Fra bortførelser til affaldshåndtering

De fleste terrorbevægelser opnår aldrig deres overordnede politiske mål. Overgangen fra den lille hemmelige gruppes angreb til den store folkelige kamp er simpelthen for svær. Det har IS lært af – og det er både deres styrke og svaghed. Politiko har talt med Mikkel Thorup, forsker i terrorismens historie.

Islamisk Stat har sat nye standarder for organisering bagved terroren. Fold sammen
Læs mere

Tiden er alle forhåbningers fjende. I begyndelsen af december 2012 udsendte de amerikanske efterretningstjenester, National Intelligence Council (NIC), en rapport under titlen »Global Trends«.

Her vurderede man, at vi meget vel kunne stå ved begyndelsen til afslutningen på den islamistiske terrorbølge. Efter 2030 var der flere ting, der talte for, at det ville være en saga blot. Man pegede på, at med tilbagetrækningen fra Afghanistan og Irak var USA ikke længere en stærk kilde til muslimsk vrede, og at Det Arabiske Forår havde demonstreret »den moralske og strategiske legitimitet ved ikke-voldelig kamp«. Her to år og nogle hidtil uset makabre videoer med halshugning af vesterlændinge senere er den USA-ledede koalition mod Islamisk Stat (IS) i fuld gang. Islamistisk terror var langtfra på vej ud, den havde bare forandret sig. Det fortæller Mikkel Thorup, lektor i idéhistorie på Aarhus Universitet og forfatter til flere bøger om terrorisme og revolutioner gennem historien.

»Der var en forestilling, som jeg også selv har abonneret på, om, at vi var i afslutningen på den islamistiske terrortrussel. Men IS har vist, at den har transformeret sig til noget nyt. Det nye er, at IS modsat al-Qaeda ikke er et globalt terrornetværk, der kan slå til alle mulige steder, men træder frem som en islamisk stat in spe, der kæmper for at erobre og forsvare et bestemt stykke land. Det er en terrorbevægelse selvfølgelig, men først og fremmest skal den forstås som en statsdannelsesbevægelse. IS har et meget mere strategisk syn på terrormidlet end al-Qaeda, for hvem terror var midlet. For IS er terror kun et blandt flere midler, man anvender smugleri, skatteinddrivning, skolepolitik, administration, affaldsafhentning og alt muligt. De opbygger statslige strukturer. IS er både en form for stat og en bevægelse, der bruger terror,« siger Thorup.

NICs rapport rettede blikket bagud og sammenlignede islamistisk terror med andre terrorbevægelser i historien, den anarkistiske bølge i Europa i 1880erme og 1890erne, efterkrigstidens antikoloniale terror og den venstreradikale terror fra 1970erne og 80erne. Den konstaterede, at terrorisme kom i bølger, overvældende i en periode for så at ebbe ud. Mikkel Thorup ser også historiske bevægelser, men peger på, at der foregår en strategisk udvikling i terrorismen, som det er vigtigt at være opmærksom på, også i tilfældet IS.

»Det er sjældent, at man har troet, at terror i sig selv var nok til at opnå sine politiske mål. Typisk har man set terror som et middel til at få startet en større folkelig kamp, og man har set sig selv som begyndelsen på en større hær, hvilket går igen i mange af navnene – De Røde Brigader fra Italien eller tyske Rote Armee Fraktion. De er også begge to eksempler på bevægelser, hvor den overgang fra terroranslag til en større revolutionær front ikke er blevet til noget. I stedet blev de bare mere og mere isolerede. Det er for meget at sige, at terrorbevægelser aldrig nogensinde opnår deres langsigtede politiske mål, men så længe man forbliver terroristisk, er det svært,« siger Thorup. Han uddyber.

»Terrorisme er en smågruppeaktivitet. Man skal bruge størstedelen af sin tid på at skjule sig for politiet, befri sine kammerater eller sprænge et eller andet i stykker, og alt andet lige betyder det, at man ikke har tid til at vokse. Og politik handler om at blive stor – om at blive flertallet. Så der er noget i terrorismens logik, som har gjort det svært for rigtig mange grupper uanset deres politiske agenda at overføre det til en egentlig politisk kamp.«

Revolutionen der aldrig kom

Det var netop på den bred, at de venstreradikale terrorgrupper fra 1970erne og 1980erne grundstødte. Rote Armee Fraktion (RAF), der blandt andet stod bag kidnapningen og mordet på Hanns-Martin Schleyer, deres senere franske alliancepartnere Action Directe, som i 1986 myrdede direktøren for Renault, Georges Besse, og De Røde Brigader, der i dag mest er kendt for bortførelsen og mordet på Italiens tidligere regeringsleder Aldo Moro i foråret 1978. Alle havde de håbet, at deres aktioner ville provokere staten til at vise sit angiveligt fascistiske ansigt, og at brede dele af befolkningen derefter ville rejse sig til modstand. Der skete snarere det modsatte.

