Hvad nu hvis valget ender uafgjort?

Det lignede længe en stensikker sejr til Lars Løkke Rasmussen og blå blok, men i løbet af valgkampen har Helle Thorning-Schmidt og rød blok indhentet forspringet. Berlingske Barometer spår et uhyggeligt spændende valg, der kan ende med uafgjort. Eller kan det?

Foto: Nils Meilvang

Det fyger med meningsmålinger.

Hver dag i valgkampen publicerer medierne mellem fem og syv nye målinger, der forsøger at forudsige resultatet af det kommende folketingsvalg.

Fælles for hovedparten af målingerne i valgkampens to første uger er, at de forudsiger et meget tæt opgør mellem de to politiske blokke.

I skrivende stund tildeler Berlingske Barometer, der er et vægtet gennemsnit af meningsmålinger, rød blok 48,9 procent af stemmerne, mens blå blok står til 51,1. Med en statistiskusikkerhed på blokkene på 1,1 procentpoint kan begge teoretisk set opnå en opbakning på 50 procent af stemmerne.

Altså, kan vi lige akkurart ikke udpege en vinder.

Faktisk har Barometeret siden 1. juni meldt dødt løb mellem de to blokke, hvis man medregner den statistiske usikkerhed, der altid er på meningsmålinger.

Vi er altså gået fra en situation, hvor blå blok siden oktober 2011 har ført stensikkert, til en situation, hvor vi nu ikke er i stand til at pege på, hvem der står til at vinde valget. Så tæt er det.

Se blokkens udvikling fra valget i 2011 til i dag her.

Med et valg så tæt, som tilfældet er lige nu, er det nærliggende at stille sig selv spørgsmålet: Kan valget ende uafgjort?.

Svaret er både ja og nej.

Herunder gennemgår vi forskellige grunde til, at et valg, der ender uafgjort, altså med en stemmefordeling på præcis 50/50, alligevel ikke ender uafgjort.

Kristendemokraterne forsvinder – de røde vinder

Selvom blå blok lige nu står til 51,1 procent af stemmerne i Barometeret er det ikke nødvendigvis det samme som at vinde valget.

For blandt de fem partier i blå blok findes Kristendemokraterne. Partiet står lige nu til 0,8 procent af stemmerne. Men den danske valglov fastsætter en spærregrænse på to procent. Kommer et parti ikke over denne grænse ved valget, er stemmerne tabt.

Som det ser ud lige nu, skal vi altså trække 0,8 procentpoint fra blå bloks 51,1 procent. Dermed lander Løkke og co. på 50,3 procent, som statistisk set er umuligt at skelne fra rød bloks tilslutning.

Vi skal altså huske at trække Kristendemokraternes stemmer fra blå bloks tilslutning, så længe partiet er under spærregrænsen. Det betyder med andre ord, at en 50/50-blokfordeling reelt vil betyde et rødt flertal i Folketinget.

Det er dog muligt at komme i Folketinget uden at opnå to procent af stemmerne. Det sker, hvis man opnår stemmer nok til et af de 135 kredsmandater. Det var netop, hvad Jacob Haugaard lykkedes med i 1994, men det er ikke sket siden.

Ved valget i 1988 fik stemmespild en afgørende betydning for valgets udfald.

Hele 16 partier og en række løsgængere stillede op til Folketinget, men kun otte af partierne klarede sig over spærregrænsen. Det betød, at hele 148.386 stemmer gik til spilde.

Da stemmespildet primært gik til venstrefløjen, betød det, at Poul Schlüter kunne blive siddende som Danmarks statsminister.

Selvom stemmespild kan få betydning for resultatet af folketingsvalget, er det danske valgsystem internationalt kendt for at være meget retfærdigt.

»Den måde, man fordeler mandaterne på i Danmark, er den mest præcise til at sikre en god overensstemmelse mellem stemmerne og fordelingen af mandaterne,« forklarer Jørgen Elklit, der er ekspert i valgsystemer og professor i statskundskab ved Aarhus Universitet.

Det kan faktisk ikke gøres meget mere retfærdigt, mener Jøregn Elklit.

»Det er ikke nogen anden metode, der sikrer så præcis en overensstemmelse. Så hvis man vil have matematisk retfærdighed, er det den bedste metode. I den forstand er det så godt, som det kan være. Danmark scorer altid i top, når det kommer til internationale sammenligninger.«

Når flertallet ikke vinder

Flere læsere har undret sig over, hvordan en meningsmåling kan tildele den ene blok flest stemmer, mens den anden blok får flest mandater.

Onsdag aften var den gal igen. Her lancerede Megafon (Politiken/TV 2) en meningsmåling med et mærkværdigt resultat.

Målingen viste 50,1 procent af stemmerne til rød blok og 49,9 procent til blå blok, men mandatfordelingen tildelte 87 mandater til rød blok og 88 til blå.

I den blokfordelingen var der allerede taget højde for stemmespild fra både Kristendemokraterne og øvrige, der dækker over løsgængere.

