Hvad skaber terrorisme?

Statistik om socioøkonomiske forhold kan give nogle svar.

En kvinde holder et skilt om med »Je suis Charlie« under den store march den 11. januar i Paris. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Af Nicolai Kaarsen, økonom hos Kraka

Det forfærdelige terrorangreb på Charlie Hebdo kalder på en debat om, hvordan det kunne ske, og hvordan vi forhindrer, at det sker igen.

Hvis vi ved, hvad der karakteriserer terrorister, og hvad der driver dem, kan vi blive bedre til at målrette indsatsen. Mange har måske en opfattelse af, at terrorisme skyldes ulighed og fattigdom, men forskningen peger ikke i denne retning.

Sociologer og psykologer er eksperter i at undersøge de sociale og følelsesmæssige bevæggrunde for terrorisme. Politologer analyserer de politiske årsager. Økonomer bidrager ved at bruge statistiske metoder til at undersøge, hvilke socioøkonomiske forhold, der hænger sammen med terrorisme. En del af konklusionerne er samlet i en læseværdig bog skrevet af Princeton-professoren Alan Krueger. Ifølge Krueger ved vi betydeligt mere om, hvad der ikke skaber terrorisme, end hvad der gør.

Det lader ikke til, at terrorisme skyldes fattigdom, arbejdsløshed eller mangel på uddannelse. Dette budskab kan virke overraskende i lyset af den generelle terrordebat – det gjorde det i al fald for undertegnede – og derfor kan det være nyttigt at se nærmere på den empiri, der ligger til grund for konklusionen­.

Veluddannede terrorister

En række undersøgelser af både vestlige og ikke-vestlige lande viser, at den gennemsnitlige terrorist ikke har et lavere uddannelses­niveau eller kommer fra dårligere kår end gennemsnittet af befolkningen. I nogle tilfælde gælder det ligefrem, at terrorister er bedre stedt end gennemsnittet.

F.eks. har omtrent 55 pct. af selvmordsbombere fra Vestbredden og Gaza et uddannelsesniveau, der er højere end en gymnasieuddannelse, mod 15 pct. for befolkningen i gennemsnit. Samtidig kommer kun 13 pct. af selvmordbomberne fra en familie, der lever under fattigdomsgrænsen, mod 32 pct. for befolkningen i gennemsnit.

I USA har den gennemsnitlige muslimske terrorist 13 års uddannelse svarende til et par års college-uddannelse. Det er det samme som gennemsnittet af muslimer i USA. Heller ikke her er der altså tegn på, at terrorisme skyldes fattigdom eller mangel på uddannelse­.

Det at have en positiv holdning til terrorisme er selvfølgelig ikke det samme som at udføre den. Alligevel kan det bidrage til vores forståelse af terrorisme at undersøge holdninger til terrorisme. Spørgeskema­undersøgelser fra Jordan, Marokko, Pakistan og Tyrkiet tyder ikke på, at folk med manglende eller lav uddannelse i højere grad støtter terrorisme.

Der lader ikke til at være en stærk sammenhæng mellem antallet af terrorangreb på tværs af lande og gennemsnitlig uddannelse, indkomst eller arbejdsløshed. Heller ikke når man følger udviklingen i antallet af terrorangreb og økonomiske nøgletal i ­forskellige lande over tid.

Kruegers konklusioner har affødt en del debat blandt fagøkonomer – ikke alle er enige. De fleste, der har efterprøvet hans resultater, bekræfter dog, at det ikke er fattigdom eller manglende uddannelse, som er de primære drivkræfter bag terrorisme.

Men hvad driver så terrorisme?

Kruegers bud er, at terrorister skabes af stærke politiske eller religiøse holdninger og en følelse af, at de ikke kan gøre deres holdninger gældende på andre måder end gennem vold. Altså et mangel på alternativer.

Derfor mener han, at terrorisme muligvis kan forebygges ved at sikre, at ingen grupperinger i samfundet føler, de bliver holdt uden for politisk indflydelse. Det kan selvfølgelig være vanskeligt i tilfælde, hvor de potentielle terroristers ønsker strider mod grundlæggende demokratiske principper.

Forskningen viser desuden, at internationale terrorister ofte kommer fra lande med manglende demokratiske rettigheder. Det kan netop hænge sammen med, at minoriteter i disse lande holdes uden for politisk indflydelse og derfor føler sig nødsaget til at gribe til vold.

Endelig pointerer Krueger, at de fleste terrorhandlinger ikke bliver udført af enkeltpersoner, men af grupper. Det peger på, at bekæmpelsen af terrornetværk kan være med til at forhindre terrorangreb.

Formålet med terrorisme er at skabe frygt. Og et angreb som Charlie Hebdo-attentatet berører os alle. Det er imidlertid vigtigt, at diskussionen om, hvordan vi bekæmper terrorisme, beror på fakta og faglighed og ikke kun på følelser. Kvalitative undersøgelser er nyttige, men bør suppleres af statistik, så terror­bekæmpelsen bliver baseret på viden.