Helvede bryder løs, når din indre abe går på Facebook

Politikerne, debattørerne og helt almindelige mennesker, der markerer sig i den offentlige debat, risikerer let at få en digital skidtspand i hovedet. Den manglende sociale kontrol på nettet kombineret med den hurtige og lette adgang til at udtrykke sig skaber gode vækstbetingelser for grovhederne.

Når du er på facebook, så sidder du i privaten, men deler med verden. Det kan være en af årsagerne til de mange verbale grovheder, som man oplaver på internettet. Fold sammen
Læs mere
Foto: DADO RUVIC

Trusler om voldtægt og drab, ønsker om terminale sygdomme, voldsomme ærekrænkelser og almindelig nedgørelse er blevet en del af dagens orden på nettets sociale medier og i netavisernes kommentarspor. Senest har en række kvindelige politikere med Johanne Schmidt-Nielsen (EL) fortalt om digitale trusler i deres hverdag. Nettet, der ellers skulle have været det nye medborgerhus, oplysningssamfund 2.0 og demokratiforbedrende, viser sig ofte også at være væksthuse for hadkollektiver og foragtfællesskaber.

Men hvorfor går i øvrigt almindelige mennesker amok på nettet? Ifølge Anders Colding-Jørgensen, der er psykolog og arbejder med, hvad der sker med sjælen og hjernen i digitale omgivelser, smider chimpansen inden i os den myndige borgers gode opførsel over bord, når artikler eller TV-optræden vækker vrede. Og med den lette og hurtige adgang, når borgeren ikke at få stoppet den i tide, inden den har trykket send eller share.

»Det, der kan flytte også almindelige menneskers grænse for god kommunikation, er kombinationen af vrede og let adgang. Du læser noget, du bliver vred over, produktionen af adrenalin, stiger og samtidig falder graden af omtanke. Og lige neden under artiklen, du har læst, er der sørme et kommentarfelt. Og så får den fuld gas. Samtidig er den sociale kontrol ofte også sat ud af kraft. De hadefulde og vrede mails og Facebook-beskeder gives jo ofte til folk, man ikke kender, og det betyder, at man ikke forstår dem som rigtige mennesker, der har rigtige følelser, og som kan blive kede af eller bange for det, man skriver. På nettet kan ingen høre dig græde,« siger Colding-Jørgensen.

Vi lider af digital asperger

Anders Colding-Jørgensen peger på et paradoks. På den ene side er nettet kulminationen på det teknologiske fremskridt, på den anden blotlægger det, hvor meget natur mennesket er.

»Lige under vores civiliserede samfund lurer naturen jo. Den natur som gør, at vi udstøder dem, der ikke ligner os, og træder på dem, der er nederst i hierarkiet. Du har en chimpanse inden i dig, som gør de her ting, hvis man ikke tager fornuften i brug. Og det kan være svært på nettet, hvor man sidder for sig selv, er frakoblet almindelig social kontrol og ikke får direkte feedback på, hvordan det, vi skriver, virker. Det er lidt ligesom personer, der lider af asperger og har svært ved at afkode andre menneskers følelser og derfor kan komme til at sige upassende ting. Vi lider alle sammen af en mild form for digital asperger.«

Sørine Gotfredsen, sognepræst, forfatter og mangeårig klummeskribent her på Berlingske, har været ved frontlinjen i den offentlige debat i mange år. Hun har skrevet og udtalt sig skarpt om alle de emner, der kan få nettet til at eksplodere i digital had og vrede – islam, indvandring, værdier, køns­politik, forældreskab og en kronik om Anders Breivik, som stadig har rekorden for flest kommentarer på Berlingskes hjemmeside, b.dk. Hun har også fået sin del vredes­udbrud med på vejen.

»Folk kan være grotesk vrede og så hadefulde. Engang fulgte jeg med i, hvad der blev skrevet om mig og mine artikler, men det gør jeg ikke længere, for det er så udmattende, og man kan ikke rigtigt bruge det til noget. Tidligere kunne jeg godt blive ked af det og usikker på, om det var mig, der var helt ude i hampen med det, jeg skrev. Det bliver jeg ikke længere. Jeg registrerer det knap nok, jeg har heller ikke en Facebook-profil – ofte er det jo bare folk, der skal af med deres vrede,« fortæller Sørine Gotfredsen.

