Generation 1989

Hvad lavede Thorning, Løkke, Merkel, Hollande og alle de andre for 25 år siden? Murens fald og troen på et stærkt, forenet, grænseløst Europa har formet en hel generation af politikere. I dag er drømmen ved at smuldre.

Helle Thorning-Schmidt var i 1996 EU-konsulent ved Europa-Parlamentets danske socialdemokrater. Thorning brugte mange år i Europa – også qua sin tid på Europa-Kollegiet i Brügge – før hun vendte hjem og blev leder for Socialdemokraterne. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Drømmen om et stærkt, grænseløst, forenet Europa var et produkt af Murens fald for 25 år siden. Afslutningen på Den Kolde Krig, sejren over kommunismen og udsigten til en verden uden fjender kom til at præge en hel generation af politikere. Den generation, der sidder på magten i dag, og som overalt i Europa nu kæmper med stadig mere EU-skeptiske befolkninger og politiske bevægelser, der vil rulle Unionen tilbage, genetablere grænserne, droppe euroen og genopfinde den stærke nationale identitet.

Murens fald satte strøm til en eufori, en idealisme som ikke kun var ungdommelig og hverken rød eller blå. En forestilling om et globalt fællesskab, en fælles europæisk identitet, som 25 år senere er brast.

Helle Thorning-Schmidt var 23 år gammel og optaget af sine studier og Europas fremtid på Københavns Universitet, da de historiske billeder fra Berlin brændte sig fast på alverdens nethinder. Tre år senere tjekkede hun ind på det prestigefylde Europa-Kollegiet i den belgiske by Brügge, hvor hun ikke blot mødte sin kommende mand, Stephen Kinnock, men også den britiske liberale leder Nick Clegg og mange andre af de politikere, som i dag sidder på ledende poster i Europa.

Løkke rejste i Afghanistan

Tyskland var genforenet, Sovjetunionen brudt sammen, Bill Clinton var ny præsident i USA i spidsen for en helt ny verdensorden, Europa var tøet op og i voldsom forandring. Francis Fukuyama udgav bogen »The End of History and The last Man«. Vi var ikke blot vidner til enden på Den Kolde Krig, men selve historiens afslutning. Det vestlige liberale demokrati havde sejret.

Lars Løkke Rasmussen gik i 1989 af som formand for Venstres Ungdom, året før havde han besøgt mujahedinerne i Afghanistan for at give sin støtte til bekæmpelsen af den sovjetiske invasion af landet. Han studerede jura på Københavns Universitet og fulgte sin partiformand, udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, på den internationale scene. Han var her og der og alle vegne.

Den tyske kansler, Angela Merkel, er født og opvokset i Østtyskland, gik ind i politik umiddelbart efter Murens fald og blev den daværende stærke konservative forbundskansler Helmut Kohls protege. Frankrigs socialistiske præsident, Francois Hollande, var et år før Murens fald valgt ind i Nationalforsamlingen i Paris og kunne med beundring følge sin præsident Francois Mitterands stærke bestræbelser på at skabe det, som ingen havde troet muligt: l’Union européenne.

Troen falmer

En engageret og magtfuld del af »generation 1989«, som var mellem 20 og 30 år, da Muren faldt, har fået en emotionel og idealistisk tro på det europæiske projekt ind med dannelsen. De var utålmodige med hensyn til at få befolkningerne med og forstod ikke, hvorfor danskerne stemte nej i 1992. De forsøgte at sælge den europæiske integration på dens økonomiske fordele, men måtte krybe til korset og indrømme, at projektet mest var politisk.

I dag er euforien og idealismen næsten forsvundet og erstattet af en realisme, som sjældent rækker længere frem end til næste valg. Føderalisterne, supereuropæerne, dukker sig, hvis de overhovedet stadig eksisterer. Den 11. september 2001 blev der sat et punktum for troen på en verden uden fjender og historiens afslutning. Og med den værste økonomiske krise siden 1930erne falmede i 2008 troen på Europas økonomiske uovervindelighed og euroens ufejlbarlighed.