Derfor er fløjenes faktakrig så forvirrende

På nogle punkter har begge sider reelt ret, for det handler om øjnene, der ser, og på andre punkter er det bare helt umuligt at spå om, hvad Danmarks muligheder er.

Arkivfoto: Statsminister Lars Løkke Rasmussen, udenrigsminister Kristian Jensen, justitsminister Søren Pind og politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen kickstarter tirsdag den 3. november ja-kampagnen frem mod folkeafstemningen den 3. december. Det sker ved en uddelingsaktion ved Nørreport Station Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Med kun en uge til folkeafstemningen om retsforbeholdet fyger det konstant med anklager om både skræmmekampagner, vildledning og usandfærdigheder.

Er du en af dem, der bliver mere forvirret end oplyst af faktaskytset, der skydes frem og tilbage mellem ja- og nej-siden, så er der ikke noget underligt i det. For på en række punkter kan begge fløje siges at have ret. Og samtidig står det klart, at bagtæppet for de mange udsagn og spekulationer er en dansk særposition på uprøvet juridisk terræn.

Lad os tage et eksempel. Udsigten til at få en dansk parallelaftale om politisamarbejdet Europol, hvis det bliver et nej 3. december. Mens nej-siden mener, at det burde kunne klares i et snuptag, advarer ja-siden mod, at det langt fra er givet og i så fald vil tage lang tid.

Et argument ad gangen. Ja, parallelaftaler kan lade sig at gøre. Danmark har ved flere tidligere lejligheder fået grønt lys til parallelaftaler, vi er eksempelvis med i Dublin-forordningen om behandlingen af asylansøgere til trods for vores retsforbehold. EUs argumentation i forhold til at indgå parallelaftaler er gået på, at en aftale skal gavne hele EU, ikke kun Danmark - og det må klart siges at være tilfældet, når det handler om, hvorvidt det dygtige danske politi stadig skal være med i det fælles politisamarbejde.

Modargumentet, at en aftale slet ikke er sikker, er på sin vis også helt korrekt. For der er flere eksempler på, at EU har sagt nej til et dansk ønske om en parallelaftale. Det skete eksempelvis, da vi i 2001 fik afslag på at være med i konkursforordningen, som står på ja-partiernes tilvalgsliste nu.

Kort og godt ved hverken ja- eller nej-siden, hvordan det vil gå, hvis og såfremt Danmark står i den situation, at vi skal indlede forhandlinger om en parallelaftale. For der er ikke rigtig noget fortilfælde at sigte efter. Europol bliver i sin nye overstatslige form, som er ved at blive forhandlet på plads i dag i Bruxelles, et EU-agentur, og der eksisterer simpelt hen ikke nogle eksempler på, at der er indgået parallelaftaler om et lands deltagelse i EU-agenturer.

Et andet eksempel. Kan Danmark droppe ja-partiernes tilvalgsordning og i stedet bare få en »snævrere« tilvalgsordning, hvor vi udnytter muligheden for et »tag-selv-bord«, som vi fik med Lissabon-traktaten, men i den danske lovgivning bare kun vælger Europol og enkelte andre småting til, så der også på sigt skal afholdes folkeafstemninger, hvis vi skal være med i mere?

Det er den mulighed, som nej-sidens peger på som en Plan B, men som ja-siden har kaldt urealistisk - og også her støttes begge fløjes argumenter af hver deres juridiske vurdering.

Juristerne i Justitsministeriet har i et svar til Folketinget slået fast, at der hverken i Grundloven eller i den pågældende EU-protokol skulle være noget til hinder for, at man gennemfører folkeafstemninger hver eneste gang, der skal afgives suverænitet.

Den mand, der i sin tid udformede aftalen om de danske EU-forbehold, den tidligere chef for EU-ministerrådets juridiske tjeneste, Jean-Claude Piris, har derimod afvist, at sådan en Plan B-tilvalgsordning kan lade sig at gøre. For selve rammen for tilvalgsordningen er med hans ord »ikke til diskussion«.

Bottom line: Ingen af juristerne kan sige noget med 100 pct. sikkerhed - kun tiden må vise, hvad der kan eller ikke kan lade sig at gøre, hvis vi kommer dertil - for det har aldrig været prøvet før i EUs historie.

Det behøver ikke engang at handle om de tekniske og juridiske spidsfindigheder, førend fakta-diskussionen bliver svær. Det samme er tilfældet, hvis vil zoome ind på, hvad afstemningen næste torsdag rent faktisk handler om.

Ja-siden mener, at svaret ligger i det bogstavelige indhold af de 22 udvalgte retsakter og muligheden for fortsat dansk medlemsskab af Europol. Kort og godt. For nej-siden er omdrejningspunktet et helt andet, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt der skal gives et »carte blanche« til de EU-begejstrede partier i Folketinget, så det fremadrettet er dem, og ikke befolkningen, der skal beslutte, om Danmark skal være med i mere EU-samarbejde. Og hermed afgive mere dansk suverænitet til det store maskineri i Bruxelles.

Og begge parter har i bund og grund ret. Ja, det handler om en række konkrete retsakter, for det er dem, som Danmark her og nu skal træde ind i, hvis det bliver et ja. Men ja, tilvalgsordningen vil også betyde, at det bliver et almindeligt flertal i Folketinget og ikke en folkeafstemning, der på sigt skal afgøre, om Danmark skal vælge flere og nye retsakter til.

Der er naturligvis en grund til, at fløjene fokuserer på hver deres. For det er klart i ja-sidens favør at holde sig til de specifikke retsakter, som i langt de flestes ører lyder fornuftige. Selv på nej-siden har det været svært for mange at afvise en række af de forordninger og direktiver, som vil give dansk politi nyttige redskaber, borgerne bedre rettigheder på tværs af grænserne og lige vilkår for danske virksomheder.

Nej-siden profiterer derimod af at holde diskussionen på den mere principielle og overordnede bane. Her kan de spille op imod en voksende EU-skepsis og den udbredte modstand mod EUs udlændingepolitik, som den igangværende flygtninge- og migrantkrise kun har båret ved til. Og de kan så tvivl om, hvorvidt borgerne kan stole på de EU-positive partier - og det er i en tid, hvor løftebrudsanklager nærmest har været dagligdag på Christiansborg, og borgernes tillid til de folkevalgte generelt ligger på et meget lille sted.

Ja-siden påpeger godt nok gang på gang, at jo mere viden folk får om det egentlige EU-samarbejde, de gerne vil have Danmark med i, jo mere hælder de til et ja. Deres udfordring er bare, at det i høj grad er nej-siden, der har formået at sætte den store dagsorden.

Det synes ikke at være småkravsforordningen eller mæglingsdirektivet, som Hr. og Fru Danmark diskuterer over aftensmaden eller på Facebook. Nej, det er asyl- og udlændingepolitikken i Bruxelles - som ja-siden ellers igen og igen understreger slet ikke er aktuelt - og troværdigheden af en statsminister-garanti.