I politik skal man altid være vågen og aldrig være naiv.
Lever man op til det, kan man spare sig for meget. Gør man ikke, vil man slå sig.
Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, blev mindet om den nådesløse og brutale virkelighed på Christiansborg, da han søndag kolliderede frontalt med fire cirkuselefanter og det landspolitiske intranet på Twitter.
I forbindelse med en stor og i øvrigt læsværdig Politiken-artikel om statens milliondyre pensionering af elefanterne – en sag, som Ellemann har håndteret som minister – havde den nye Venstre-høvding givet sin holdning om sagen og dyrenes pris til kende.
Selv havde han formentligt – måske lidt naivt – tænkt, at det var tilforladeligt og måske endda forfriskende, at han lod nogle ord falde om den kuriøse, jordnære og letforståelige sag, som tramper rundt i krydsfeltet mellem dyrevelfærd og brugen af statens midler.
Når Ellemanns elefantkritik alligevel endte som en rigtig øv-dag for Venstre, skyldes det, at han åbnede for en motorvej af hån, spot og latterliggørelse – og det på hans måske ømmeste punkt.
Nemlig spørgsmålet om, hvad han egentlig står for.
Hvad er hans ideologiske kompas? Hvad mener han om de store linjer i det danske og internationale samfund? Hvor har han tænkt sig at placere partiet i nogle af de svære sager og spørgsmål, som optager mange danskere?
Kort fortalt: Hvad er det for et borgerligt Danmark, vi kan forvente os med ham i spidsen?
Det er et spørgsmål, som presser sig på – og ikke kun hos nyhedssultne journalister og nørder.
Langt ind og op i Jakob Ellemann-Jensens borgerlige støttepartier hvisker kilder med stigende styrke og skepsis om, hvad man opfatter som en lidt tam og usynlig start for den nye Venstre-formand, som har holdt sig på pæn sikkerhedsafstand af nogle særligt bemærkelsesværdige meldinger.
Det er der en forståelig grund til.
Når det kommer til at definere en politisk platform for det borgerlige Danmark, har Jakob Ellemann-Jensen således rakt ud efter en dybt kompliceret og besværlig opgave, som – hvis han rammer bolden forkert – kan få stor betydning for magtfordelingen og dermed det politiske system i Danmark langt frem.
Det lyder dramatisk. Men hvis man tænker over det, er det svært at nå frem til andre konklusioner.
Foghs gamle formel knirker
Da Anders Fogh Rasmussen (V) i 2001 buldrede ind i Statsministeriet, skete det på baggrund af en politisk succesformel, som siden har dannet skole gennem knap to årtier, hvor det borgerlige Danmark har haft magten suverænt længst.
Strategien var kontroversiel, men kan udtrykkes med meget få og enkle ingredienser.
For det første en midtersøgende velfærdspolitik, der lukkede en vigtig og klassisk flanke.
For det andet en stram udlændingepolitik, der gav Socialdemokratiet politisk migræne.
For det tredje et stabilt samarbejde med de Konservative og Dansk Folkeparti, som så banede vejen for en fjerde ingrediens:
En klar kontraktpolitik, så vælgerne vidste, hvad de kunne regne med.
På ryggen af en valgperiode, hvor det borgerlige Danmark i store perioder fremstod flakkende og ubegribeligt amatøragtigt, står det med kursen rettet mod et nyt årti klart, at Foghs vinderformel begynder at knirke i leddene og vise tegn på ælde:
Velfærdspolitikken er blevet noget nær fælleseje med de røde partier i det suveræne førersæde, og alle de lavthængende frugter på reformtræet – som de blå partier tidligere brugte til at skabe politisk kant med – er blevet plukket i stort omfang.
Den stramme udlændingepolitik er blevet overtaget af Socialdemokratiet og Mette Frederiksen og ligner nu et spørgsmål, som gør mere ondt på de blå end på de røde, og som giver anledning til dybt følsomme debatter om balancen mellem frihedsrettigheder på den ene side og nødvendige stramninger på den anden, som Marcus Knuths exit fra Venstre denne uge tydeligt viser.
Klimapolitikken – som tidligere bare var noget, visse (små) grupper hyggenyggede med uden betydning for magtens fordeling – fremstår dertil nu som fuldstændigt afgørende, og her er de blå partier håbløst bagud i vælgernes bevidsthed.
Og det stabile samarbejde, som lagde fundamentet under kontraktpolitikken?
Det er så udfordret, at ord bliver små, politisk såvel som parlamentarisk, hvor der efterhånden er et parti for enhver variant af farven blå.
Eksistenskrise og en svær opgave
Det er med andre ord hverken overdrevet eller usagligt at tale om et borgerligt Danmark, som er blevet katapulteret ud i en forholdsvist dyb eksistenskrise, hvor der hverken er en klar retning, et klart samarbejde eller et klart lederskab.
