Det liberale demokratis endeligt? Næppe

Francis Fukuyama leverer et stærkt bud på, hvorfor stater mislykkes.

Månen bag Capitols kuppel. Det liberale demokrati skal passes og plejes – ellers kan det sagtens forsvinde, advarer Francis Fukuyama. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

WASHINGTON: Den amerikanske samfundsforsker Francis Fukuyama leverer endnu en bredside mod den amerikanske samfundsmodel og USA generelt i sin nye bog »Political Order and Political Decay«. Ganske vist en kærlig en af slagsen. For det liberale demokrati, som USA blandt andet repræsenterer, er stadig ubetinget den styre­form, der bedst understøtter både økonomisk vækst  og skaber en vis garanti for stabilitet­.

Men bogen er også en opsang til de amerikanere, der stadig synger med på melodien om, at USA er exceptionel i verden. Det er USA ikke længere. Dertil har det amerikanske samfund for store skævheder, skriver han. For svag en stat, en ikke-samarbejdende kongres, som oven i købet har til opgave at fremlægge en årlig »finanslov«, som netop på grund af det manglende samarbejde ikke er blevet gjort siden 2008, og et system, hvor man – i bar iver for netop ikke at have for meget stat – har skabt så mange institutioner, der indbyrdes bekriger­ hinanden.

Dertil et system, hvor domstolene ofte er nødt til at underkende den lovgivende magt, når tvivlsspørgsmål ender i højesteret, og et land, hvor den berømte ene procent af befolkningen har alt for meget, og middelklassen – det liberale systems grundpille – har for lidt og er i risikozonen for at forsvinde endnu mere, end den er i forvejen på grund af konkurrencen fra Kina, Brasilien og andre nye økonomier.

Det skønne Skandinavien

Så hvis man skal være en smule firkantet, så mener Fukuyama, at de ideelle stater p.t. findes i Skandinavien, i Tyskland, i Holland og i enkelte andre europæiske lande. Her er der en rimelig balance mellem Fukuyamas tre »søjler«: En stærk stat, retssikkerhed og demokrati. Det sidste forstået på den måde. at politikerne stilles til regnskab for deres beslutninger. Der er balancen bedre i de nævnte europæiske lande, mens det halter i USA.

I sin velskrevne og velargumenterede bog har Fukuyama gjort det igen. Leveret et forrygende helikopterperspektiv på verdens sande tilstand gennem sine teoretiske modeller. Og det er langt hen ad vejen en overbevisende argumentation, der leveres, og tilmed i et  klart sprog.

Bogen er anden del af hans gennemgang af menneskets historiske udvikling mod civilisation og opbygningen af holdbare samfundsmodeller startende fra første bind med navnet »The Origin of Political Order«. Der skrev han sig frem til Den Franske Revolution. Denne bog – derimod – tager os i hånden frem til nutiden med en lang række eksempler på, hvorfor det går galt i mange stater – også selv om nogle af »søjlerne« er til stede.

Og vi kommer langt omkring. Bogens styrke er afgjort, at han tager stilling til de mange samfundsmodeller, der er blevet prøvet i Europa og i USA gennem historien og holder dem op mod hinanden. Han ser historisk på den europæiske og den amerikanske udvikling hen imod de demokratiske modeller, man kender i dag. Og hvis man skulle være i tvivl, så er der i Europa enorme forskelle. Ikke uventet findes korruptionen fortrinsvis i den sydlige del af Europa, men den findes ifølge Fukuyamas modeller så sandelig også i et USA, som er blevet afhængig af pengemagt i politik, og hvor lobbyismen også tager sin bid af kagen.

Det partipolitiske system, som USAs første fædre kæmpede imod, fordi man risikerede netop en yderligere opdeling af magten og en magtpolitisk korruption, har ifølge Fukuyama sine svagheder i dagens USA, selv om der selvfølgelig ikke er noget alternativ. Folk skal være repræsenteret, selv om USAs fædre havde andre høje tanker om elitens evne til at regere til alles bedste. Men partierne er i dag i lommen på økonomiske kræfter­, som kan sløre de politiske mål, partierne har, mener Fukuyama.

