Er populismen ved at blive stueren?

Le Pen, Wilders, Kjærsgaard, Farage. Højrepopulismen er blevet et populært forskningsfelt. Men der er langtfra enighed om, hvad begrebet dækker over. Er det et negativt mærkat, der hæftes på politiske modstandere, eller en farlig politisk strømning, der vil ødelægge Europa?

DF plakat på Solrød station. ’Vores Danmark - der er så meget, vi skal passe på’ Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen

Populisme er oftest et skældsord. I 2011 mente daværende venstremand Jens Rohde, at den forstærkede grænsekontrol var »ren populisme«.

Andre har ment, at hundeloven er det, og den tidligere biskop i Aarhus Kjeld Holm mener, at det er »populisme« at kalde Danmark for et kristent land.

Populisme er etnedgørende mærkat, man hæfter på sine politiske modstandere – af samme skuffe som beskyldninger om symbolpolitik, opportunisme og spindoktori, mener nogen. Andre mener, at det er kimen til Europas undergang.

Den højrebølge, som skyller ind over Europa med personligheder som franske Marine Le Pen, hollandske Geert Wilders og britiske Nigel Farage har fået mange betegnelser: Højrenationalisme, højreekstremisme eller nationalkonservatisme.

Men den betegnelse, som samfundsforskere oftest bruger, er højrepopulisme. Selv siger de disse partier, at de blot har taget folkets stemme alvorligt, at eliten ikke lytter og kun tænker på sig selv.

Så måske er populisme i virkeligheden det sande demokrati. Partier, der har smidt den politiske korrekthed og de fine fornemmelser på porten og kalder en spade for en spade.

Stage lights Fold sammen
Læs mere
Foto: Melinda Nagy.

Ifølge Wikipedia er populisme »en betegnelse for en politisk bevægelse forankret i det jævne folks verdensbillede«.

Og hvad skulle der egentligt være galt med det? Det lyder næsten som den opskrift, de fleste politiske partier i Danmark følger, når de bedriver politik og i deres strategier fremhæver, at man vil lytte til almindelige menneskers bekymringer.

»Forskningsmæssigt er der ikke enighed om, hvad begrebet populisme dækker. Det er svært at give en klar definition, fordi der er så mange ting, som er i spil. Men man refererer ofte til det som et retorisk redskab, hvor man som populist taler meget klart og i sort og hvidt.

Man kritiserer magthaverne, og man udråber sig selv som en del af befolkningen,« siger Susi Meret, lektor ved Aalborg Universitet, der forsker i højrepopulisme.

Forfatter og politisk kommentator Erik Meier Carlsen fremhævede for nylig i en kommentar i Kristeligt Dagblad den franske marxistiske sociolog Chantal Mouffe, som har defineret populisme som en politisk-demokratisk bevægelse, der bryder med den herskende politiske kurs eller måde at tale om politik på.

»Det kan åbenbare for befolkningen vigtige temaer, som en politisk elite har søgt at fortrænge, herunder reelle modsætninger inden for befolkningen,« skriver Meier Carlsen.

Han sammenligner republikanernes præsidentkandidat Donald Trumps fremmarch i USA med det, han kalder nationalpopulistiske bevægelser i Europa – herunder Dansk Folkeparti – og kritiserer, at populisme oftest i Danmark anvendes nedgørende. Også Dansk Folkepartis ordfører, Søren Espersen, er træt af at få hæftet prædikatet populist på sig.

»Man får det især klistret på i den udenlandske presse, og hver gang jeg hører om, at et parti i Europa er højrepopulistisk, så tænker jeg altid: ’Er det nu rigtigt? Er det ikke bare et mærkat, det er nemt at klistre på, når man sidder uden for landets grænser.’

Jeg er ikke sikker på, at det står så forfærdeligt til rundt omkring i Europa, som man vil gøre det til. Man bruger jo sjældent udtrykket »det venstreekstreme parti Enhedslisten«, selv om der står revolution i deres program. Det bliver til »rød-grønt« eller noget andet kælent,« siger Søren Espersen.

crowd spectators stand back Fold sammen
Læs mere
Foto: studiostoks.

Patent på »folket«

Det som kritikerne af »højrepopulismen« oftest fremfører som et fællestræk ved populismen, uanset om den er til højre eller venstre, er forsøget på at tage patent på »folket«. Der opstilles en modsætning mellem folket og eliten.

Da Morten Messerschmidt (DF) for nylig af EU-Parlamentets præsidium blev bedt om at betale tre millioner støttekroner tilbage, fordi han havde brugt midlerne til formål, de ikke var tiltænkt, kaldte han det »chikane«.

Og da EU-præsident Donald Tusk i denne uge sagde, at det vil blive meget svært for Danmark at opnå en parallelaftale om Europol, kaldte DFs leder, Kristian Thulesen Dahl, det for »aftalt spil«. EU-elitens sammensværgelse mod folkets stemme.

Den radikale Morten Helveg Pedersen, som sidder i EU-parlamentet siger, at populismen, som han ser den, antager mange former, og at Enhedslisten også er et populistisk parti.