Og hvor der er meget mere på spil end blot behovet for en dygtig parterapeut efter nogle hårde år, som kulminerede, da tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen smed det borgerlige Danmark på bålet for i stedet at række ud efter Socialdemokratiet.
I midten af alle de blå udfordringer står Jakob Ellemann-Jensen, som skal formå at lukke al støjen ude, mens han grubler over, hvad han vil gøre.
Den opgave, han skal løse, er egentlig klar nok. Det gør den bare ikke nem.
Det projekt, han skal udforme, skal nemlig klare turen gennem nåleøjet på en række parametre:
Først og fremmest skal det kunne samle hans eget parti, som i de seneste år har kæmpet med at bygge bro over åbenlyse modsætninger i udlændingepolitikken, i spørgsmålet om land og by, i spørgsmålet om EU og i spørgsmålet om klima.
Når denne (svære) opgave er løst, skal Ellemanns politiske platform også være en, der giver kant til Socialdemokratiet og Mette Frederiksen, men som samtidig fanger hende i nogle dilemmaer, som gør, at hun ikke bare kan kopiere det og dermed tage luften ud af det.
Efterfølgende skal det være skruet sammen på en måde, som optegner en realistisk landingsbane for et borgerligt Danmark, som er splittet i atomer, således at Ellemann kan møde vælgerne med et seriøst og realistisk regeringsalternativ.
En opgave, som kan vise sig ualmindeligt svær i en situation, hvor vejen til magten ser så lang ud, at centrale kilder i de borgerlige partier taler om, at man vil optræde mere partiegoistisk for at undgå at synke i det borgerlige kviksand.
Til sidst skal Ellemanns politiske projekt være skruet sammen på en måde, der kan holde i de knap fire år, der er til næste valg, og i de efterfølgende fire år, hvor det skal føres ud i livet, hvis det trods de mange udfordringer og trods den voldsomme risiko for såkaldt »stemmespild« er lykkedes at genvinde magten.
At skynde sig langsomt
Med andre ord står Venstre – og det borgerlige Danmark som helhed – foran en række svære valg, der vil kræve grundigt arbejde, skarp analyse og politisk fremsynethed, og som vil komme til at definere Jakob Ellemann-Jensens formandstid.
Undervejs må han på den ene side indse, at han ikke har uendelige mængder af tid, før det både er klogt og forventeligt, at han er i stand til at sætte den politiske dagsorden.
Men han må heller ikke – som bl.a. tidligere finansminister Bjarne Corydon (S) har påpeget – lade sig stresse af det evindelige pres om at skynde sig, som bliver lagt dagligt via medierne, fordi det øger risikoen for fejl.
Samtidig vil der uden tvivl opstå muligheder for at skabe kant til regeringen, når dagligdagen går i gang, og når der for alvor skal smides kontroversielle forslag på bordet.
Når ambitionerne for klimapolitikken skal føres ud i livet, vil regeringen før eller siden skulle gøre sig sårbar.
Når løftet om tidligere pension for nedslidte skal blive til et konkret lovforslag, vil mange mennesker utvivlsomt blive skuffede.
Og når der bliver sat fokus på integrationsproblemer i det danske samfund, vil de borgerlige partier formentligt stadig kunne bringe regeringen på kollisionskurs med dens støttepartier.
Hvis – eller måske snarere når – der kommer et økonomisk tilbageslag, vil man traditionelt også forvente, at vælgerne vurderer de borgerlige partier bedre til at styre rigets finanser, end Socialdemokratiet og de rød-grønne støttepartier er.
Det løser bare ikke de grundlæggende borgerlige problemer at basere sig på at være et korrektiv til regeringen i de svære sager, som man forventer vil dukke op med tiden.
Selv har Ellemann forsøgt at håndtere presset for, at han skal definere et politisk projekt, ved at påpege, at han ikke er kommet for at lave en politisk revolution, der grundlæggende forandrer kursen for landets ældste parti, som i øvrigt lige har haft et udmærket valg.
Det er der helt sikkert meget rigtigt og klogt i.
Omvendt er han nødt til at demonstrere en evne til at sætte både Venstre og borgerligheden på dagsordenen.
Ellers risikerer han, at det sætter sig som et stempel, som bliver svært at komme af med igen, at han ikke i stort omfang evner at folde visioner ud på de store, brede og komplicerede områder, og det kan på sigt udvikle sig til et problem for ham, der har den medfødte opgave at være manden, som skal kunne vælte Mette Frederiksen.
Indtil da gør han nok klogt i at lade landets cirkuselefanter pensionere i stilhed.
Kasper Kildegaard er Berlingskes politiske korrespondent
