Folkeskolelærer: »Jeg har ikke tid til ny og anderledes undervisning«

For lærer Jette Ahm Kristiansen har arbejdstidsloven fyldt mere end skolereformen. Hun savner tid til at forberede reformens anderledes­ og spændende undervisning.

lærer Jette Ahm Kristiansen på Vindinge Skole har ikke tid til at foreberede sig på skolen. Fold sammen
Læs mere

Da sommerferien var slut, og jeg satte kursen mod min dejlige skole, summede det stadig for mine ører af ordene »det bliver en ny, anderledes og spændende undervisning«. Det udsagn havde jeg ofte hørt i medierne.

Det var ministeren – undervisningsminister Antorini, som havde gentaget ordene igen og igen, og jeg var begejstret. At lave spændende undervisning kendte jeg. Det har jeg og det meste af den danske lærerstand gjort i årevis, så jeg var begejstret.

Ministeren havde udtalt, at en »ny«, anderledes og spændende undervisning ville medføre, at de dygtige elever ville blive dygtigere, de svage ville blive løftet, og de inkluderede elever ville endda ændre adfærd. Jeg skulle »bare« arbejde lidt mere med læringsmålene og »slagte en ged«! Hvor svært kunne det blive.

Livsstilen »at være lærer« skulle ganske vist begrænses til at eksistere mellem klokken 8 og 16, men det var måske meget godt for familielivet. Jeg havde absolut ja-hatten på, da jeg satte mig ved min egen arbejdsplads med hæve-sænke-bord og kontorstol – klar til forberedelse!

Da det ringede ind til første time, stod ordene »det bliver en ny, anderledes og spændende undervisning« stadig bøjet i neon for mine øjne. Jeg havde den plan, at jeg efter mødet med eleverne straks skulle forberede mig til dette.

Fint, tænke jeg

Senere var jeg klar til forberedelsen – det vil sige jeg blev lidt forsinket – skulle lige klare min nye rolle som kontaktlærer og afklare et bevægelsesbånd med en pædagog, men så var jeg klar ... nå, ikke helt alligevel. Min søde leder havde brug for en vikar, og som følge af lov 409 (som gør det muligt at inddrage min forberedelsestid – jeg får dog 12,80 kr. pr. lektion som tak for hjælpen) skulle jeg pludselig vikariere.

Derefter skulle jeg til møde – »videns­deling«. Fint, tænkte jeg, for ja-(klap)hatten vibrerede stadig på mit hoved. Da denne »deling« var slut, var arbejdsdagen det samme, og jeg havde ikke fået forberedt min spændende undervisning eller for den sags skyld nogen anden undervisning.

Sådan er den ene dag gået efter den anden, og min forberedelse er begrænset. Jeg må konstatere, at al den forberedelse, der er nødvendig, før en spændende undervisning kan praktiseres – som for eksempel egen indsigt i emnet, tydeliggørelse af læringsmål, bestilling af materialer /lokaler/ transport/ IT, aftaler med besøgsmål, undervisningsindhold, aktiviteter, infobrev, forberedelse af evaluering, møder med andre involverede lærere – blafrer i vinden. Det samme gør klaphatten, men den sidder der endnu i håb om bedre tider!