Iransk valg: Er der gået kvindefrigørelse i præstestyret?

Med flere kvinder end religiøst lærde i det nye iranske parlament skrues der op for håb om forandring og opblødning. Men det iranske valg er stadig først og fremmest en øvelse, hvor det eksisterende præstestyre øger sin legitimitet.

»Valget af flere kvinder peger på, at den offentlige opinion bliver mere moderat og bevæger sig væk fra Irans konservative,« siger Majid Rafizadeh, Iran-ekspert ved Harvard Universitet. Foto: Atta Kenare Fold sammen
Læs mere

JERUSALEM: Hver eneste gang den iranske befolkning går til valg, skyller en bølge af håb om forandring over store dele af den vestlige verden. Optimister og ønsketænkere tager hinanden i hånden og erklærer i enighed, at tiden til forandring er modnet i det land, der har været underlagt et af verdens strengeste teokratiske diktaturer de seneste 37 år. Beviset for påstanden er, at de iranske politikere, der anses for at være moderate, vinder frem.

Sådan har det været de seneste 20 år. Især efter det berømte studenteroprør i 1999. Og sådan var det også, da iranerne for en uge siden gik til valgurnerne igen for at afslutte anden og sidste del af det parlamentsvalg, der blev indledt i februar 2016.

Denne gang har de iranske kvinder, der blev valgt til 17 ud af parlamentets 290 pladser, taget størstedelen af opmærksomheden. Ikke kun fordi det er et relativt højt tal, sammenlignet med tidligere valgår. Men også fordi det er første gang siden den iranske revolution i 1979, at der er flere kvinder i parlamentet end religiøst lærde. Ved dette års valg overgår kvinderne de religiøst lærde med et enkelt mandat. Et resultat, der for optimisternes vedkommende signalerer et opbrud inden for præstestyrets egne rammer, ja måske endda den kvindefrigørelse mange i sidste ende håber vil bidrage til nedbrydelsen af præstestyrets mure.

Den svingende interne magtbalance

Kvindernes fremgang i parlamentet skaber overskrifter verden over og beskrives i analyser som et »dramatisk kursskifte væk fra de mest konservative dele af præstestyret«.

»Valget af flere kvinder peger på, at den offentlige opinion bliver mere moderat og bevæger sig væk fra Irans konservative,« siger Majid Rafizadeh, Iran-ekspert ved Harvard Universitet.

Men det har analytikere sagt i årevis, og i mellemtiden har Iran haft parlamenter og præsidenter, der skiftevis tilhører den såkaldte moderate fløj og den konservative. Den interne magtbalance bølger frem og tilbage, men præstestyre er forblevet præstestyre. Fra den reformvenlige Mohammed Khatami, der blev erstattet af den dogmatiske og konservative Mahmoud Ahmedinejad, som igen blev erstattet af den reformvenlige Hassan Rouhani. Alle sammen under den åndelige leder og almægtige, Ali Khameneis opsyn.

Reglen synes at være, at når Iran har en reformvenlig præsident, lader Ali Khamenei de konservative bremse en række politiske tiltag, og når præsidenten er konservativ, holdes en vis balance med at lade pragmatikerne komme til orde. For Ali Khamenei har det sidste ord i alle vigtige beslutningsprocesser, og han overtrumfer til enhver tid både parlament og præsident.

Det ligner derfor ikke nogen tilfældighed, at hovedstaden, Teheran, netop er blevet udstyret med 7.000 civile »sladrehanke« der har til opgave, at rapportere direkte til politi og sikkerhedsstyrker om kvinder, der ikke klæder sig i overensstemmelse med de lovbestemte krav for påklædning. Selv om initiativet har vakt kritik fra både præsident Rouhani, på sociale medier og i de mere reformvenlige dagblade, er det vedtaget hen over hovederne på landets reformvenlige politikere.

Det samme gælder den topstyrede proces over for en række udenlandske firmaer, der øjner nye muligheder på det iranske marked. Beslutningerne om, hvem der får lov til at gøre entré, tages også af den åndelige leder. En proces der både er med til at skræmme nogle firmaer væk fra det iranske marked og bremse den økonomiske bedring, som den nuværende præsident, Hassan Rouhani, havde regnet med, atomaftalen ville åbne op for. Det samme gælder det meget høje antal henrettelser af fængslede iranere. Et fænomen, der skader Irans omdømme udadtil, og som mange af de reformvenlige helst var foruden, men som bruges af de mere konservative dele af regimet til at håndhæve de strengere sider af iransk lovgivning.

Kamp mellem strammere og pragmatikere

Ifølge den israelske Iran-analytiker Raz Zimmt er de fænomener alle et udtryk for den mangeårige interne slåskamp mellem pragmatikere og konservative. En kamp, der konstant styres ovenfra.

