Derfor blev Hillary Clinton upopulær

Clinton-familien er for mange en gåde. Og det hjælper ikke, at Hillary Clinton stort set aldrig svarer på spørgsmål.

Igen ønskede Hillary Clinton ikke at besvare mange spørgsmål om mail-sagen, da hun tirsdag holdt pressemøde i forbindelse med en kvindekonference i FNs hovedkvarter. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

WASHINGTON: Pludselig er amerikanerne kommet i tanke om, hvorfor Hillary Clinton var så upopulær, da hun var nationens første­dame i 1990erne. Det var stort set umuligt at få kendskab til det, hun foretog sig.

Hillary Clinton blev i 1993 sat i spidsen for sin mand, præsident Bill Clintons, reform af det amerikanske sundhedssystem. Men det var nærmest umuligt for offentligheden bare at få at vide, hvem der var medlemmer af den komité, hun havde nedsat for at give sig selv råd. Og da spørgsmålene om en række investeringer, hun og hendes mand havde foretaget sig i guvernørtiden i Arkansas, kørte for fulde omdrejninger i midten af 1990erne, varede det længe, inden hun trådte frem for at forklare sig.

Selv om Hillary Clinton ikke er den eneste politiker, der forsøger at holde kortene tæt ind til kroppen, så mestrer Clinton det til fulde og i et omfang, som ikke kun irriterer hendes fjender, men også hendes venner.

Senest med affæren omkring hendes e-mail, da hun var udenrigsminister. Hillary Clinton valgte udelukkende at bruge sin private mail og ikke ministeriets officielle.

Ovenikøbet brugte hun en mailadresse, der var direkte tilknyttet en personlig server, som Bill Clinton havde anskaffet sig. Så det var ikke en Gmail eller en Yahoo mail, hun benyttede, men en helt privat, hvilket gør det stort set umuligt at undersøge, om hun har overholdt de få retningslinjer, der er for offentligt ansatte, når det drejer sig om at bevare mail.

Selvfølgelig har der været andre, der har gjort det samme, og det er også tilladt at anvende sin egen mail. Men Hillary Clinton gjorde det i modsætning til sine forgængere så grundigt, at hun har åbnet en flanke. For hvad var motivet? Som hun på en presse­konference forleden sagde, så kunne hun i bagklogskabens lys godt se, at hun skulle have anvendt sin personlige mail side­løbende med den officielle. Men det gjorde hun så ikke – af bekvemmelighedsgrunde.

Nogle af hendes forgængere har også anvendt personlige e-mail. Men de har altid haft et cc på mailene til en officiel ministeriel e-mail, så de kunne arkiveres behørigt. Og dette cc var automatisk sat til, så det krævede et aktivt fravalg ikke at sende det til arkivering i ministeriet, hvis det var mail af privat karakter.

Og som et direktiv fra det nationale arkiv dateret 2009 – et år efter at Hillary Clinton tiltrådte som udenrigsminister – anviser, så er det i orden at sende personlige mail. Men det understreges, at det er medarbejderens opgave at sikre, at sådanne mail sendes på en måde, så de kan arkiveres for eftertiden. Det skete ikke i Hillary Clintons tilfælde. Først for nylig gik man i ministeriet i gang med en arkivering, og i mellemtiden har Hillary Clinton sendt godt 30.000 mail til ministeriet til arkivering og slettet yderligere 30.000 af »privat karakter«.

Som hun selv formulerede det:

»Mange af de mail, jeg sendte, var til medarbejderes mail i ministeriet eller i andre offentlige institutioner, og de er således blevet bevaret­«.

Hun undgik på en pressekonference midt på ugen at svare på, hvad der så er sket med de mail, som ikke var sendt til offentlige mailsystemer. Og det er ifølge hendes kritikere typisk hende. Aldrig at svare på noget som helst, hvis det kan undgås, for hun frygter at blive hængt op på det senere, når og hvis hun stiller op som præsidentkandidat.

