»Jeg tænkte ikke flere dårlige ting. Jeg fik skiftet hele mit hjerte«

Zemar blev kristent døbt, mens han levede under jorden i Danmark i skjul for myndighederne. Han stod til at blive sendt tilbage til Afghanistan, men konversionen sikrede ham asyl.

Det var den største dag i »Zemars« liv, da han blev døbt. Her læser han Bibelen på farsi. Foto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere

150 mennesker fulgte hans skridt, da Zemar en dag i juli 2014 gik op mod præsten og døbefonten i Apostelkirken.

Han havde forberedt sig på dagen i over otte måneder, men nu var det tid. Han skulle døbes.

Med vandet i håret kom han tættere på fader, søn og helligånd og lagde for alvor islam bag sig. På kirkebænkene sad danske venner, som han havde fået i løbet af sine 3,5 år som asylansøger:

»Jeg husker alt om den dag. Den var helt fantastisk. Jeg fik gaver fra 15 danskere. Det var en stor dag. Men det vigtigste for mig er, at jeg blev meget rolig. Jeg tænkte ikke flere dårlige ting. Jeg fik skiftet hele mit hjerte,« fortæller Zemar.

Hele livet havde han været praktiserende muslim. Bad tre gange om dagen. Det gjorde man bare, hvor han kom fra i Afghanistan.

Da familien måtte flygte på grund af faderens politiske aktiviteter, rakte pengene kun til en enkelt billet med menneske­smuglere mod Europa. Den tilfaldt den unge Zemar, som krydsede grænsen til Danmark i 2010.

Truslerne mod faderen og hans familie var for de danske udlændingemyndigheder dog ikke nok til at give ham asyl, og i begyndelsen af 2013 fik han endegyldigt besked på at rejse tilbage til Afghanistan.

Derfor gik han under jorden.

Grinte af Jesus

Imens Zemar gemte sig for myndighederne, begyndte han at se sig selv som kristen. Skiftet til kristendommen betød, at han med hjælp fra en advokat fik genoptaget sin asylsag ved Flygtningenævnet og fik opholdstilladelse i foråret 2015.

Zemar er en af de 31 asylansøgere, der på den måde i år har fået myndighederne til at se på sin sag igen og fået asyl efter at have skiftet tro til kristendommen. Han konverterede ikke blot for at få ­genoptaget sin sag.

»Det har taget mig to år at blive kristen. Jeg er vokset op i et muslimsk land. Det har taget meget tvivl og spørgsmål, før jeg kunne blive kristen. Det er ikke noget, jeg lige pludselig blev,« siger han og påpeger, at det heller ikke er en garanti for asyl at blive kristen.

Da Zemar kom til Danmark, vidste han ikke andet om kristne, end at de spiser svinekød. Og da han på asylcentret i Nordjylland fik stukket noget materiale om kristendommen på farsi i hånden, kunne han kun grine af den urealistiske historie om Jesus, der genopstod og steg til himmels.

Men ordene »tilgivelse« og »kærlighed« havde alligevel bidt sig fast. Så da han i november 2013 pludselig stod uden venner, penge eller tag over hovedet som illegal under jorden, tog han kontakt til en kristen afghaner, han kendte fra asylcentret.

Han tog Zemar med i Apostelkirken, hvor der blev talt farsi, og han begyndte at forstå, hvad det hele handlede om.

Livet under jorden kom hurtigt til at dreje sig om kirken. Hver eneste dag var han enten til bibelstudier, forkyndte om kristendom på Københavns gader eller var til guds­tjeneste. Og da hans mor, som led af en alvorlig nyresygdom, blev rask, besluttede hans sig endegyldigt for at blive døbt.

Han mente nemlig, at hun var blevet rask, fordi han en måned forinden havde bedt for hende i kirken. Hans mor blev i første omgang vred, da hun fandt ud af, at han havde droppet islam. Men det ændrede sig.

»Min mor er glad for, at jeg er blevet kristen, for hun har læst biblen. Hun er også blevet kristen nu,« fortæller han stolt.

Det har dog ikke været uden omkostninger at forkaste islam. Imens han gik til dåbsforberedelse, boede han med fem muslimske afghanere. Han holdt det hemmeligt over for dem, at han var blevet kristen, men da han forsvandt samme tid hver søndag formiddag, regnede de ham ud.

»De fortalte mig, at jeg var meget beskidt og ikke længere måtte spise med dem. To af dem slog og skubbede mig, så min T-shirt blev ødelagt. Jeg viste det til min advokat, men han sagde, at vi ikke kunne gøre noget, fordi jeg var under jorden.«

Overlod sin skæbne til Gud

Efter syv måneder som illegal var Zemar ved at være træt. Træt af at frygte politiet, træt af at bede sine venner eller sin familie om penge, fordi han ikke kunne få et job.

Men Flygtningenævnet afviste at genoptage hans sag, før myndighederne vidste, hvor han befandt sig.

Zemars eneste mulighed for at komme videre med sit liv var altså at melde sig selv ind i systemet igen – med den risiko, at han ville blive hjemsendt til Afghanistan. Han bad til Gud, og i november 2014 gik Zemar med ro i sindet atter gennem porten til Sandholmlejren.

»Jeg tænkte: Hvis det er Guds vilje, at jeg skal blive i Danmark og have ophold­s­tilladelse, så sker det. Ellers må det være Guds vilje, at jeg skal udsendes til Afghanistan,« siger han.

Guds vilje eller ej; Flygtningenævnet valgte at genoptage hans sag, og i april i år fik han asyl. Efter i flere timer at have redegjort for sine motiver for at blive kristen, sin troshistorie og Bibelens opbygning fik Zemar nævnets ord for, at hans konversion var reel.

I Zemars sagsakter, som Berlingske har fået indsigt i, pegede Flygtningenævnet på flere årsager til, at Zemars trosskifte var troværdigt. Specifikt at det havde taget lang tid, før Zemar blev døbt, at han havde gode overvejelser om, hvorfor han blev kristen, og at han var fortsat med at gå i kirke og lave menighedsarbejde efter sin dåb.

Opholdstilladelsen har givet ham en fremtid i Danmark, men det er langt fra det vigtigste i Zemars øjne.

»Selvfølgelig blev jeg glad, da jeg fik opholdstilladelse, men ikke ligesom, da jeg blev døbt. Det var den største dag i mit liv.«