De ved det godt i toppen af regeringen: SVM kan blive det største nybrud i nyere politisk historie, det er det, de håber på. Men midterregeringen kan også ende som en ynkelig fiasko.
Det er selve definitionen på et eksperiment, at man ikke på forhånd kan forudsige, hvor det ender. Der er ingen erfaring at bygge på, man asfalterer, mens man kører, betræder et nyt politisk landskab, mens alle andre kan have teorier og finde indikationer på, at den første flertalsregering over midten i 45 år ender i himmel eller helvede. Ofte afhænger forudsigelserne af øjnene, der ser.