Bill Clinton har blot sendt to mail

Men er det en undskyldning, der holder? Ifølge flere demokrater, som Berlingske har talt med, så har affæren været katastrofal for hende, fordi hun var meget sent ude med forklaringer, og fordi kombinationen af en personlig e-mail knyttet til en privat server og så hendes totale arrogance over for at aflevere de pågældende mail er eksplosiv.

»Husk på, at ministeriet skulle rykke hende, før der skete noget,« som en demokratisk kilde siger.

Hillary Clinton kommer til at arbejde hårdt for at genoprette troværdigheden og få de mange ulogiske forklaringer til at hænge sammen. Hvis hun da overhovedet forklarer noget. For hun har stort sikke ikke deltaget i større pressekonferencer med politiske reportere, siden hun sidst stillede op som præsidentkandidat for Det Demokratiske Parti i 2008, skriver The New York Times.

Jo, i ministeriet holdt hun presse­konferencer, men det var om USAs udenrigspolitik. Om hende selv og hendes politik har der været larmende tavshed i seks år.

Nogle af de ting, hun vil blive foreholdt, er f.eks. hendes udsagn om, at det meste af hendes private mail-korrespondance var om datteren Chelsesas bryllup og begravelsen af moderen, og så for en stor dels vedkommende en korrespondance med hendes mand, Bill Clinton. Men sidstnævnte har for nylig sagt, at han kun har sendt to e-mail i hele sit liv. Og når hun på presse­konferencen sagde, at hun havde valgt én enkelt privat e-mail, så var det, fordi hun ikke magtede at have flere computere og mobiltelefoner. Forleden sagde hun på en konference i Silicon Valley, at hun brugte masser af udstyr i det daglige, blandt andet to forskellige iPads, en iPhone og en Blackberry.

Det er ikke kun hendes modstandere, der hænger sig i den slags detaljer lige nu. Det gør hendes tilhængere også, fordi det kan få stor betydning, når først hun konfronteres med de barske politiske journalister frem for de mere uskyldige spørgsmål fra de TV-morgen­værter, politikerne elsker, fordi de ved, at de sjældent bliver stillet spørgsmål, de ikke kan slippe uden om.

Hvem betaler til Clinton-fonden

Samtidig trænger en anden sag sig på – sagen om Clinton Foundation og fondens donorer. Flere og flere spørger sig selv, hvordan Hillary Clinton kan tage imod millioner af dollar fra lande som Saudi-Arabien, Kuwait, Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Oman, Algeriet og Brunei, når netop hendes fond forsøger at fremme kvinders rettigheder og menneskerettigheder generelt.

Og flere konservative bevægelser, som i forvejen hader Clinton-­familien, forsøger nu at få aktindsigt i midlerne fra disse lande for at finde ud af, hvor mange millioner der er gået ind på fondens konto i den tid, hun var udenrigsminister.

Politisk er det en rigtig grim sag. For de konservative bevægelser har flittigt citeret præsident Barack Obama for, at »udenlandske penge er en trussel mod vores demokrati«, samtidig med at de samme bevægelser viser en smilende Hillary Clinton i selskab med repræsentanter for nogle af denne verdens mest hårdkogte stater, når det drejer sig om undertrykkelse af menneske- og kvinderettigheder.

Tavsheden har været rungende fra Clintons side. Her i ugen undgik hun lige akkurat spørgsmål om fonden og midlerne fra Saudi-Arabien. Og Bill Clinton har ikke gjort sagen bedre ved at sige, at man i den situation må opveje, »om det gør mere godt, end det gør skade, hvis nogen fra et andet land hjælper til«. Altså at pengene fra Saudi-Arabien gør mere gavn end skade ved at nå frem til Clinton­-familiens pengetank.

