Det nye stærke par: Samuelsen og Thulesen holder blå blok oppe

Mens Lars Løkke Rasmussen og Søren Pape Poulsen i de seneste døgn har været tæt på at skubbe regeringen mod afgrunden, fremstår Kristian Thulesen Dahl og Anders Samuelsen som det stærke par i blå blok.

Foto: Keld Navntoft Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kig på billedet – og sig, hvem der er vindere og tabere?

Svaret kan gives på et splitsekund. I midten stråler Kristian Thulesen Dahl og Anders Samuelsen, mens Lars Løkke Rasmussen og Søren Pape Poulsen har svært ved at finde en grimasse, der kan passe oven på valget den 18. juni 2015.

Her fik Venstre kun støtte fra 19,5 procent af vælgerne, mens de Konservative blot fik opbakning fra 3,4 procent. For begge partier var der tale om en historisk afstraffelse. For de Konservative var det katastrofalt at være så tæt på spærregrænsen, men også for Venstre var nedturen dramatisk. For vi skal kun få år tilbage for at finde en periode, hvor Løkke kunne trække 30 procent af danskerne til sit parti.

Alt i alt er der tale om et næsten ubegribeligt tilbageslag for to partier, som i generationer har udgjort aksen i blå lejr. Bevares, ofte har V og K udkæmpet drabelige slag og været viklet ind i intens rivalisering, men gang på gang har de været villige til at samarbejde og bære et regeringsansvar.

Det var da også det sødmefyldte nostalgiske tilbageblik på de gode tider, som prægede flere taler ved markeringen af 100 års jubilæet for Det Konservative Folkeparti i mandags, hvor Søren Pape Poulsen og Lars Løkke Rasmussen gik på talerstolen med budskabet om, at VK-alliancen er intakt, selv om man ikke sidder i regering sammen.

Kun et døgn senere krakelerede idyllen. Overrumplende for alle valgte den konservative folketingsgruppe at udtrykke mistillid til miljø- og fødevareminister, Eva Kjer Hansen. Dermed blev der sat gang i en krise, som Løkke eskalerede, da han lige så uventet kædede sin ministers skæbne sammen med regeringens overlevelse.

Siden har der udspillet sig en rå magtkamp, som ikke har været køn at se på, og som kun har været med til at cementere billedet af VK-partiernes skred fra magt til afmagt. Opgøret blev først afblæst lørdag formiddag. Først annoncerede Søren Pape et pressemøde, hvor han endegyldigt ville fastslå, at de Konservative på ingen måde vil kunne acceptere, at Eva Kjer Hansen kunne fortsætte som minister - heller ikke på en anden ministerpost. Dernæst kom beskeden fra Eva Kjer Hansen om, at hun trak sig - hvilket ret beset var den eneste ansvarlige og logiske slutning. Dermed reddede hun reelt sin regeringschef.

Et valg ville have været den tænkelige udgang for Løkke, for dybest set ville valget have været resultatet af, at han ikke havde evnet at holde styr på sine støttepartier og få demonteret de Konservatives konfrontation med Eva Kjer Hansen i tide. Inden sagen endte i dyb mistillid.

Når styrkeforholdet mellem blå og rød blok fortsat er tæt, skyldes det kun, at Dansk Folkeparti og Liberal Alliance et langt stykke ad vejen har kunnet opveje svaghederne hos V og K.

Fra valget i 2005 er DF tordnet frem fra 12,3 procent til 21,1 procent i 2011, mens Liberal Alliance er gået frem fra 5,0 procent i 2011 til 7,5 procent i 2015. Samlet stemte én million danskere på de to partier. Og det er mange.

Efter valget havde iagttagere travlt med at sige, at DF og LA næppe ville kunne fastholde opbakningen, men begge partier har formået at fastholde støtten. Læg også mærke til, at når danskerne bliver bedt om at vurdere de enkelte partilederes popularitet, troværdighed og kompetencer, har DF et trumfkort i skikkelse af Kristian Thulesen Dah, der i suveræn stil overgår Løkke og Pape.

Indtil nu har DF og Liberal Alliance været loyale over for Løkke i den forstand, at de pegede på Venstres formand som blå bloks statsministerkandidat trods Løkkes krise oven på GGGI-sagen og Venstres kontroversielle indkøb af tøj til formanden.

Spørgsmålet er, hvor længe de to partier vil blive ved med at pege på en V-formand?

I mange år har Venstre haft noget nær monopol på at levere kandidaten til det høje embede, men der er grænser for, hvor svækket Venstre kan blive og stadig forvente at få statsministerposten overdraget på et sølvfad.

