Det britiske alternativ

Jeremy Corbyn risikerer at splitte Labour, og partifæller advarer om, at man måske aldrig vil kunne genvinde magten med ham som formand. Men et venstreorienteret bud på en ny økonomisk kurs er ikke ekstremisme, lyder det fra økonomer. Det er bare en politisk vision og et ønske om at prøve noget andet.

Jeremy Corbyn er favorit til formandsposten i Labour, men flere tidligere Labour-topfolk frygter den røde Corbyns retning på økonomiske spørgsmål­. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

LONDON: Det var i slutningen af juni, og ikke engang demonstranterne selv kunne forestille sig omvæltningen blot to måneder senere. Titusinder af mennesker bevægede sig en lørdag eftermiddag gennem Londons centrum og ned mod Westminster i protest mod bebudede dramatiske offentlige nedskæringer og spareplaner. Men det blev knap bemærket i den britiske hovedstad.

I forvejen var andre tusinder af nysgerrige samlet kun få hundrede meter fra det britiske parlament på Trafalgar Square til en West End-præsentation af bidder fra de mest populære musicals. Og demonstrationen, der passerede forbi, virkede kun som en markering af tabernes magtesløshed efter det netop overståede valg. En ny britisk regering med det første konservative flertal siden 1997 havde smidt koalitionspartneren og fortolket valgresultatet som et klart mandat fra vælgerne til at fortsætte indskrænkningen af den offentlige sektor.

Sammen med finansminister George Osborne var premierminister David Cameron i fuld gang med at trække linjer op for en »nødvendig« fortsættelse af en stram økonomisk politik, der for nogle ministerier kan betyde generelle nedskæringer på omkring 30 procent. Etablerede velfærdsgoder vil også komme under lup og blive reduceret mest muligt, var budskabet.

Af de britiske medier havde kun The Guardian pligtskyldigt fulgt forspillet til demonstrationen i London mod regeringens linje, og den britiske venstrefløjs flagskib havde endda etableret en live-blog, der lidt halvsøvnigt fulgte demonstranterne og talerrækken.

»Russel Brand ankommer til demo’en,« meddelte bloggen ved middagstid for lige at markere, at komikeren, provoen og aktivisten i det mindste kunne kaste en smule stjernedrys over begivenheden. Caroline Lucas, De Grønnes ene parlaments­medlem, var der også. Og, nåh ja, den »håbefulde Labour-formandskandidat Jeremy Corbyn« var mødt frem kun få dage efter, at han med nød og næppe havde skrabet de krævede 35 opstillere blandt Labours parlaments­medlemmer sammen.

I modsætning til de øvrige tre kandidater til at lede det gamle arbejderparti havde parlamentsmedlemmet fra Islington North afset tid til at tale til demonstranterne foran parlamentet.

»Lad os bevæge os fremad med selvtillid og optisme,« blev Corbyn citeret for i sin tale af The Guardians live-blogger.

»Det er en social bevægelse for alle os, der ændrer vores samfund til noget godt, snarere end noget der er ondt og splittet.«

Corbyn blot i birollen

I avisens efterfølgende reportage fra dagen spillede Brand hovedrollen. Corbyns citater var helt forsvundet.

Nu tager de fleste Corbyn alvorligt. Årtiers plads som moralsk stivstikker og social samvittighed på Labours bagerste parlamentsrækker er skiftet ud med en klar favoritrolle, når valget af partiets nye formand skal afgøres 12. september. Det er kommet bag på alle inklusive ham selv. Da Corbyn stillede op, erkendte han, at det kun var fordi, at det var blevet hans tur på partiets venstrefløj til »at smide hatten i ringen« og forsøge at sikre »en bredere debat« i formandsopgøret, hvor man var i fuld gang med diskussionen om, hvor langt en kommende formand ville være nødt trække Labour mod højre og tilbage til »New Labour« for at kunne gøre sig håb om at genvinde regeringsmagten.

