Det europæiske sammenhold overlever både britexit og grexit

Terror og økonomisk krise har styrket EU. Også selv om kræfter, der modarbejder samarbejdet, i dag står stærkere. Højre­partierne kan nemlig ikke enes om meget andet end at være imod.

Den britiske premierminister, David Cameron, har lovet en afstemning om briternes forhold til EU, hvis han vinder det kommende valg. Her er han på løbetur, som mange andre statsledere også ynder at gøre, i Chadlington i det sydlige England.
Læs mere
Fold sammen

Om en uge er der valg i Græken­land. Et valg, som kan ende med at sende det forgældede land ud af euroen. Til maj skal briterne til parlamentsvalg, og ender det med flertal til den konservative David Cameron, vil han sende det britiske EU-medlemskab til afstemning i en eller anden form. Læg dertil, at den blodige terrorhandling mod satiremagasinet Charlie Hebdo har givet endnu mere vind i sejlene til de kræfter i Europa, som gerne så EU-samarbejdet svækket og nationalstaternes glans­periode tilbage.

Men selv om Den Europæiske Union kan synes i noget, der ligner mental opløsning, så er der som tilhænger af et stærkt europæisk fællesskab også meget at glæde sig over.

Før det første er der fortsat flere lande, der gerne vil ind i EU end ud. I øjeblikket er Montenegro, Serbien, Tyrkiet, Albanien og indtil for nylig også Island kandidat­lande til Unionen. Og euroen har trods turbulente år overlevet den værste økonomiske krise siden 30erne. Som medlemsland nummer 19 indførte Letland ved årsskiftet den fælles europæiske mønt. Det mest sandsynlige er, at hverken et truende »grexit« eller »britexit« bliver til noget i denne omgang. Både Storbritannien og Grækenland udnytter først og fremmest spørgsmålet i et indenrigspolitisk spil og til at presse EU for indrømmelser.

For det andet har krisen – både den ene og den anden – skabt et større sammenhold i Europa, som det er værd at bemærke. Det gælder både i tacklingen af den alvorlige konflikt med Rusland, hvor der fra russisk side ellers har været seriøse forsøg på at splitte landene og stikke kiler ind i sammenholdet. Indtil videre uden held. Manifestationen mod terror sidste søndag i Paris’ gader, hvor de europæiske ledere gik arm i arm, udtrykte et fælles budskab på et meget vigtigt tidspunkt. Nemlig at terroren skal bekæmpes, men ikke Europas muslimer.

For det tredje har EU-modstanderne i Europa vist sig at være overraskende splittede. Det lykkedes ikke en række partier på den EU- og indvandringskritiske højrefløj på tværs af grænserne at skabe en fælles gruppe i EU-Parlamentet. Og den meget mindre gruppe, EFDD, som er domineret af britiske UKIP, smuldrede i oktober sidste år, da et lettisk medlem meldte sig ud. EU-modstanderne ser forskelligt på en række sager – især økonomien, hvor nogle er mere orienterede mod en liberal deregulering, mens andre har deres udspring i bevægelser, der er mere orienteret mod en større stat og en udbygget offentlig velfærd. Det, de har til fælles, er den nationale dagsorden og modstanden mod indvandring.

For det fjerde kan nævnes, at den længe efterlyste fælles europæiske offentlighed sjældent har været mere nærværende end i forbindelse med Paris-terroren. Debatten om karikaturer, ytringsfrihed, islam, terror og frihedsbegreber er ikke national, men europæisk. Det samme gælder debatten om, hvordan landene kommer ud af den økonomiske krise ved at spare eller forbruge, om pensioner og tilbagetrækning, skattely, undervisning i skolen, håndtering af flygtninge fra Syrien, muslimske tørklæder og meget andet. Det er slående, hvordan den offentlige debat i de europæiske lande mere og mere ligner hinanden. Måske fører det også til en større forståelse.