Derfor kommer der ikke lynvalg – Løkke får brug for langt sejt træk

Lars Løkke Rasmussen er bagud på point og har brug for tid til at komme på omgangshøjde med S-formand Mette Frederiksen.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), da Regeringen præsenterede et udspil til en sundhedsreform. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali

Det er svært at spå, især om fremtiden, har en klog mand sagt.

Og så alligevel.

For når der skal gøres status efter Lars Løkke Rasmussens lancering af sin sidste store offensiv inden valget – en ambitiøs sundhedsreform – står det mere klart end nogensinde, at regeringschefen får brug for et langt og sejt træk, hvis han skal finde et stærkt afsæt for den kommende valgkamp.

Forude venter et forløb, hvor regeringen vil gå i dialog med de afgørende aktører i sundhedsvæsenet for i detaljer at udlægge sundhedsreformen og tage imod ideer, der vil kunne indarbejdes i reformen. Det ventes at tage to-tre uger.

Dernæst venter politiske forhandlinger på Christiansborg, og selv om de øvrige partier i princippet skal indbydes, er den politiske virkelighed, at Dansk Folkeparti kommer til at løfte reformen. I oppositionen har man skudt så målrettet efter reformudspillet, at det er utænkeligt, at der kan laves en bred politisk aftale.

Derudover har det fra begyndelsen været Lars Løkke Rasmussens håb, at sundhedsreformen vil kunne laves i et tæt samspil med DF. Det vil kunne gøre det klart for vælgerne, at blå lejr kan lave aftaler på et felt, som virkeligt betyder noget for befolkningen. Men selv om der er 99 procents sandsynlighed for, at regeringen og DF indgår en aftale, er reformudspillet stort, og derfor kommer forhandlingerne til at tage tid, før der kan sættes underskrift på aftalen. Det kommer derfor også til at tage tre-fire uger.

Endelig står det klart, at præsentationen af reformen blev så rodet og blev genstand for så mange angreb, at det kommer til at kræve en større offensiv fra Løkkes side, hvis han skal kunne overbevise vælgerne om, at netop hans komplekse plan er den rigtige medicin for sundhedsvæsenet.

Dermed når vi frem til, at hvis der skal afholdes et folketingsvalg inden valget til Europa-Parlamentet den 26. maj, bliver der tidligst folketingsvalg i slutningen af marts – og formentligt snarere i april.

Socialdemokratiet fik god tid

Som situationen er nu, er det først og fremmest S-formand Mette Frederiksen og rød lejr, som har grund til at glæde sig over den storpolitiske stilling. Løkke fik forsinket sin egen reform så mange gange, at Socialdemokratiet fik god tid til at præsentere sin egen enkle plan, der først og fremmest er bygget op om et løfte om at uddanne flere sygeplejersker. Desuden fik S tid og rum til at køre en effektiv kampagne i offentligheden, hvor man kraftigt har advaret mod regeringens »centraliseringsplaner« for sundheden.

I den sidste fase fik S-toppen kærkommen hjælp fra uventet side.

Fremtrædende venstrefolk begyndte også at advare mod centralisering, og dermed har de reelt været med til at underminere Løkkes budskab om, at hans reform først og sidst skal føre til bedre lokale sundhedstilbud i kraft af de nye sundhedsfællesskaber og sundhedscentre.

Det er forståeligt, at Venstres regionale politikere har været skeptiske. Og det var ventet, at den nye V-profil Stephanie Lose, der er formand for Region Syddanmark, ville kæmpe for regionernes overlevelse.

Langt mere problematisk er det, at folk fra Venstres folketingsgruppe har deltaget i kritikken, ligesom det gør ondt, når markante folk som Herning-borgmester Lars Krarup og Søren Gade forstærker angrebene mod Løkkes reform.

Fremover behøver S-toppen blot at henvise til, at der langt ind i Venstres egne rækker er protester mod sundhedsreformen. Og dermed skal Løkke pludselig kæmpe på to fronter.

I DF-ledelsen er man på det rene med, at præsentationen af reformen ikke er forløbet efter bogen. Men der er håb om, at det kan lykkes at vende slagets gang. For Kristian Thulesen Dahl og co. er det selvsagt vigtigt, at vælgerne bliver mere positivt stemt over for reformen. For det er ikke et tillokkende perspektiv at gøre sig til en del af en stor sundhedsreform, hvis mange vælgere er mistænksomme over for forehavendet.

Håbet er, at det i den kommende tid vil lykkes for Løkke at få opbakning til i hvert fald store dele af planen fra sundhedsvæsenets nøgleaktører. Dernæst satser regeringen på, at man i forhandlingerne med DF vil kunne vinde yderligere terræn ved løbende at forklare offentligheden om de forbedringer, som reformen vil føre til. Endelig satser man på at kunne udstille, at Socialdemokratiets forslag om at ansætte 1.000 ekstra sygeplejersker kun vil være en meget lille håndsrækning til sundhedsvæsenet, og at det ikke vil være nok til at løse de mere grundlæggende udfordringer.

Hvorvidt det vil lykkes at vinde den kamp, er i den grad et åbent spørgsmål.

En bunden opgave skal løses

Faktum er, at Løkke er bagud på point. Både helt bogstaveligt i meningsmålingerne, hvor rød blok fortsat fører, men i høj grad også i forhold til at få solgt sin reform som en vej til at skabe et mere borgernært sundhedsvæsen, hvor flere ting vil kunne løses lokalt.

Skal Løkke vinde, er det vigtigt, at noget så fundamentalt som de overordnede økonomiske rammer for det nye sundhedsvæsen ikke flagrer i vinden. Der må ikke kunne rejses tvivl om, hvorvidt finansieringen er på plads – ellers kommer de store organisationer for sundhedsvæsenets ansatte med garanti ikke med på vognen. Derudover skal Løkke vinde den debat, der handler om, hvorvidt reformen er lig med decentralisering – eller centralisering.

Sidst men ikke mindst skal en bunden opgave løses. Og kun hvis det sker, vil Løkke kunne kommunikere sit budskab og komme i dialog med befolkningen. I al sin enkelhed handler det om, at Løkke skal have sit parti med sig. Hvis kritikerne i Venstre – med Søren Gade i spidsen – fortsætter med at skyde løs på reformen, vil Løkke stå i en umulig situation, hvor han vil være under beskydning fra både fjender og venner på samme tid.

I værste fald vil det efterlade vælgerne med et billede af, at Venstre endnu engang er et parti i splid med sig selv. I løbet af det seneste år har danskerne allerede været vidne til partiets heftige interne opgør om forholdet til EU og balancen mellem land og by, ligesom venstrefolk i værdipolitikken har været åbenlyst uenige om blandt andet behovet for at indføre burkaforbud og lade kommende danskere give hånd ved tildelingen af et dansk statsborgerskab.

Den form for uenighed er skadelig, og den giver ikke et overbevisende afsæt til at kunne vinde det næste skelsættende valg, som ikke venter lige om hjørnet, men som dog rykkere tættere på for hver dag, der går.