Faktisk var det den erkendelse, der fik den danske forbindelse til venstreradikal terror, Blekingegadebanden, til i samme periode at forsøge sig med en anden strategi. Under inspiration fra den marxistiske teoretiker Gotfred Appels teori om det, han kaldte snylterstaten, forklarede man den manglende succes for revolutionære bevægelser i Vesten med, at oprørspotentialet i arbejderklassen var fordampet i velfærd og velstand. Velstand som ifølge Appel kom fra imperialistisk udbytning af tredjeverdenslandene. Derfor skulle marxistiske grupper først befri den tredje verden fra Vestens åg, før man kunne få klassekamp og revolution i Europa. Blekingegadebandens konklusion var, at man derfor måtte støtte organisationer som det palæstinensiske PFLP, der stod bag flere flykapringer i slutningen af 1960erne og begyndelsen af 70erne, med røvede millioner. Pengene blev overdraget, men revolutionen udeblev, og siden da er venstreradikal terror i vidt omfang døet ud.

Måske var det indsigten i, hvor svært det havde været for andre bevægelser at gå fra terror til en større politisk kamp, der fik al-Qaeda til at udforme en strategi om, at terror godt kunne være nok, bare terroren var stor og spektakulær nok. Som for eksempel at flyve to kaprede Boeing 767-fly ind i World Trade Centers to tårne i New York. Mikkel Thorup analyserer:

»Der er noget specielt ved al-Qaeda, fordi vi faktisk her har en bevægelse, der mente, at terror var nok til at nå de overordnede politiske mål. Man havde en forestilling om, at USA var en papirtiger, at deres soldater ikke var særligt modige, og at der bare skulle være lidt blod, så ville de trække sig tilbage fra Mellemøsten, og så ville det naturlige og gudgivne styre ligesom vokse frem af sig selv. Man kunne nøjes med at være et globalt terrornetværk – der var slet ikke brug for en mere regulær guerillakrig. Det fik man så alligevel, da USA invaderede Afghanistan og Irak. Al-Qaedas analyse viste sig ikke at passe, terror var ikke nok.«

Islamisk Stat kontrollerer en række olierige områder, eksempelvis her omkring den syriske by Raqqa. Faktisk er ekstremisternes greb om olien så fast, at selv den syriske statsleder, Bashar al-Assad, er tvunget til at købe olie af Islamisk Stat. Arkivfoto: Alice Martins/AFP Fold sammen
Læs mere

Dette er vores land

Og så er vi tilbage ved IS. Da man først hørte om gruppen, handlede det om en gruppe så brutal, at selv al-Qaeda måtte sige fra. Men en anden afgørende forskel er ifølge Mikkel Thorup et skift i strategi. For det første er IS ikke et globalt netværk, der er at finde ingen og alle steder, og for det andet har man omgået problemet med at gå fra terror til en større hærlignende opstand. Man erklærede sig med det samme som stat og organiserede sig fra begyndelsen som hær.

»Det er meget usædvanligt og en vigtig grund til, at IS er så skræmmende. De har gjort det modsatte af det, alle terroreksperter og krigsanalytikere har sagt i årevis, nemlig at al-Qaeda og andre islamistiske terrorbevægelsers styrke var, at de aldrig var geografisk forankret. Nu har vi en bevægelse, som stiller sig op og siger »dette er vores land« og begynder at organisere det. Vi er forståeligt nok meget optagede af den terrortrussel, de udgør, og forstår dem derfor via begrebet terror, men ser man på deres organisering, ligner de meget mere en hær. De erobrer land, indtager byer og etablerer et styre – de har draget en lære fra det 20. århundredes terror. Hvis man skal nå sin politiske målsætning, er man er nødt til med det samme at blive en hær og en stat in spe. Hvor al-Qaeda efter min mening talte meget metaforisk om endemålet i kalifatet, er IS – det ligger også i navnet – helt konkrete.«

IS har søgt den militære konfrontation med USA med deres henrettelsesvideoer. Hvorfor?

»Det undrer også mig. Når man vælger at blive territorial, skulle man jo synes, at man ikke havde lyst til at stille sig op mod verdens største militære magt. Så medmindre de vil speede vejen til himlen op, virker det ret uforklarligt, For én ting kan man være helt sikker på, og det er, at IS ikke får lov til at konsolidere deres territoriale dominans. Men det virker, som om IS er klar over det, og man må formode, at de har forberedt sig. Der er sikkert også den pointe i det, at hvis man skal være det store dyr i den islamistiske åbenbaring og vinde opbakning både hjemme og ude, skal man i åben konfrontation med USA. Det har man bedt om, halshugget for, og det har man fået, og så er man åbenbart klar til at tage de tilbageslag, der kommer. Måske tænker man i IS, at man måske nok mister land, men så vinder man noget andet, nemlig et globalt netværk af krigere, der har været nede at kæmpe. Og så kan det være, at de vender tilbage til den al-Qaeda-lignende netværks- organiserede terrorisme, som vil overleve, når kalifatet er blevet sprængt i stumper og stykker.«