»I Bruxelles er der en anden logik«

Statsminister Lars Løkke Rasmussen lukkede hullet efter ministerrokaden ved at sende Morten Løkkegaard til Bruxelles. Løkkegaard vil strømline partiets EU-budskaber – især når Lars Løkke Rasmussen har fået formuleret, hvor Venstre hører hjemme i europæisk politik.

Foto: Bjarke Ørsted Fold sammen
Læs mere

Det var ikke, fordi venstrefolk dannede kø, da partiet skulle fordele posten som EU-ordfører efter valget i juni sidste år. Den eneste interesserede var den nye dreng i klassen, Morten Løkkegaard.

»Det var ikke ligefrem et kampvalg,« som en af de tilstedeværende formulerer det i dag.

Så sådan blev det: Den tidligere EU-parlamentariker, der var røget ud af Europa-­Parlamentet ved Venstres katastrofevalg i 2014, var efter et neglebidende Folketingsvalg i 2015 klar til at genstarte sin politiske karriere i Danmark. Morten Løkkegaard blev også valgt som medieordfører og medlem af gruppeledelsen, og med det som udgangspunkt gik han i gang med arbejdet.

»Det var en ny begyndelse, og jeg var meget glad for at kunne fortsætte i politik. Jeg var meget ked af det, da jeg røg ud af EU-Parlamentet. Det havde jeg slet ikke set komme, men at få en chance mere i landspolitik så kort tid efter blev jeg utroligt glad for.«

Udsigt til otte år i Bruxelles

Med Eva Kjer Hansens afgang som miljø- og fødevareminister er Morten Løkkegaards politiske liv kastet op i luften igen. Esben Lunde Larsen blev Kjers afløser. Ulla Tørnæs skiftede MEP-tilværelsen ud og blev Lundes efterfølger, og det banede vejen for, at Morten Løkkegaard kunne vende tilbage til Bruxelles­.

For Løkkegaard var overvejelsen både let og svær. Han er anerkendt i Venstre for solidt arbejde, og med udnævnelsen som MEPer er han ifølge statsminister Lars Løkke Rasmussen den mest sandsynlige spidskandidat, når partiet skal genrejses ved valget til Europa-Parlamentet tre år fra nu i 2019.

Medlemmer af Europa-Parlamentet vælges for fem år ad gangen. Hvis Løkkegaard følger dette mønster, bliver Bruxelles og Strasbourg hans politiske skæbne i de næste otte år. Andre venstrefolk ville sidestille det med at blive sendt til Sibirien, men sådan har Løkkegaard det ikke, for han kender opgaven og er dybt engageret i den. Han vedgår dog også, at det var en mental kolbøtte, da chefen havde ringet, og han meldte tilbage: ­

»Det skal vi nok finde ud af,« efter at have vendt »rutsje­turen« med sin hustru og sin yngste datter.

Løkkegaard erkender åbent, at planer er noget man har, til de bliver lavet om, og stoltheden over udnævnelsen er også iblandet en smule tapperhed:

»Så meget arbejde på så kort tid. Jeg har virkelig knoklet. Og så skal man bestige et nyt bjerg. Jeg var jo i gang med at etablere mig på Christiansborg, og jeg var meget glad for det. Men sådan er politik. Jeg har lært meget på den hårde måde. Jeg har allerede hård hud, og min betænkningstid var kort. For her var muligheden for at genoptage et projekt, som jeg brænder for.«

Spørgsmålet er bare, hvad projektet er? Til sommer er det to år siden, der var EU-valg. Udvalgsposter og ordførerskaber er forlængst fordelt. Siden sommerferien har Ulla Tørnæs brugt en stor del af sin tid på at forklare Danmarks linje i udlændingespørgsmål. Venstres tomandsgruppe i Bruxelles blev halveret med Jens Rohdes exit til de Radikale, der nu med to MEPer er dobbelt så store som Venstre i Europa-Parlamentet. Dermed er billedet af Morten Løkkegaard som bygge­leder for et enmandssjak i et politisk håndværkertilbud ikke helt skævt.

Morten Løkkegaard venter med at fortælle om konkret lovgivning og områder, han vil kaste sig over. I første omgang træder han i fodsporene fra Ulla Tørnæs på poster, de færreste danskere har hørt om: Som næstformand i parlamentets Udvalg for Beskæftigelse og Sociale anliggender, medlemskabet af Delegationen for Forbindelserne med Landene i Sydøstasien og Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer – også kaldet ASEAN. Desuden er der et par stedfortræderposter. Løkkegaard kan håbe på lidt mere synlige politiske platforme, når parlamentet til december ryster posten og genfordeler udvalgsposter, der er blevet ledige i den første halvdel af perioden, men han tager ikke noget for givet.

Der er ellers nok at tale om, når det handler om EU: Storbritanniens EU-medlemskab er oppe i luften forud for afstemningen i Storbritannien til juni. Efter sommerferien kan Danmark begynde at håbe på reelle forhandlinger om vores ønske om en tillægsaftale, der kan sikre fortsat dansk medlemskab af Europol. Oven over det hele brøler flygtninge­stormen – en storm, der presser det europæiske samarbejde til det yderste.

Kernen har flyttet sig

Men fælles løsninger er blevet kontroversielle, hvis de favner for bredt. Uffe Ellemanns EU-sokker ligger hullede tilbage nederst i vasketøjskurven, og ingen i Venstre har lyst til at tage dem på. EU-forien er væk, og spørgsmålet melder sig: Hvad har regerings­partiet Venstre egentlig tænkt sig på EU-fronten? For Morten Løkkegaard og for hans efterfølger som EU-ordfører ligger her den måske vigtigste opgave.

