange om dagen. Alt det ændrede sig, da han kom i gymnasiet og oplevede det danske foreningsliv. Men ufriheden og tiden i Syrien husker han tydeligt, selv om han var en dreng.

»Min far sagde altid, at alt, hvad der bliver sagt inden for hjemmets fire vægge, forbliver inden for de fire vægge. Vi var smerteligt klar over, at der var ikke mindre end 16 syriske sikkerhedstjenester, der vågede over alle,« siger Khader.

Det er denne viden, Khader tog med sig til Danmark, og som senere gjorde, at han engagerede sig politisk først i Det Radikale Venstre gennem 23 år og siden i Ny Alliance og nu i Det Konservative Folkeparti.

»Selv om jeg har været i tre partier, så er der en rød tråd, der går igennem min politiske tilværelse, og det er kampen for frihed og kampen for ytringsfrihed. Staten skal ikke blandt sig i ytringsfriheden, og derfor er jeg også gået ind i situationer, hvor nogle har villet rejse en sag om ytringsfriheden. Der har jeg ment, at det skal staten ikke blande sig i. Jeg går også ind for en aktivistisk udenrigspolitik. Jeg vil gå i krig for at værne om friheden. Det er ikke populært, heller ikke i Danmark, hvor du har en krigstræt befolkning, men jeg mener, at man skal gå ind og fremme friheden rundt om i verden,« siger Khader, som på sin arm har tatoveret en sætning fra den amerikanske forfatning. »All Men Are Born Equal«. Dog med sin egen tilføjelse »All Men and Women are Born Equal And Free«.

Naser Khader lægger ikke skjul på, ?at han tager et mere amerikansk syn på menneskerettigheder og demokrati med hjem til Danmark. Her ved Lincoln Memorial i Washington. Fold sammen
Læs mere

Naser Khader har i den grad finpudset sine værdier, inden han lige om lidt kaster sig ud i en valgkamp i Danmark. At han kommer hjem med en ny akademisk grad – en teologisk – er for Naser Khader ikke et paradoks, men en nødvendighed for at forstå, hvad det er, der er gået galt i indvandrerkredse i Danmark med islam.

»Det er faktisk ret interessant, at man skal en tur omkring Bibelen for at få et indblik i, hvad der er galt med ens egen religion, og det har været en interessant rejse, som jeg godt kunne unde de muslimske teologer også at prøve – at fordybe sig i den luthersk-evageliske kristendom,« siger han og understreger, at det især er Luthers oprør mod den katolske kirke, der har givet ham inspiration til også at lede efter en anden udlægning af islam end den, der fortælles blandt de ekstreme grupper­ som Islamisk Stat.

»For de har taget de mere brutale dele af islam og ikke de dele, der fortæller en helt anden historie. Der er jeg enig med Egyptens præsident, Abdel Fattah el-Isis, i, at det er på tide, at vi får ændret det, vi fortæller om islam. Vi skal have et nyt narrativ. Vi skal gøre op med de voldelige passager i Koranen­,« siger Khader.

Hvad med skattepolitikken?

Khader har så på hjerte – især når det drejer sig om demokrati, frihed og religion. Men kan han også sin danske politik. Kan han give et bud på sit partis holdninger i alle spørgsmål. Kan han redegøre for skattepolitikken, som på et tidspunkt fældede ham, da han var formand for Ny Alliance. Dengang kunne han det ikke. Men som Khader understreger: Han er en værdikæmper, men selvfølgelig kan han også det andet, hvis han skal.

»Men det interesserer mig bare ikke så meget som det andet. Jeg er scient.pol., og jeg kan selvfølgelig læse mig ind på det emne også. Men min styrke er helt sikkert, at jeg vender tilbage til Danmark med nogle klare holdninger til de værdier, vi skal leve under i fremtiden med en mere forskellig befolkning­,« siger han.Men et er at leve i et USA, der er et indvandrings­land, og hvor man traditionelt ikke sætter spørgsmålstegn ved folks påklædning, religion eller politisk over­bevisning. Noget andet er at leve i et Europa og i et Danmark i større og større vildrede over, hvad fremtiden bringer i et multikulturelt samfund. Værdipolitikken er for Naser Khader det væsentligste og ifølge ham noget, der kan bruges i alle politiske sammenhænge­.

»Du kan lægge det værdipolitiske ned over alle konkrete politiske emneområder, man nu beskæftiger sig med på Christiansborg. Indenrigspolitikken, økonomi-, rets- og kulturområdet – ja, alle områder. Så det er ikke et problem at være værdipolitiker. Og det er måske endda tiltrængt. Jeg kan sagtens de andre ting, men jeg tror, at man får mere ud af mig ved at lade mig koncentrere mig om spørgsmålet: Hvordan skal vi leve sammen i fremtiden?« siger Naser Khader.

Naser Khader mener, at der er højere til loftet i USA end i Danmark. Dér roser man folk for at ville lidt mere. »Go for it,« siger amerikanerne, der ofte påskønner, at folk tager en risiko. Fold sammen
Læs mere

Khader opgiver, hvis han bliver valgt, et liv, han tydeligvis elsker. I forvejen mistede han radioprogrammet »Arabiske Stemmer«, som han med stor succes kørte sammen med DRs tidligere korrespondent i Mellemøsten, Steen Nørskov. Det var et tab for ham, fordi Khader har været med til at præge det program. Man kan mærke på Naser Khader, at det sved, da DR tog den beslutning, at man ikke kunne acceptere at have en folketingskandidat siddende hver uge ved mikrofonen. Og måske var det et første varsel om, hvad der er i vente ved at opgive alt det, han er kommet til at holde af – Hudson Institute, den uafhængige debattørrolle og inspirationen fra internationale kolleger sammen med hyppige rejser til Mellemøsten.

»Selvfølgelig vil jeg savne det, men det er også tid til at vende hjem,« siger Khader, der dog ikke pakker nogen kufferter, før han er valgt ind. Og selv derefter beholder han en kontakt med Hudson som ekstern medarbejder­.

Det ligger vel ligefor, hvilket ministerium Khader gerne vil have, hvis de Konservative kommer i regering. En slags »værdi­ministerium« eller måske Udviklings­ministeriet.

Og hvis han kigger længere ud i fremtiden? Hvor er Naser Khader så, hvis han kunne vælge frit fra alle hylder. »Jeg ville nok tænke meget over det, hvis der i FN eller i en international organisation blev oprettet en eller anden form for mægler­stilling, hvor jeg kunne bruge mine evner som brobygger mellem flere kulturer«, siger Khader.

»Der vil jeg også kunne bruge mine evner med den baggrund, jeg har«, siger han.