»Jeg kendte godt det politiske game, men jeg accepterede det ikke«

Erhvervsmanden Lars Kolind er i dag glad for, at han ikke kom i Folketinget. Ved det kommende folketingsvalg forsøger flere kendte at komme ind. Men det er ikke altid nemt at være kendt.

Erhvervsmanden Lars Kolind oplevede ikke, da han forsøgte at komme i Folketinget, at der var stort gehør for de erfaringer, han havde gjort sig som topleder i det private erhvervsliv.
Læs mere
Fold sammen

Flyveturen varede kun fire minutter. Pilot Stefan G. Rasmussen startede flyets motorer, men hurtigt efter at maskinen var kommet i luften og havde samlet sine hjul op, gik det galt. Is fra vingerne havde bevæget sig ind i motorerne, som gik i brand. SAS-flyet, der var lettet fra Stockholm, var tvunget til at nødlande, og en snedækket skov var eneste underlag.

Stefan G. Rasmussen sad i cockpittet med ansvaret for 128 passagerer og besætningsmedlemmer, og på mirakuløs vis formåede han at få flyet nogenlunde sikkert ned på jorden. Det knækkede i tre dele, men alle overlevede.

Straks blev Stefan G. Rasmussen udnævnt til folkehelthelt, og to et halvt år senere i 1994 fløj han på sin succes som »pilothelten« ind i Folketinget for de Konservative. Kendis­effekten slog ind.

»Når du er kendt i forvejen, får du ikke lov til at starte i anden division. Jeg røg direkte i debatpaneler med toppolitikere og forhenværende ministre,« siger fra Stefan G. Rasmussen­.

Det lyder som en velsignelse, men var i stedet et hårdt slag for »pilothelten«, der ikke var vant til at begå sig politisk.

»Publikum forventede lige så velfunderede svar fra mig som fra de erfarne politikere. Når man er kendt, er man langt mere overvåget af pressen end ukendte politikere, og et fejltrin er sjovere at viderebringe end politiske holdninger. Man skal virkelig huske, at det ikke er X Factor, man stiller op til,« fortæller han.

Kendiseffektens bagside

Fænomenet med kendispolitikere er ikke nyt, men tendensen har taget en ny drejning. Tidligere henvendte de kendte sig selv til partier, hvis de ønskede at gå ind i politik, men i dag bliver flere kendte kontaktet af partierne, der udnytter de kendtes idolstatus og fanskare.

De stryger direkte fra de kulørte blade og ind i partierne som folketingskandidater, hvor de overtager en platform, som parti­soldaterne kan kigge misundeligt på.

Nye kendispolitikere som digteren Yahya Hassan, der den anden dag præsenterede sig selv som kandidat for Nationalpartiet med en næsten timelang enetale, fitnessguruen Charlotte Bircow, som blev hevet ind af Liberal Alliance, og komikeren Anders Stjernholm, som har meldt sit kandidatur for Alternativet, er ikke vant til at begå sig politisk. Derfor risikerer de at komme på glatis, som det skete for erhvervsmanden Lars Kolind.

»Jeg kendte godt det politiske game, men jeg accepterede det ikke. Jeg prøvede at dele mine erfaringer fra erhvervslivet, men det var der åbenbart ingen medieinteresse for, og det var ikke muligt at få en bare nogenlunde fornuftig samtale om det. I dag er jeg glad for, at jeg ikke blev valgt ind,« lyder det fra Lars Kolind.

Med forslag om flad skat på 40 procent på Fyn og folkeskoler uden klasser blev han hurtigt stemplet som storbytosse både i sit eget parti og blandt danskerne, da han stillede op for Ny Alliance i 2007.

Ligesom Stefan G. Rasmussen havde han modsat mange andre politikere faktisk erfaring fra erhvervslivet, men det arbejdede imod ham. Som direktør for høreapparatvirksomheden Oticon og forfatter til en af Danmarks bedst sælgende bøger om ledelse, »Kolindkuren«, var han vant til, at medierne viste ham tillid. Men som politiker blev han behandlet helt anderledes, og det, han selv mente var små detaljer, blev fremhævet og fik ham fremstillet som en tosse, mener han selv.

En lignende nedtur oplevede den tidligere DR-vært Paula Larrain, der i 2007 stillede op for de Konservative. Hendes eneste markante forslag var at gøre morgensang obligatorisk i den danske folkeskole, og selv om hendes partifælle Helle Sjelle sagde, at det var urimeligt at skulle kæmpe mod Paula Larrains kendte ansigt, fik Helle Sjelle flere stemmer end Paula Larrain og tog mandatet.

Ekspert: Et demokratisk problem

Når partierne henvender sig til de kendte og smigrer dem til at stille op, risikerer vi at få politikere, som ikke er ægte motiveret, og det er ikke en optimal løsning. Det mener i hvert fald Johannes Andersen, der er samfunds­forsker ved Aalborg Universitet.

»Partier satser på kandidater, hvis væsentligste kvalifikation ikke har noget med politik at gøre, og det er et demokratisk problem,« siger han.

På den anden side kan kendte ansigter være med til at ændre på, at Folketinget ikke repræsenterer befolkningens sammensætning. De har nemlig et godt grundlag for faktisk at blive hørt, selv om de ikke har en akademisk uddannelse, og Johannes Andersen­ fremhæver især én gruppe kendisser:

»Jeg kan sagtens forestille mig, at reality-stjerner bliver de næste, der får henvendelser fra partierne. De ville være repræsentanter for en hel anden del af befolkningen end de akademikere, der sidder i Folketinget nu. Jeg vil slet ikke afvise af, at »Paradise-Amalie« ville kunne gøre politisk karriere, fordi hun er god til at tale for sig.«

Men én folkets joker har dansk politik allerede haft. Da Jacob Haugaard i 1994 kom i Folketinget på løfter om medvind på cykelstierne, så han det selv som et eksempel, der kunne tjene som skræk og advarsel om, at enhver populist kan komme i Folketinget.

»Jeg følte, jeg snød de andre politikere for taletid, når jeg blev spurgt, bare fordi jeg var et kendt ansigt. Men de politikere, der klarer sig bedst, er dem, der er lidt filmskuespiller i, og hvis du er kendt, stimler folk mere sammen, når du kommer. Ved at blive valgt ind beviste jeg, at det er skide lige meget, hvad du siger, bare indpakningen er i orden. Det var det, jeg stod for,« siger Jacob Haugaard.

Slå plat på kendisstatussen

Maria Hørby var ikke en »Paradise-Amalie« eller en Jacob Haugaard, men selv for en tidligere TV-vejrvært som hende var der langt fra at være et kendt ansigt til anerkendt politiker.

»I nogle medier blev jeg beskyldt for at drive plat på, at jeg var kendt i forvejen, og jeg blev ret irriteret over, at det var den indgangsvinkel, nogle medier havde til mig,« siger Maria Hørby og fortsætter:

»Men kendisfaktoren var der, og det var helt klart nemmere for mig at få mit budskab igennem og få opmærksomhed, end hvis jeg havde været Maria Hørby, som ingen anede, hvem var.«

Hun stillede op som spidskandidat for Kristendemokraterne ved folketingsvalget i 2005, men partiet kom ikke over spærregrænsen, og Maria Hørby har for længst forladt politik. Selv siger hun, at hun ikke kunne huske, hvad den tidligere TV-vært Morten Løkkegaard stod for, da han første gang stillede sig frem i politik, selv om hun kendte ham i forvejen, og på samme måde er hun sikker på, mange danskere har det.

»Jeg tror ikke på, befolkningen falder på halen over, at man er kendt og stiller op til Folketinget.«