Måske er der brug for et nyt fundament for Venstres EU-politik?

»Det er for voldsomt at sige. Vi mener, at vi skal være tæt på kernen af EU. Men kernen af EU har flyttet sig og flytter sig stadig. Som parti er vi nødt til at tage bestik af det. Det er svært for en stor gammel organisation – og for alle traditionelle ansvarlige partier – at flytte sig, når kernen ændrer sig. Det er ud­fordringen. Vi skal ikke støbe nye fundamenter. Vores organisation skal tunes ind, så vi kan følge med og ramme nye, bevægelige mål.«

»Der må ikke være forskel på, om man sidder på Christiansborg eller i Bruxelles. Holdningen til europæiske problemer må være de samme. Derfor bliver mit samarbejde med Venstre i Folketinget meget vigtigt, og jeg vil komme til at bruge meget tid på at sørge for, at vores linje kommer til at hænge bedre sammen, og at vores beslutninger ligger på linje«.

Så linjen bliver den samme uanset, om det er en EU-ordfører eller en MEPer, der taler?

»Ja, absolut – og det har i øvrigt altid været meningen. Jeg ved godt, hvordan der er blevet talt om MEPere i Folketinget. Vi har været betragtet som nogle verdensfjerne typer, som har siddet langt væk. Og måske har MEPerne tænkt det samme den anden vej. Måske vi alle skal vænne os til, at Bruxelles ikke er langt væk. Det er let at tage ud og hjem samme dag, det er let at samarbejde. Det bør ikke være svært at føre den samme linje,« siger Morten Løkkegaard.

Tilhørsforhold i spil

Når samklangen skal være større mellem Venstre i Bruxelles og på Slotsholmen, vil det altid være Venstre på Slotsholmen, der lægger de dominerende toner i akkorden. Mildt sagt er linjen en del mere EU-skeptisk end i den liberale partigruppe, ALDE, som længe har været Venstres hjemsted i parlamentet. Men ALDE er også fuldblodsføderalistisk, og formanden, den tidligere belgiske premierminister Guy Verhofstadt, går om nogen ind for EUs forenede stater. Forud for valget til EU-Parlamentet i 2014 sagde han blandt andet:

»En klar sejr for pro-europæerne ved valget i 2014 må bebude skabelsen af en ægte forfatningsgivende forsamling med et sandt føderalt Europa som mål.«

ALDEs leder ser heller ikke det store i nationalstaterne:

»Vort fædreland er Europa. Vores nationalsang er Glædeshymnen. Vores flag er de tolv gule stjerner på den azurblå baggrund.«

Da Venstre og de Radikale forud for valget­ i 2014 indstillede Verhofstadt som deres bud på en formand for EU-Kommissionen, var det ren guf for Morten Messerschmidt, MEP for Dansk Folkeparti, som gang på gang spurgte, om Venstre virkelig betragter ALDE som hjemhavn?

Morten Løkkegaard konstaterer, at ALDE er lige så liberalt som Venstre, men at Venstre ikke er føderalistisk.

Men hvis der skal være større samklang mellem Venstres hjemlige EU-position og den enlige MEPer, kan Venstre så overhovedet høre hjemme i ALDE længere?

»Jeg synes, at det er vanskeligt at se alternativer til ALDE. Men vi er nødt til at diskutere, hvor henne helhjertede europa­tilhængere hører hjemme i Bruxelles. Det, at man ikke har taget diskussionen så langt før, som jeg mener, at vi skal tage den, kan jo udlægges som om, at man ikke har taget det seriøst nok. Trukket helt ud i parodien kan man sige om logikken bag: »Det kan godt være, at vi sidder i den forkerte gruppe. Men det er lige meget, for det betyder ikke noget«.«

Så en diskussion om en større grad af strømlining af Venstres EU-politik vil naturligt føre til en diskussion om Venstres tilhørssted i Bruxelles?

»Det har du ret i. Punktum.«

Skal I over til Bendt Bendtsen i den konservative EPP-gruppe?

»Det vil jeg ikke forholde mig til nu.«

Men hvis du skal føre Venstres danske EU-politik fuldt på linje med Venstre på Slotsholmen, kræver det en diskussion om jeres tilhørsforhold til grupperne i parlamentet?

»Ja. Det er fuldstændigt logisk. For mig er det en meget vigtig sag, hvor vi sidder. Hvis vi ikke har den alvor med i beslutningen om, hvor vi hører hjemme, er det som om, at vi ikke tager det tilstrækkeligt alvorligt. Lad os bare sige det, som det er: Vi er i gruppe med de Radikale. Det har mange mennesker stillet spørgsmål til. Logikken er vanskelig at fatte, når vi er så meget på kant med de Radikale. Og med den udvikling, der er i gang lige nu, trækkes fronterne meget kraftigt op på centrale områder. Så det, at vi sidder sammen dernede, er udtryk for, at der ikke er taget grundlæggende stilling til, om vi stadig hører sammen i det selskab. Ind til videre er det lykkedes at finde fællesnævnere. Men det er et udtryk for, at der i Bruxelles er en anden logik, end der er herhjemme. Og det må vi forholde os til.

Men det er jo ikke din afgørelse …?

»Nej. Det er statsministerens.«