Dødt løb og frosne målinger – Mette Frederiksen må tænke: Hvad skal der til?

Regeringen har de seneste måneder haft travlt med nye udspil, kampagner og noget, der mest ligner en valgkamp. Alligevel rykker det ikke noget i meningsmålingerne for Socialdemokratiet, som i ny Gallup-måling ligger en smule under valgresultatet for tre år siden.

Statsminister Mette Frederiksens stærke engagement i krigen i Ukraine har indtil nu ikke smittet af på meningsmålingerne. Socialdemokratiet ligger nu ifølge Gallup på samme resultat som ved valget i 2019. Genya Savilov/AFP/Ritzau Scanpix (arkiv)

Med maksimalt et år til næste valg må tingenes tilstand i vælgerhavet vække en vis bekymring i Socialdemokratiet. Det er som en march på stedet.

Ikke at der decideret er tilbagegang for regeringspartiet, eller at rød blok sakker bagud. Socialdemokratiet ligger i en ny måling fra Kantar Gallup på omtrent samme niveau som ved valget 5. juni 2019 – kun en smule under. Og der er stadig dødt løb mellem rød og blå blok, som det har tegnet sig gennem nogle måneder.