Når Løkke på et tidspunkt skal afgive sin formandspost, vil hans efterfølger blive kastet ud i en hård konkurrence med Anders Samuelsen og især Kristian Thulesen Dahl, som vil være mere erfaren og optræde med den autoritet, der ligger i at stå i spidsen for det største blå parti.

Selv om de færreste Venstrefolk og konservative har lyst til at erkende det, har magtskiftet i blå blok været på vej længe. Præcis som resultaterne ved sidste valg og trenden i målingerne er vidnesbyrd om svækkelsen af VK-alliancen, ja så har de seneste opgør om Europa-politikken også givet et signal om de ændrede styrkeforhold:

  • Ved valget til Europa Parlamentet i 2014 lykkedes det ganske vist for den respekterede konservative kandidat, Bendt Bendtsen, at høste mere end 150.000 personlige stemmer og sikre et mandat til sit parti, mens Venstre gik tilbage og kun opnåede to mandater. På valgaftenen måtte både V og K se på, at DF blev landets største parti, ligesom de måtte sluge, at spidskandidaten, Morten Messerschmidt, hentede 465.758 personlige stemmer og slog Poul Nyrup Rasmussens gamle rekord fra 2004, hvor den tidligere socialdemokratiske statsminister fik 407.966 personlige stemmer.
  • Ved EU-folkeafstemningen den 3. december for få måneder siden fejrede Dansk Folkeparti – denne gang sammen med Liberal Alliance – en ny triumf. Her valgte danskerne at sige nej til ændre retsforbeholdet, selv om et massivt flertal med bl.a. Venstre, de Konservative og Socialdemokraterne samt en lang række organisationer og virksomheder anbefalede et ja. 53,1 procent af danskerne stemte således nej til at justere retsforbeholdet, mens 46,9 procent stemte ja. Hvilket ikke alene var en landvinding for DF, men også var med til at understrege den afgrundsdybe tillidskrise, som EU befinder sig i.

Når DFs himmelflugt skal vurderes, hører det med, at kritikerne siger, at partiet aldrig tager ansvar, men i stedet overlader det til andre at slide sig op på at løse de svære problemer i dansk og europæisk politik.

Venstrefolk peger med rette  på, at Løkke i to omgange er trådt til som regeringschef i ekstremt turbulente tider, hvor først finanskrisen og siden flygtninge og immigrantkrisen har gjort hans job nærmest umuligt.

Ifølge efterretningerne fra statsministerens nærmeste arbejder han de facto solen sort. Han ved om nogen, at han har skuffet mange vælgere med sine personsager, og han er bevidst om, at han kun kan genvinde deres respekt med en arbejdssejr, hvor han viser, at han leverer solide resultater. Men ligegyldigt hvor hårdt og seriøst, han arbejder, kan han ikke egenhændigt afblæse flygtninge- og immigrantkrisen. Han kan heller ikke sparke gang i dansk økonomi uden støtte fra et reformvilligt flertal og en loyal opbakning fra de blå partier. Og her er han i flere omgange blevet svigtet af både K, DF og LA, der har forfulgt særstandpunkter i en grad, så blå lejr har fremstået dybt samspilsramt.

Alligevel er påstanden om DFs manglende lyst til at tage ansvaret på sig en sandhed med modifikationer. Partiet optrådte som loyalt støtteparti for Anders Fogh Rasmussens VK-regering fra 2001 til 2009, da partiet bar alle finanslove igennem. I Lars Løkke Rasmussens tumultariske tid som regeringschef fra 2009 til 2011 valgte DF ligeledes at støtte svære reformer – herunder genopretningspakken i 2010 og tilbagetrækningsreformen i 2011 – som blev indført i kølvandet på finanskrisen.

DF-ledelsen ønskede ikke at gå i regering med Løkke sidste sommer, hvilket kritikerne siden har udlagt som et bevis på, at DF foretrækker friheden til at profilere sig frem for at løfte et ansvar. DF-ledelsens  svar har været, at Løkke ikke var tilstrækkelig imødekommende overfor DF’s mærkesager, og i den situation ville partiet ikke – som Villy Søvndal og SF gjorde det i 2011 – lade sig lokke af udsigten til ministerposter.

Hvad der er op og ned, er en smagssag, men et godt gæt er, dannelsen af en ny borgerlig regering i fremtiden meget vel vil kunne få et helt andet forløb.

Fremover risikerer Venstre at miste sit monopol på at levere statsministerkandidaten, ligesom det står klart, VK-aksen næppe længere vil udgøre det bærende fundament under en borgerlig regering.

Den grumme ironi i forbindelse med ugens dybe og opslidende regeringskrise er, at Lars Løkke og Søren Pape i fællesskab har været tæt på at formøble den regeringsmagt, som Kristian Thulesen Dahl og Anders Samuelsen leverede til det blå Danmark.