Fra høj cigarføring til udenrigspolitisk gummiarm

Diplomati. De seneste måneder har budt på fem eksempler på, at dansk udenrigspolitik er mere realpolitik end idealisme. Diplomatiet er en svær kunst, som nogle gange er mere klodset end elegant.

Regeringen og udenrigsminister Martin Lidegaard (R) er for nylig slået ind på en mere diplomatisk linje med hensyn til Syriens præsident Bashar al-Assad.
Læs mere
Fold sammen

Skal vi forhandle med den brutale syriske diktator al-Assad? Ja, det mener udenrigsminister Martin Lidegaard (R), at vi skal.

Skal hans radikale partifælle, kultur­ministeren, droppe et møde i Beijing med den kinesiske systemkritiker Ai Weiwei af hensyn til sine kinesiske værter? Ja, det synes Marianne Jelved, at hun skal.

Skal det danske kongehus i skikkelse af kronprins Frederik deltage i en ceremoni til ære for Saudi-Arabiens afdøde kong Abdullah – en af denne verdens mest middelalderlige diktatorer? Ja, det synes regeringen tilsyneladende­.

Og hvad med den åndelige leder af Tibet, Dalai Lama. Skal statsministeren undgå at mødes med ham, når han kommer­ til Danmark om få uger? Ja, det synes statsministeren­.

Og så er der Tyrkiet. Skal man holde kritikken på et moderat niveau og nedtone striden, når Tyrkiet løslader Lars Hedegaards ­formodede gerningsmand? Ja, det er i hvert fald kursen i den danske regering.

Det er fem gange ja fra Thorning-regeringen. Fem gange aktiv tilpasningspolitik. Fem gange realpolitik. Man indordner sig, tager overordnede hensyn, retter ind, lytter til sine allierede og vil helst ikke lave for megen ballade­.

For ikke så mange år siden sagde man, at udenrigspolitikken var aktivistisk, med høj cigarføring og med menneske­rettighederne i centrum. »Småstaten Danmark« var noget, der hørte til i historie­bøgerne, lænkehunden var sluppet fri af sin kæde. Så hvad er der sket? Har al moral og anstændighed forladt dansk udenrigspolitik til fordel for ussel købmandskab og halv­lummer realpolitik?

Er tilpasning normalt?

Måske har det altid været sådan. Tilpasningen er blot tidligere foregået med større elegance. I dagens urolige verden spiller mange hensyn ind, når danske ministre bevæger sig rundt på den globale scene.

Kina er et stort og voksende marked for danske virksomheder, og når toppen i Kina bryder sig hverken om Ai Weiwei eller Dalai Lama, så må menneskerettighederne komme i anden række. Saudi-Arabien er amerikanernes og Vestens vigtigste allierede i Mellemøsten og har uhyggeligt meget olie under ørkensandet. Så har det mindre betydning, at man brutalt undertrykker sin befolkning med en straffe­lov fra en anden tid og en altdominerende wahhabisme. Og Tyrkiet? Dem har vi hårdt brug for at være venner med i bekæmpelsen af Islamisk Stat. Og det samme gælder tilsyne­ladende torturkamrenes syriske øverst­befalende og ansvarlig for angreb med giftgas, Bashar al-Assad.

Diplomati og udenrigspolitik er en øvelse, der kræver omstillingsparathed, ikke mindst for et lille land, der først skal vejre stemningen i USA og EU. De, som var venner i går, er fjender i dag og måske venner igen i morgen. Sådan er det. Oftest kommer man ikke så langt med idealisme.

Tænk blot på Afghanistans mujahedinere, som var vores venner, mens de bekæmpede Sovjetunionen, men blev til fjender, da de skiftede navn til Taleban og faciliterede al- Qaedas terror.

Diplomati er som bekendt en svær kunst, men også en som kan praktiseres mere eller mindre elegant. Det er, som om den nuværende regering hører til de mere klodsede. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og især hans efterfølger, Anders Fogh Rasmussen (V), højtprofilerede den aktivistiske udenrigspolitik, men oftest gik den først og fremmest ud på at lægge sig i slipstrømmen på vores store allierede USA.

Det har været meget nyttigt og åbnet mange døre for lille Danmark, men det er ikke nødvendigvis udtryk for en ny idealisme eller en mere moralsk tilgang til verden. Realisme er fortsat den vigtigste ­ledetråd på Asiatisk Plads.