De såkaldte pragmatiske parlamentarikere har vundet mellem 120-130 af sæderne i parlamentet, mens de såkaldte strammere har vundet 90. Resten af de 290 pladser vil blive besat af såkaldte løsgængere, der ikke umiddelbart sværger troskab til de to fløje, og som i teorien kan samarbejde med begge grupper.

»Pragmatikernes relative sejr i parlamentsvalget er med til at øge de konservatives vilje til at spænde ben for ethvert tiltag fra regeringens side, inden den næste præsident vælges,« siger Raz Zimmt.

Og den slags lader sig gøre, fordi de konservative dele af præstestyret sidder tungt på samtlige efterretningstjenester og militære poster, foruden det faktum, at de hér og dér også nyder den åndelige leders opbakning.

Derfor anskues hvert parlamentsvalg med mindre optimisme blandt de mere forsigtige Iran-observatører.

Ramin Parham, eksiliraner med bopæl i Paris, og blandt de intellektuelle, der har forladt Iran på grund af præstestyret, finder ikke parlamentsvalget synderligt vigtigt. Dels fordi alle kandidater i forvejen er anerkendt af regimet, hvilket sikrer, at regimet altid overlever. Han ser valget som en kamp mellem strammere og pragmatikere, der alle i sidste ende alle sammen værner om det samme regime.

»Det vigtigste ved valget er valgdeltagelsen, som gør det muligt for regimet at retfærdiggøre sin legitimitet,« siger han til dagbladet Jerusalem Post.

»Herefter kan det teokratiske regime promovere sine budskaber internationalt ved at sige ting som; »se på Saudi-Arabien, hvor kvinder ikke kan stemme, men vi har demokrati«,« siger han.

Irans regionale indflydelse

Ramin Parham mener ikke, at iranske parlamentsvalg er så vigtige, som mange ønsker at gøre dem.

»I sidste ende var det ikke regeringen, der sørgede for, at atomaftalen i 2015 gik igennem. Det var ayatollah Ali Khamenei. Og det samme gælder, hver gang et nyt budget skal vedtages.«

Det gør spørgsmålet om parlamentsvalgets eventuelle indflydelse på Irans regionale politik relevant. Også her er det ayatollah Khamenei, der har det sidste ord.

Derfor spår observatører ikke nogen dramatisk ændring i iransk udenrigspolitik, som følge af parlamentsvalget.

De seneste demonstrationer i nabolandet Iraks hovedstad, Bagdad, hvor den shiamuslimske leder Muqtada al-Sadr har sendt sine folk i gaden, samtidig med, at han truer med at vælte regeringen, er et eksempel på, at Irans regionale indflydelse vokser. Både under pragmatiske og konservative præsidenter og regeringer.

Den nu pensionerede amerikanske general Tom McInerney ser et fremtidigt scenarie, hvor USA mister al indflydelse i Irak til Iran.

»Det vi ser i øjeblikket er, at en radikal shiamuslimsk leder står bag et oprør på et tidspunkt, hvor den nuværende irakiske premierminister forsøger at gøre Irak mindre afhængig af Iran,« siger Tom McInerney til den amerikanske radiostation WND.

Det er mere end en antydning om, at det er Iran, der trækker i trådene, når Muqtada al-Sadrs loyale demonstranter fylder gaderne i Bagdad og truer med at gå endnu længere, medmindre premierministeren udnævner den regering, Iran og Muqtada al-Sadr ønsker.

Den shiamuslimske leder stod i spidsen for etnisk udrensning af sunnimuslimer og en væbnet kamp mod de amerikanske tropper fra 2004. På det tidspunkt talte eksperter om, at den stigende iranske indflydelse truede USAs rolle i Irak. I dag, hvor Muqtada al-Sadr er dukket op på den politiske scene igen, fremstår han som den Iran-støttede figur, der kan bringe amerikansk indflydelse helt til ende. Denne iranske Irak-politik er hævet over reformvenlige og konservative, fordi den støbes af Irans åndelige leder.

Det samme gælder Irans politik over for krigen i Syrien.

Da Hassan Rouhani blev valgt til præsidentposten i 2013, antog mange, at Iran ville nedtone sin rolle i den syriske krig. Siden 2013 er Iran blevet den mest afgørende aktør på landjorden i Syrien, med tusinder af soldater, der kæmper side om side med regimets hær. Ligesom Rusland annoncerede Iran tidligere i år, at man ville trække sine tropper ud af Syrien. Det var, mens den internationale kritik af enorme civile tabstal var på sit højeste, og lige inden man indledte forhandlinger om en våbenhvile. Men i praksis er de iranske soldater lige så aktive som tidligere – hvis ikke mere.

Derfor bliver Irans parlamentsvalg, set i den regionale sammenhæng, og set i forhold til den åndelige leder – og – de forskellige statslige tjenesters indflydelse, hurtigt til en meget lille intern debat, der fylder meget, fordi verden stadig tror på, at præstestyret med årene vil bløde op og reformere sig selv indefra.