Casper Ottar Jensen, der er chef for Megafons kvantitative afdeling, oplyser, at en del af forklaringen ligger i, at »vi jo ikke har valgforbund ved folketingsvalg«.

Endnu en gang er stemmespild altså forklaringen på, at blå blok kan ende med flest mandater, selvom flertallet i målingen peger på rød blok.

»Hvis nu Socialdemokraterne får lige præcis for få stemmer til at få deres sidste mandat og Radikale Venstre lige præcis heller ikke opnår deres sidste mandat, så kan du godt komme i en situation, hvor blokken procentuelt har størst opbakning, men alligevel ender med færre mandater,« forklarer Casper Ottar Jensen.

Den forklaring bakkes op af Jørgen Elklit.

»Problemet, når man fordeler mandater, er, at de 175 danske mandater kun kommer i hele personer, så de skæve brøker, der er på mandatfordelingen, kan man ikke få med over.«

Stemmernes geografiske betydning

De mange politiske meningsmålinger, vi bliver præsenteret for i valgkampen, forsøger alle at forudsige landsresultatet af det kommende folketingsvalg.

Men det danske valgsystem er bygget sådan, at hovedparten af mandaterne fordeles i 10 storkredse og dermed ikke efter partiernes tilslutning på landsplan.

Meningsmålingerne er relativt gode til at forudsige resultatet på landsplan, men der kan gemme sig lokale forskelle, som kan have betydning for fordelingen af de 175 danske mandater i Folketinget.

»En ting er at forudsige landsresultatet med meningsmålinger, men når vi skal bruge dem til at placere de 40 tillægsmandater, så er der meget større usikkerhed, for her skal meget små decimaler til at afgøre det,« forklarer professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, Rune Stubager.

Det danske valgsystem er reguleret af valgloven. Heri står: »Af landets 175 mandater er 135 kredsmandater og 40 tillægsmandater.«

Det betyder, at de 135 mandater tildeles efter den måde, som stemmerne falder på lokalt, mens de 40 tillægsmandater efterfølgende bliver fordelt i en bestræbelse på, at partiernes andel af stemmerne skal være i overensstemmelse med det antal mandater, de ender med at få i Folketinget.

Som beskrevet tidligere er det danske valgsystem et af de mest retfærdige i verden, men derfor kan det alligevel vise sig, at meningsmålingerne ikke har fanget alle de lokale strømninger, som kan have betydning for valget udfald.

Grønland kan trække det længste strå

En tredje forklaring på, at flertallet ved det kommende folketingsvalg ikke nødvendigvis kommer til at bestemme, hvem der skal være statsminister i Danmark, er de nordatlantiske mandater.

Folketinget består som bekendt af 179 medlemmer, men kun de 175 vælges i Danmark.

De resterende fire mandater vælges med henholdsvis to i Grønland og to på Færøerne. Ender valget så tæt, som der er lagt op til, kan de nordatlantiske mandater blive udslagsgivende.

Mange husker valget i 1998, hvor Poul Nyrup Rasmussen (S) lige akkurat bevarede flertallet. Rød blok endte med 88 danske mandater, mens Uffe Ellemann Jensen og blå blok blev tildelt 87.

Dermed lå afgørelsen i hænderne på de fire nordatlantiske mandater. I Grønland fordelte mandaterne sig med et til hver blok. På Færøerne støttede det ene mandat Ellemann Jensen. Det sidste færøske mandat vandt den færøske socialdemokrat Jóannes Eidesgaard med kun 176 personlige stemmer.

Dermed endte rød blok samlet på 90 mandater mod blå bloks 89.

Så ud over at følge med i fordelingen af de 175 danske mandater på valgaftenen, bør du også kaste et blik mod Færøerne og Grønland, som kan ende med at kunne afgøre det hele.

Hvis valget ender uafgjort, vinder Thorning

Kan folketingsvalget ende uafgjort? Ja, det kan det faktisk godt.

Hvis de to blokke ender med at have hver 89 mandater, altså inklusiv tre af de nordatlantiske mandater, vil der være mandatlighed i Folketinget.

Det kræver dog, at det sidste af de i alt fire nordatlantiske mandater ikke vil pege på en statsminister.

Men hvad sker der så? Politiko.dk har spurgt professor i statskundskab Rune Stubager:

Hvad sker der, hvis både Thorning og Løkke har 89 mandater og det sidste nordatlantiske mandat ikke vil pege på nogen af dem?

»Haha… ja, hvis det sidste mandat lader være med det, så vil regeringen i princippet kunne overleve. Såfremt det sidste mandat ikke stemmer imod.«

Og så kan Thorning fortsætte som statsminister?

»Ja, regeringen er ikke trådt tilbage, så i princippet, kan den blive siddende.«

Så hvis valget ender uafgjort, vinder Thorning?

»Ja, i Danmark har vi negativ parlamentarisme. Det betyder, at regeringen ikke må have et flertal imod sig. De borgerlige vil jo nok forsøge sig med et mistillidsvotum, men det kræver, at der er flertal for det. Hvis en mistillidsafstemning ender med 89 for og 89 imod, kan regeringen blive siddende, hvis den ønsker det.«