»Fællestrækket er, at man slår sig op på vegne af folket, selv om folket ikke er nogen homogen størrelse. Man foregiver at tale folkets sag mod magthaverne, mod Bruxelles, eller hvad der lige er skydeskiven,« siger Morten Helveg Petersen og tilføjer:

»Om det er Dansk Folkeparti, Front National eller andre af de her partier, så er det kendetegnende, at de foregøgler vælgerne nogle svar. For de tilbyder ikke løsninger i min optik. Det er protektionisme, modstand mod frihandel, en økonomisk politik, som markant vil omfordele fra de rige til de fattige. Det er ikke traditionelt højreorienteret. Og det er en økonomisk kurs, der dybest set gør Europa fattigere og mindre konkurrencedygtig, og det er på lang sigt er enormt skadeligt.«

Påstand mod påstand

Men er det populisme, eller bare en politisk uenighed – måske endda en ideologisk forskellighed? Og er Morten Helveg ikke bare i gang med at sætte nogle ubehagelige mærkater på en politik, som han ikke bryder sig om?

»Det er selvfølgelig et politisk valg at blive som Nordkorea. Det er vores eget valg, hvis vi vil melde os ud af alt – globalisering, EU, ny teknologi. Hvis det er det, vi tror på. Vi bliver nødt til at føre en debat på rimelige vilkår, og man skal vide, hvad konsekvenserne af disse partiers politik er. Det, der virkelig er meget ubehageligt, er, at vi er nået til et punkt, hvor man kan fastholde påstand mod påstand. Donald Trump kan sige sine uhyrligheder, og få nogen til at tro på dem. Og når Dansk Folkeparti siger igen og igen, at det er nemt at få en parallelaftale med EU, selv om det er i strid med de faktiske forhold, så kan jeg da godt forstå, at folk bliver forvirrede. Og det giver grobund for populisme og er utroligt farligt,« siger Morten Helveg Petersen.

Foto: Iris Fold sammen
Læs mere
Foto: Photobank.

Til det siger Søren Espersen, at det ofte er EU-tilhængerne, der foregøgler nogle lette løsninger:

»Da vi fik grænsekontrollen afskaffet i 2001, var der ingen grænser for, hvor vidunderligt og fri for kriminalitet, det hele ville blive. Ingen sagde, at folk kunne vade op gennem Europa gennem seks lande uden, at nogen spurgte, hvem de var. Dengang fik vi at vide af Morten Helveg og hans venner, at det var første skridt til paradis. Nu er situationen en ganske anden, så hvem var det lige, der kom med nogle lette løsninger.«

Mangel på tillid til autoriteter

Fremkomsten af de såkaldt højrepopulistiske partier er oftest blevet forklaret både i Europa og USA med, at den skyldes vælgere, som er blevet svigtet – efterladt på perronen – da globaliseringstoget kørte. Deres job er outsourcet til Kina eller overtaget af indvandrere, og ny teknologi presser dem på lønnen. Eliten gider ikke høre på dem, fordi den grænseløse økonomi og globaliseringens velsignelser har været den altdominerende politiske visdom på begge sider af Atlanten. Men oprøret mod eliten appellerer til mange flere end dem, der er truet på deres job.

»Det er mere en strukturel utilfredshed og mangel på tillid til autoriteter i det hele taget. Populismen finder også grobund hos folk, som ikke nødvendigvis er truet på jobbet. Det er et vigtigt bidrag til forståelsen,« siger Morten Helveg Petersen.

EU-professor Marlene Wind, Københavns Universitet, tilføjer:

»Vi ser det samme billede over hele Europa. I Danmark har vi en arbejdsløshedsprocent på blot fire procent, så der kan det i hvert fald ikke være, fordi folk er pressede økonomisk og på deres job. Men der er en generel tendens til at gå tilbage til det nationale og mene, at det er gået for vidt med globaliseringen,« siger hun og peger samtidig på sin personlige kæphest: at der generelt mangler lederskab i Europa, som kan tale de nye strømninger imod.

»Jeg undrer mig ikke over, at folk bliver mere og mere skeptiske, når de politiske ledere, som indgår i de mange aftaler og vedtager ting på internationalt plan, slet ikke gør sig umage med at sælge det, de har forpligtet sig til. Der er for meget medløberi og for mange, der er bange for højrebevægelserne i de partier, som man normalt ville forvente politisk lederskab af,« siger hun.

Trumfen

Flere peger desuden på fremkomsten af de sociale medier, som årsag til de nye bevægelsers succes. Medierne udgør ikke længere noget filter mod propaganda og forkerte påstande. Til det siger Søren Espersen, at det netop er fordi, at nogle af søsterpartierne i eksempelvis Sverige har haft svært ved at trænge igennem i de traditionelle »elitære« medier, at de sociale medier er blevet til den primære kommunikationskanal.

Marlene Wind oplever til gengæld at påberåbelsen af »folket« i debatten overtrumfer alt.

»Der er ingen argumenter imod. Man kan ikke matche det. Det er i dag meget svært at tale i andre kontekster end den nationale, så man bliver lynhurtigt smækket over i den boks, der hedder elite. Man mister med det samme sin legitimitet, og enhver debat bliver lukket,« siger hun.

Søren Espersen mener, at man i Dansk Folkeparti er meget bevidste om, at man ikke repræsenterer folket.

»Folket er et begreb, som er mangetydigt, og det er ikke nødvendigvis sådan, at folket følger os – så havde vi vel haft 60-70 procent af stemmerne i stedet for 20-21,« siger han.