Når en kommende statsminister skal danne regering, må han tage mange hensyn. Det kommer også til at gælde for Lars Løkke Rasmussen, hvis føringen i målingerne holder.

Vinder han valget, vil han for første gang skulle sammensætte et helt nyt hold.

Da han blev statsminister i foråret 2009, overtog han Anders Fogh Rasmussens slidte VK-regering, og på grund af den enorme usikkerhed, som finanskrisen havde udløst, valgte han ikke at foretage større udskiftninger. Han ønskede i stedet at sende et signal om kontinuitet og stabilitet i en tid med massiv uro om verdensøkonomien.

Vinder han det kommende valg, skal han udnævne op mod 20 nye ministre, som vil blive valgt ud fra deres styrke og faglighed. Kan de hurtigt sætte sig ind i svært stof? Har de faglige fortrin, som gør dem egnet til at stå i spidsen for bestemte ministerier? Kan de sætte dagsordener og sælge deres politik i medierne? Er de så robuste og driftsikre, at de ikke bukker under for presset eller træder direkte ud på de landminer, som altid findes i et ministerium?

Derudover vil Løkke skulle se på balancen mellem mænd og kvinder, og han vil overveje forholdet mellem fornyelse og erfaring, ligesom han vil skulle sikre sig, at der en vis geografisk balance, så ministerholdet repræsenterer hele landet.

Til forskel fra tidligere vil Løkke skulle håndtere en delikat balancegang mellem de fraktioner, der blev dannet under forårets nedsmeltning i Venstre, da sagen om hans indkøb af tøj på partiets regning udløste et regulært oprør.

I dag er han kommet langt i forhold til at få folketingsgruppen til at fungere, og alle medlemmer af gruppen koncentrerer sig om at vinde det forestående valg. Alligevel skal man ikke kradse meget i overfladen for at øjne konturerne af forårets ballade. Løkke og Kristian Jensen øver sig stadig på at arbejde sammen og få deres forskellige temperamenter og arbejdsmetoder til at gå i spænd. De skal også fortsat være påpasselige med at sikre, at deres støtter ikke forfalder til interne magtkampe.

Af samme grund afventer mange Løkkes ministerliste i spænding, for han er nødt til at forholde sig til grupperingerne i partiet. Han kan ikke blot tilgodese sine egne loyale støtter, men skal også vise Kristian Jensens folk, at de er en del af holdet.

Den balanceakt er så følsom, at ingen i Venstre tør forudsige, hvem der ender med at blive ministre. Begynder medier at berette om et skyggekabinet, hvor balancen mellem fraktionerne er tippet, vil det i sig selv kunne skabe uro.

Alligevel tegner der sig et billede af et kommende ministerhold.

Løkke er selvklart selvskreven som statsminister, ligesom Kristian Jensen kan regne med en stor og central ministerpost, måske som finansminister. Fra Løkkes hold af fortrolige vil folk som Peter Christensen, Søren Pind, Inger Støjberg og Carl Holst kunne regne med at skulle stå i spidsen for ministerier, ligesom Troels Lund Poulsen spås et comeback. Der ventes også genvalg til veteranen Claus Hjort Frederiksen, for hans erfaring, indsigt og håndelag vil være vigtig at få med. Venstres anden veteran, Bertel Haarder, synes især at være favorit til at kunne indtage den prestigefyldte post som formand for Folketinget, hvilket vil være en fornem afrunding på en lang karriere i folkestyrets tjeneste.

Ellen Trane Nørby forventes også blive udnævnt, men derfra bliver konkurrencen hård og uforudsigelig. Ingen ved i hvor høj grad, at Løkke vil gennemføre et generationsskifte. Blandt de ambitiøse og håbefulde er Jacob Jensen, Michael Aastrup Jensen, Sophie Løhde, Martin Geertsen og Jakob Ellemann-Jensen – mens søster Karen vurderes at have tabt terræn. Blandt yngre boblere omtales bl.a. Mads Rørvig og især den synlige Karsten Lauritzen, som konstant vokser med opgaverne. Tidligere ministre som bl.a. Eva Kjer Hansen vil kunne sættes ind, hvis Løkke har brug for at få tilført ministererfaring.

Derudover nævnes flere kandidater uden for folketingsgruppen, herunder den folkekære Søren Gade, der kan komme i spil til et af de tunge ministerier, mens Lykke Friis ventes at koncentrere sig om spillet om at blive den næste rektor for Københavns Universitet.

Enkelte direktører fra centrale interesseorganisationer nævnes også, men de kan blive svære at flytte, for det vil kræve en hel del at skulle sige ja til at gå ned i løn for at få en hårdere arbejdsdag og blive underlagt det mediepres, som hviler på dagens ministre. Derfor opererer Løkke ikke alene med et skyggekabinet i denne tid, men forsøger sig også med en form for skyggeboksning, hvor han forsøger at holde sin politik udenfor rækkevidde og beskydning inden valget.