Der er grund til bekymring for den liberale demokratiske model. I USA er modellen i fare. Men også i Europa glider magten over til et på mange måder svagere Bruxelles. Fukuyama frygter rent ud sagt, at det er begyndelsen til en udvanding af det liberale demokrati, som vi kender det i dag.

TV: »Kina kommer ikke til at dominere verden«:

Kilde: Aarhus Universitet via YouTube

Det bliver uklart for befolkningerne, hvor magten ligger. Han nævner også en række af de udfordringer, den vestlige verden står over for efter finanskrisen med Tea Party-bevægelsen i USA og med en række nynationalistiske retninger i Europa på fremmarch af samme grund. Her udfordres det liberale demokrati for alvor.

Med Fukuyama som guide...

Bogen giver en lang række landeanalyser ud fra de tre søjler. Han beskriver svage statsdannelser som f.eks. i Afghanistan, hvor klanerne ikke har tænkt sig at afgive magt til en næsten ikke-eksisterende stat. Afghanistan er dermed i samme klub som en lang række andre lignende »lande«, der ikke har en effektiv stat og dermed ikke kan udøve magt og håndhæve lov og orden. Og han nævner det, han entydigt identificerer som middelklassens oprør under Det Arabiske Forår og forsøger gennem sine modeller at finde belæg for, hvorfor det så gik galt alligevel. Revolutionerne fik aldrig ordentligt fodfæste, men endte som i tilfældet Libyen med et samfund i opløsning og dermed et offer for radikaliserede grupper, der tog magten.

Fukuyama har mange tilhængere, og mange er stærkt uenige med ham, og man har som almindelig læser også en gang imellem den opfattelse, at historien passer lidt for godt ind i de modeller, han opstiller. Han går grundigt til værks, og det er rent ud sagt fascinerende at »gå på tur« i det Europa, man kender så godt, med Fukuyama som guide. For hans måde at beskrive den europæiske udvikling på og selvfølgelig også USAs er dybt inspirerende.

Der er passager, hvor man siger, at her går den altså bare ikke, Francis Fukuyama. Men hans argumentation er logisk og fremadskridende med hans version af udviklingshistorien og staternes og samfundenes udvikling, som både kan være et resultat af held, historiske tilfældigheder og selvfølgelig også bevidste handlinger fra folk, som så en interesse i at fremme netop et liberalt demokrati.

Spørgsmålet Kina

Men hvad med stater som Rusland og Kina, som begge har for meget stat, men for lidt demokratisk overskud. Kina er ifølge Fukuyama måske det eneste virkelige »eksempel på et land, der kan udfordre ideen om, at liberalt demokrati er en universel udvikling«. Kina er et af de lande, hvor det er svært at forudsige, i hvilken retning det kommer til at gå. Det er meget afhængigt af den voksende middelklasse. Men Fukuyama mener ikke, at den rigtige test på Kinas fremtidige udvikling er i gang endnu. Den vil først komme, når væksten aftager, og der bliver et behov for gennemgribende reformer. For så længe økonomien buldrer af sted, vil der næppe komme store forandringer i etparti systemet.

Men når man så har opnået det liberale demokrati, er det så slut på udviklingen? Overhovedet ikke. Der skal hele tiden kæmpes for at bevare det. For Fukuyama advarer også om, at det, man har opnået, hurtigt kan forsvinde. Så selv om man er heldig og lever i Danmark eller i USA, er der ingen grund til at slappe af. Tværtimod. Der skal kæmpes for at bevare det, man har. For det liberale demokratis største fare kommer ikke udefra. Men indefra på grund af interne problemer, der langsomt kan æde det liberale demokrati op.

Titel: »Political Order and Political Decay«
Forlag: Farrar, Straus and Giroux.
Pris: 34 dollar (uden skat).