Mange år i den blussende esse, der er den offentlige debat, har gjort hende hærdet.

»Min erfaring siger mig, at det er irrationel vrede, som man ikke rigtig kan bruge til noget. Og hvis man svarer folk på deres mails, så begynder de ofte at trække i land eller nuancere det. Det spontane udbrud er næsten altid langt voldsommere end det, man egentlig mener. Så når jeg får en vred kommentar, ved jeg, at man kan trække meget af det fra. Det er jo bare ord og følelser.«

Ligesom Anders Colding-Jørgensen ser Gotfredsen kilden til Twitter-truslerne, digitale overfald på Facebook i, at når vi er på nettet, har vi en skærm foran os og mellem os og verden. Vi skriver inde fra det private, men det ryger ud det i det offentlige rum. Og undervejs i denne proces skrider det moralske fundament­ under os.

»Altså, det liv, man lever på nettet, er afsondret fra det konkrete sociale liv. Når man sidder i afsondring og kun måler det, man tænker og skriver med sin egen øjeblikkelige tilstand, kan grænsen for ordentlighed blive helt forrykket, uden at man opdager det. Moral alene og moral i fællesskab kan være to forskellige ting.«

It’s not a bug – it’s a feature

På nettet i almindelighed og på de sociale medier i særdeleshed er den sociale kontrol sat ud af kraft. Vi er i offentligheden, men som privatmennesker. De andre er der, men ikke som konkrete mennesker. Dermed kan nettet også fortælle os om, hvad moral egentlig er for en størrelse. Det fortæller Henrik Jøker Bjerre, der er filosofilektor på Aalborg Universitet med speciale i etik, politisk tænkning og psykoanalyse. For hvor vi typisk opererer med en idé om, at moral er en egenskab, hver enkelt menneske har og derfor også burde kunne udleve, når han eller hun sidder for sig selv på nettet, kan man med de mange verbale overfald se, at moral i endnu højre grad er en social foranstaltning, der undertrykker, indhegner, tøjler og tæmmer drifterne mod dominans, sex, vold og død. Når det sociale falder væk, udlåner de digitale kommentarspor en megafon til det underbevidste.

»Vi siger normalt, at det er på nettet, vi tager en maske eller en persona på os, som vi ikke er i virkeligheden. Ligesom man kan spille en eller anden figur i et computerspil. Men det kan meget vel være omvendt. Sådan at det er i det almindelige, sociale hverdagsliv, vi tager en rolle på os og undertvinges en adfærd, der gør, at samfundslivet fungerer, hvor vi ikke siger det, vi virkelig tænker og føler. Mens vi på nettet afslører, hvem vi i virkeligheden er, hvad vi i virkeligheden tænker og føler. Etik handler om sædvane, om den fælles normgivende ramme om vores liv,« siger Henrik Jøker Bjerre.

»Først var der den her utopi om nettet som den nye opfindelse af den herredømmefri samtale, hvor al demokrati skulle udbredes til hele verden, nu er der så den her skuffelse over, at nettet hverken forandrede Mellemøsten eller gjorde os selv til bedre demokrater. I mine øjne mangler vi at kunne tage det næste skridt, hvor vi finder ud af, hvordan vi kan bruge nettet som en platform til at agere bedre i den konkrete virkelighed,« slutter Jøker Bjerre.

Anders Colding-Jørgensen følger op. Ja, teknologien gør fremskridt, men det er ikke ensbetydende med, at mennesket gør etiske fremskridt.

»Der er altid nogle hippier, der mener, at en eller anden teknologi vil kunne frelse os fra det onde. Der er bare det ved det, at det stadig er homo sapiens, som ikke kun på godt og sødt, men også dumt og ondt, der skal bruge den teknologi. Og når man laver nye kommunikationskanaler, får man mere af det hele – it’s not a bug, it’s a feature. Så hvad fanden havde man egentlig regnet med? Og så skal man stadig huske på, at langt det meste debat på nettet foregår på en ordentlig måde. Det er positivt. Vi diskuterer politik og religion og alt muligt andet, meget mere end nogensinde.«