Et protestvalg af dimensioner har ramt USA

Det var ventet, at Republikanerne blev sejrherre, men det blev en markant sejr.

Den republikanske guvernør-kandidat i Chicago, Bruce Rauner, erklærer sig som vinder under valgnatten Fold sammen
Læs mere
Foto: JOHN GRESS

Det Republikanske Parti fik en af de helt store sejre ved midtvejsvalget i går i USA. Men bag ved valgets imponerende resultatet for dette parti skjuler der sig nogle kedelige kendsgerninger, der kan få betydning for landspolitikerne i USA.

For selv om republikanerne som ventet fik et godt valg, så kan det alene ikke lette den helt uhørte skepsis, som de amerikanske vælgere har over for det politiske system. For samtidig med, at republikanerne erobrede flertallet i Senatet og beholder majoriteten i Repræsentanternes Hus, så er hele 56 procent af vælgerne utilfredse med det parti.

Og det er ikke kun republikanerne, vælgerne er utilfredse med. Det er bestemt også Det Demokratiske Parti, der fældes dom over med 53 procent, der er utilfredse med partiet. Og en præsident, som også har mistet befolkningens tillid. Og hele 79 procent af vælgerne synes, at Kongressen overhovedet ikke gør noget som helst for at skubbe USA fremad.

Og der er dårlige tal over hele linjen. I spørgsmålet om, hvorvidt økonomien er på rette spor, svarer hele 49 procent nej. Troen på, at den kommende generation får det bedre økonomisk end den forgående, er også i bund. Og der er en grundlæggende frygt for det, der sker internationalt. Med Islamisk Stat, med Rusland/Ukraine, med europæisk økonomi som hovedårsagerne til frygt for fremtiden. Selv sygdommen ebola, som næppe er en umiddelbar forestående epidemi i USA, frygter amerikanerne mere end nogensinde tidligere.

Som en amerikansk kommentator sagde til TV-stationen NBC. »Amerikanerne søger lederskab. Og det har de ikke lige nu«.

Men hvorfor har republikanerne så fået så godt et valg? Det er der flere forklaringer på.

Et af dem er selvfølgelig, at mange af staterne i forvejen hælder mod Det Republikanske Parti. Nogle statistikker vil givetvis også vise i de kommende dage, at der har været flere republikanere ude at stemme end demokrater.

Og endelig mener mange vælgere, at Det Republikanske Parti er bedre end demokraterne til at få styr på økonomien. Amerikanerne ved godt, at økonomien ser ud til at være i bedring. Men de mærker det ikke der, hvor de bor.

Demokraterne har fået et chok. Obama sagde forleden, at hans politik er sat på spil ved det her valg, og at det kunne udvikle sig til et protestvalg mod hans politik. I går sagde han, at valget ville blive svært for demokraterne, fordi mange af de stater, hvor senatorerne skal vælges, »hælder mod republikanerne« og sagde, at situationen ikke havde været sværere for partiet siden præsident Dwight Eisenhowers dage.

Men Obamas analyse er for enkel og mere beregnet på at berolige demokraterne. For alle de underliggende tal burde være en advarsel til de amerikanske politikere om, at vælgerne har fået nok af det politiske dødvande, der er i Washington med en total ubrugelig Kongres, og en præsident der heller ikke skaber tryghed i vælgerskaren.

For ud over de kedelige tal for begge partier, for Kongressen og for Det Hvide Hus, så er det også et faktum, at amerikanerne mener, at USA har mistet international indflydelse. Og hvis ikke politikerne retter op på den perlerække af problemer, der hober sig op, så forværres den demokratiske krise.

I begyndelsen af næste år mødes den nye kongres for første gang, og alles øjene vil være rettet mod den for at se, om de to partier begynder at samarbejde for første gang siden 2009. Eller om det lykkedes for republikanerne at holde de interne magtkampe i ave.

Det sidste er ikke så sandsynligt, fordi en del af de republikanere, der ligger ude på højrefløjen, vil markere sig. Republikanske senatorer som Ted Cruz og Rand Paul, som begge ventes at stille op som præsidentkandidater, vil formentlig fastholde en stram politik, hvor demokraterne får svært ved at være med i et samarbejde.

Og i sidste ende skal et lovforslag også igennem præsidenten, som kan nedlægge veto. Så situationen er stadig fastlåst. Med mindre at de nye senatorer med den mangeårige mindretalsleder, Mitch McConnell, som nu bliver flertalsleder, tvinger et samarbejde igennem.

Vælgerne har ihvertfald klart signaleret, at man ønsker forandring i Washington. Spørgsmålet er, om nogen lytter.