Men hvad der skulle have været Hillary Clintons store politiske fremstød – nemlig en videreudbygning af hendes store kvinde­rettighedstale i Beijing i 1995 – truer med at blive noget helt andet, fordi hun ikke kan eller vil redegøre for fondens linje. Og det står også uklart, hvor mange dollar hun i øvrigt modtog, mens hun var udenrigsminister, og hvad prisen har været for at få del i de mange millioner. Bill Clinton sagde, at man holdt udenlandske penge ude af fonden, mens hun var udenrigsminister. Men der er en stærk mistanke om, at det langtfra var tilfældet, og spørgsmålet rejses blandt andet af konservative medier som Washington Examiner.

De to sager er blandet sammen. For mail-sagen drejer sig selvfølgelig også om, hvorvidt hun har destrueret mail, der kan give et indblik i netop spørgsmål om fonden­, mens hun var udenrigsminister. Sådan fortolker kritikerne i hvert fald de svar, hun foreløbig har givet. Og dermed er hun blottet­ ved en præsidentvalgkamp, hvor kritiske spørgsmål uvægerligt igen vil blive stillet.

»De folk, der donerer penge til os, ved, hvad vi står for. Er vi enige i alt, hvad de foretager sig? Nej, det er vi ikke,« sagde Bill Clinton, da han skulle forsvare fondens indtægter­.

Men ellers er det småt med hendes egne forklaringer, og ofte er det sådan, at hendes korte bemærkninger hist og pist bliver fortolket af de rådgivere, hun omgiver sig med. Hun ønsker ikke selv at gå i dybden med spørgsmålene. Stadardudtrykket »Det, Hillary Clinton mener, er...« bruges flittigt af hendes rådgivere.

Kritik fra sine egne

Kritikken af Hillary Clinton kommer ikke alene fra højrefløjen, men nu også fra de mest liberale medier som f.eks. The New York Times, som har haft en række særdeles kritiske artikler om Clintons fond og hendes e-mail-problemer. Og det har været i en sådan grad, at konservative bloggere spøgefuldt har spurgt, om den nye chefredaktør hedder »Rush Limbaugh« – en af de konservatives mest notoriske Clinton-hadere, som har et tre timers dagligt radioshow, der er blandt det mest lyttede og sete i USA – så populært, at det også sendes på TV.

Også en række af hendes partifæller har været ude med kritik af hende. Den demokratiske senator Diana Feinstein sagde inden pressekonferencen, at Hillary Clinton burde forklare sig. Og en række andre demokrater har udtrykt bekymring over affæren, for hun er som kandidat yderst sårbar. Selv om hendes popularitet lige nu er ganske høj, så holder det formentlig ikke, hvis hun beslutter sig for at stille op. Så vil de kritiske spørgsmål blive hverdag for hende.

En af de personer, der knuser tal og statistikker for The New York Times, Nate Cohn, noterer sig, at Hillary Clintons popularitet er på vej ned, og at hun er ved at udvikle sig til en normal præsidentkandidat, der skiller vandene. De fleste demokrater kan da også sagtens huske Hillary Clintons forsøg på at nå til toppen af magten i 2008, da hun stillede op som partiets præsidentkandidat mod den forholdsvis ukendte Barack Obama. Hun tabte, og det kan hun ifølge Cohn sagtens gøre igen.

»Hun har forsøgt at afskærme sig fra indenrigspolitik, da hun var udenrigs­minister, og da hun lå i toppen af popularitets­kurven, lå hun på 60 procent. Nu er hun nede på under 50 procent og nærmer sig det, Obama og republikanernes kandidat, Mitt Romney, lå på i 2012. Altså normalen for en kandidat. Og da hun var førstedame i Det Hvide Hus lå hendes popularitetstal oftest i bund, når hun stod i spidsen for politiske projekter. Så der gives ikke nogen garanti for, at hun nødvendigvis vil kunne vinde i 2016 over en republikansk kandidat.