Fed forretning i Bruxelles

Lønningerne til EU-politikerne er uigennemskuelige. Det vil yderligere underminere støtten til EU.

Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU har lagt vist, hvor lidt kontrol der er med pengestrømmen til medlemmerne af Europa Parlamentet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Det ser ikke kønt ud og vil ramme det i forvejen kriseramte EU.

Så enkelt kan konklusionen trækkes op, efter at Rina Ronja Kari har fremlagt sin løn som medlem af Europa-Parlamentet samt fortalt om de skattefrie tilskud, sine rejser, hotelophold, den ekstra lejlighed og sine penge til at promovere arbejdet i EU.

Hvis hun har ønsket at skade EU - og det ligger næppe EU-kritikeren fjernt - kan det konstateres, at hun har nået sit mål. På mediernes hjemmesider og på de sociale medier har mange danskere lige nu travlt med at rase over de millioner af kroner, som bliver sendt i retning af EP-medlemmerne.

Netop det faktum, at Rina Ronja Kari er kritisk overfor EU, vil selvfølgelig blive brugt af EU-tilhængere, når de skal forsøge at dæmme op for den bølge af kritik, hun har sat i gang med sin åbenhed. Men det vil være forkert blot at affeje hende med, at hun har en åbenlys interesse i at underminere EU.

Sagen er i al sin enkelhed, at hun blotlægger et løncirkus, som er svært at gennemskue, og som giver EP-medlemmer alt for gode muligheder for at leve en pampertilværelse for skatteydernes penge.
Berlingskes gennemgang viser, at EU bruger op mod fem millioner kroner på et medlem af parlamentet. Udover årslønnen på 735.000 kroner får Rina Ronja Kari næsten 700.000 skattefri kroner i form af blyantspenge, i diæter og i rejsetilskud til de i forvejen betalte rejser, uden at hun skal vise bilag, der dokumenterer, at pengene er brugt efter reglerne. Derudover får hun næsten to millioner kroner om året til at ansætte medarbejdere, og hun har haft adgang til støtte for mere end en million kroner til at promovere sit arbejde i EU.

Det er mange penge. Men det er vigtigt ikke at forfalde til automatreaktioner. Demokrati koster, og politikere skal have en passende løn for det slidsomme arbejde, de ofte udfører, ligesom de selvfølgelig skal kunne trække på hjælpere og rådgivere. Herhjemme er der faktisk god grund til at hævde, at f.eks. de mest centrale ministre med regeringschefen i spidsen får for lidt i løn i forhold til deres enorme arbejdspensum.

Problemet med aflønningen i Bruxelles handler om noget andet. Det kritisable er, man har skabt et system, hvor store summer strømmer til politikerne, uden at der er tilstrækkelig gennemsigtighed med, hvordan pengene bruges. Skal man sætte det skarpt op, kan man sige, at politikerne skal være udstyret med en overordentlig stor integritet, for systemet inviterer næsten til snyderi, misbrug og luksus for skatteydernes midler.

I den forbindelse er det påfaldende, at ingen af de øvrige parlamentsmedlemmer har lyst til at lægge deres økonomi frem. Svaret fra dem lyder: »Vi følger reglerne. Stol på os!«. Det gør det ikke bedre, at en talsmand nede fra Bruxelles siger, at det ville koste alt for mange ressourcer, hvis man for alvor skulle til at kontrollere parlamentsmedlemmernes brug af midlerne.

Situationen er uholdbar. Eller som lektor Wouter Wolfs fra det belgiske Leuven Universitet siger til Berlingske:

»Politikerne har adgang til rigtig mange penge fra alle mulige puljer, som de kan bruge på hvad som helst, uden de skal dokumentere, hvad de bruger dem på.«

Kritikken går især på de såkaldte blyantspenge, der er de ca. 32.000 skattefri kroner, som politikerne modtager hver måned til bl.a. at leje og drive kontor i hjemlandet, men som de ikke skal dokumentere forbruget af. Som Nick Aiossa fra Transparency International siger, burde Europa-Parlamentet selvfølgelig offentliggøre, hvordan medlemmerne bruger skatteydernes penge, og der burde være en strengere kontrol.

Som det er nu, vil mange danskere sidde tilbage med en grim følelse af, at der gælder alt for lukrative spilleregler for EP-medlemmerne. Den slags skaber politikerlede og øger modstanden mod EU i en tid, hvor det europæiske samarbejde i forvejen er under pres.