Nu diskuterer mange spørgsmålet, om Corbyn er ved at »genføde« den britiske venstrefløj, eller om han tværtimod er ved at lægge Labour i graven. En række læserbreve og indlæg på sociale medier samt stuvende fulde huse til Corbyns valgmøder kunne måske være et signal om det første.

Det etablerede Storbritannien til højre og venstre har derimod været forenet i budskabet om, at det er ren fantasi. Selv om rendyrket socialistisk politik altid vil have sin kerne af begejstrede tilhængere, ser det kun ud som »folkets« opbakning, fastslår den ene kommentator og politiker efter den anden. De erklærer det udelukket, at et flertal af de britiske vælgere skulle bakke op om et økonomisk program, der kunne være taget fra en politisk lærebog fra 1970erne med nationaliseringer, skatteforhøjelser og skabelse af arbejdspladser ved at forbedre infrastruktur betalt ved at forøge pengemængden, der så igen vil blive dækket ind gennem offentlig vækst.

»Den slags planer vil gøre det umuligt for Labour at genvinde magten,« har kritikken af Corbyns økonomiske planer lydt igen og igen.

Forfærdede Labour-politikere mener, at det netop var vælgernes mistillid til partiets evne til at styre økonomien og holde de offentlige udgifter under kontrol, der var hovedårsagen til lussingen ved valget i maj. Ledende parlamentarikere og partispidser prøver derfor i øjeblikket desperat at finde en udvej for Corbyns forventede sejr som ny partiformand. Tidligere fremtrædende politikere med Tony Blair i spidsen advarer i dramatiske vendinger om, at partiet er på vej lige lukt i afgrunden, mens Storbritannien reelt vil få et »et-parti-styre« med Det Konservative Parti som det eneste mulige parti med premierministerposten.

40 økonomer bakker op

Derfor vakte det særlig opsigt, at udlægningen af Corbyn som gal, naiv eller bare håbløs gammeldags blev udfordret i The Observer sidste søndag, hvor 40 økonomer og intellektuelle var medunderskrivere på et læserbrev med et erklæret ønske om at afklare, »hvor »ekstremismen« befinder sig i den nuværende økonomiske debat«.

»Fra flere sider lyder anklagen om, at Jeremy Corbyn og hans støtter har flyttet sig til det ekstreme venstre på den økonomiske politik. Men det bliver ikke bakket op af kandidatens erklæringer eller politik. Hans modstand mod nedskæringer og besparelser er faktisk en almindelig økonomisk linje, som har opbakning selv fra det konservative IMF,« lød det i læserbrevet.

Historiker og medlem af Overhuset Robert Skidelsky – kendt for en omfattende biografi om den økonomiske keynsianismes fader, John Maynard Keynes – har også meldt sig på banen. Han konstaterer, at de nuværende politiske dogmer ikke har løst de problemer, der har vist sig i markeds­økonomien siden banksammenbruddet og den finansielle krise i 2008:

»Millioner af mennesker i Europa har den berettigede følelse, at den nuværende økonomiske orden ikke tjener deres interesser. Hvad vil de gøre, hvis deres protester simpelthen bliver ignoreret?«

Andre britiske økonomer er gået til modangreb. De erklærer, at læserbrevets underskrivere længe har været ideologiske modstandere af nedskæringer og den britiske regerings linje. Nogle hæfter sig ved Corbyns løfter om at genåbne kulminer og kalder ønsket om yderligere skatteindtægter på 120 milliarder – britiske pund – årligt ved at lukke skattehuller og slå ned på multinationale selskaber ren politisk tankespind, der vil føre til retssager og give voldsomt bagslag på det internationale finansmarked. De beskriver også de praktiske problemer ved at omgøre privatiseringen af de britiske jern­baner. Flere anerkender dog, at utilfredsheden med høje billetpriser og et uigennemskueligt virvar af selskaber kan gøre netop dét til et populært politisk projekt.

Hjemmesiden Thisismoney konkluderer i en gennemgang af Corbyns økonomiske program, at den britiske regering allerede har pumpet enorme mængder »nye penge« ind i banksektoren for at imødegå krisen, og at man godt kan argumentere for, at den økonomiske stimulans kunne bruges med mindst lige så stor gavn for samfundet, hvis pengene eksempelvis blev brugt på at udbygge skoler, reparere veje og jernbaner, støtte uddannelsessystemet samt udbygge hospitaler. Corbyns erklærede ønske om at etablere en national investeringsbank »for folket« er af nogle økonomer blevet sammenlignet med EUs håndtering af den økonomiske krise. Corbyn ønsker blandt andet at bruge banken til at finansiere 240.000 nye boliger om året for at afhjælpe den store boligmangel, der især lægger et voldsomt pres på britiske unge.

Der er gang i noget derude

Bannerføreren for ortodoks liberalisme, The Economist, har derimod placeret sig solidt blandt de skarpeste kritikere af de politiske visioner. Det politisk-økonomiske magasin ser den svulmende opbakning til Corbyn som et »ekko« af fremgangen for andre europæiske partier som græske Syriza og spanske Podemos. Den »gamle socialist« Bernie Sanders’ medvind i USA bliver også taget med med det fællestræk, at »de alle har skabt en dynamik med nye, hovedsageligt unge tilhængere, der er bekymret over globalisering og ulighed«.

»Hvis det var hemmeligheden bag fremgangen, ville Storbritannien aldrig være faldet fra hinanden i 1970erne, og Tony Blair ville ikke have vundet tre valg i spidsen for et moderniseret centrum-venstre Labour-parti,« konstaterer The Economist bidende og advarer om, at udviklingen på venstrefløjen også kan give bagslag for Det Konservative Parti, fordi der vil mangle en modvægt til at holde styr på Camerons egen lige så forskellig­artede og uregerlige flok.

Indtil videre nyder konservativt sindede kommentatorer og politikere dog balladen hos det gamle arbejderparti i fulde drag. Camerons partistrateger har ladet sympatisk indstillede medier vide, at de fra dag ét med Corbyn som oppositionsleder er parate til at udstille hans økonomiske politik som den skinbarlige galskab gennemsyret af venstreorienterede ideer fra en for længst svunden og katastrofal tid for det britiske samfund.

Men de formodede fem år til næste britiske parlamentsvalg er lang tid. I øjeblikket er der ikke meget, der tyder på, at briterne er parate til dramatiske ændringer i den liberale økonomiske kurs. Kunsten for Cameron bliver at få vælgerne til at føle, at kommende voldsomme nedskæringer og besparelser også i sidste ende kommer dem personligt til gode og ikke bare tilgodeser samfundets top og den finansverden, der satte den økonomiske sikkerhed over styr og udløste den nuværende krise. Lykkes det ikke, kan der måske blive plads til nye tanker, og Corbyn står klar, hvis han om et par uger har fuldført den spektakulære rejse fra overset venstrefløjsaktivist med overskredet sidste salgsdato til Storbritanniens nye oppositionsleder med ret til at stille premierministeren de skarpe spørgsmål i parlamentet.

»Det er virkelig forbløffende, hvad der er er gang i derude. Noget i en fælles bevægelse båret af optimisme,« sagde Corbyn til BBCs interviewer i en præsentation for nylig.

Siddende i skjorte uden slips suppleret med TV-optagelser af ham på vej væk fra Westminster på cykel og med cykelhjelm lignede Corbyn måske ikke en leder med revolutionære drømme, men til gengæld udstrålede han en principfast politiker, der selv ønsker at stå inde for det, han siger. Sidst i interviewet tilbød han den kvindelige udspørger noget af sit »helt friske syltetøj« hjemmelavet fra egen lille kolonihave. På spørgsmålet om han virkelig selv tror på, at han har nogen chance for at få premier­ministerposten, svarede Corbyn uden at løfte stemmen på sin sædvanlige underspillede og eftertænksomt seriøse facon:

»Regeringen er i færd med lovgive om reformer af velfærden, der skader de allerfattigste. Jeg er ikke sikker på, at vælgerne vil være særligt glade for det om fem år.«