Den nye regerings sande vinder: Thulesen kan gøre comeback

DF-leder Kristian Thulesen Dahl kan blive den største vinder efter dannelsen af en ny regering: Han får frihed til at profilere DFs mærkesager og får en nøglerolle i alle storpolitiske forhandlinger.

DFs leder, Kristian Thulesen Dahl, er ikke inviteret med i Lars Løkke Rasmussens nye regering, men stadig stor indflydelse. Arkivfoto: Linda Kastrup Fold sammen
Læs mere
Foto: LINDA KASTRUP

Meget skal gå galt, hvis ikke statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) snart kan præsentere et nyt ministerhold på Amalienborg Slotsplads. Her vil nyslåede ministre fra de Konservative og Liberal Alliance sende brede smil til pressen og være fulde af forventning til deres nye tilværelse på Slotsholmen.

I første omgang vil projektørlyset ikke skinne på DF-leder Kristian Thulesen Dahl, der som bekendt ikke skal være del af den nye regering. Men tag ikke fejl. I løbet af kort tid kan det vise sig, at netop Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti ender med at blive de største vindere efter omskiftelserne i blå lejr.

De seneste måneder har været hårde, grænsende til traumatiske for ledelsen i DF, som for første gang har gennemlevet en dyb og regulær krise, hvor der er blevet slået skår af deres troværdighed, og hvor de ellers så loyale DF-vælgeres tålmodighed er blevet testet til det yderste.

Undervejs har Kristian Thulesen Dahl og den øvrige ledelse svigtet ved ikke at erkende uregelmæssigheder i tide og gribe ind. Resultatet har været et langstrakt, pinagtigt og skadeligt forløb, som har gjort særligt ondt på DF, fordi selve partiets DNA er blevet udfordret: I årevis har Thulesen og de øvrige topfolk tordnet imod EU for at være elitært, verdensfjernt og ikke mindst en storforbruger af borgernes skattepenge, og pludselig viste det sig, at partiets gulddreng, Morten Messerschmidt, selv var gået til yderligheder for at trække penge ud af EU-systemet.

Forløbet har kastet DF ud i den alvorligste krise siden etableringen i 1995. Gennem to årtier har DF ellers været i stand til at udvise en imponerende fremgang, som kulminerede ved valget i 2015, da DF kunne indtage positionen som næststørste parti i Folketinget – med potentiale til yderligere vækst – lige indtil sagen om Messerschmidt og EU-midlerne dukkede op og fik vælgerne til at trække sig.

Når dannelsen af den kommende VLAK-regering kan vise sig at blive et afgørende vendepunkt for Kristian Thulesen Dahl, skyldes det, at han i dén grad har brug for at få lagt de pinlige sager fra Bruxelles bag sig og komme til at tale om politik igen. De politiske trædesten ligger lige foran DF-lederen, og han vil kunne appellere til store vælgergrupper i det øjeblik, han igen kan markere sine mærkesager i stedet for at skulle forholde sig til partiets kreative omgang med EU-midler.

Uden for regeringen får han et perfekt afsæt til at kunne trække DFs profil skarpere op og stille krav til de kommende ministre. Når regeringen fremlægger planer, som den gerne vil realisere, vil han i mange situationer blive omdrejningspunktet i forhandlingerne.

Naturligvis vil den nye centrale situation også rumme udfordringer. Thulesen bliver nødt til at tage medansvar for den økonomiske politik, som den kommende regering vil føre, herunder dens skatte- og erhvervspolitik. Regeringen vil forsøge at lægge tungt pres på DF, og der vil komme opgør om, hvor langt regeringen vil kunne komme med sine ambitioner. I LA har Anders Samuelsen allerede meget travlt med at annoncere, at det kommende regeringsgrundlag skal være det mest ambitiøse nogensinde. Det er blot, som om LA-ledelsen ikke har forstået, at DF i praksis vil kunne blokere for en stor del af regeringsgrundlaget, hvis Thulesen Dahl ikke er enig i retningen.

Og i modsætning til Liberal Alliance kunne Thulesen ikke drømme om at udstede ultimative krav og komme med konstante trusler om valg. Han kan blot sige nej, når han er uenig, og så må regeringsholdet med de nye ministre fra LA se, om de kan få støtte fra Socialdemokratiet, de Radikale, SF, Alternativet og Enhedslisten. Et godt gæt er, at det vil vise sig overordentligt vanskeligt.

Det betyder ikke, at Løkke, Pape og Samuelsen skal afholde sig fra at opstille ambitiøse politiske pejlemærker, men hvis de ikke i dagligdagen på Christiansborg formår at udvikle et tæt samarbejde med Dansk Folkeparti, kommer de ikke langt.

De kommer også til at indstille sig på, at DF selv vil møde op med et katalog af initiativer, som Thulesen vil presse på for at få igennem. Når det handler om udlændinge- og asylpolitikken, er Kristian Thulesen Dahl og den øvrige DF-ledelse fortsat dybt bekymret over trafikken af flygtninge og immigranter til Europa, og de forudser, at strømmen vil tage til igen. De vil derfor slås for permanent grænsekontrol for at holde indvandringen nede på et absolut minimum, for de frygter for sammenhængskraften herhjemme – økonomisk, socialt og kulturelt – hvis det ikke sker.

Partiet vil også gå meget længere i retning af at få sat gang i repatrieringen – det vil sige hjemsendelserne – og her vil partiet presse den nye regering til at få flere afviste asylansøgere og kriminelle udlændinge sendt ud af landet.

Når det gælder retspolitikken, vil DF nøje overvåge, om politiet får de nødvendige ressourcer til at klare grænsekontrol, sikre terrorberedskabet og gribe ind over for bl.a. bandekriminaliteten. Og i velfærdspolitikken vil DF vogte over, at der afsættes ressourcer til især sundheds- og ældreområdet.

Kort sagt vil der blive tale om DF-classic for fuld udblæsning, og pointen er, at Thulesen Dahl vil stå på en stærk platform, både når det handler om at kunne profilere sin politik og få sine mærkesager gennemført.

Det vil selvsagt tage tid, før Thulesen og DF har overvundet den aktuelle krise, som først kan lukkes, når undersøgelser i EU har afgjort, om Messerschmidt alene har været kreativ eller har svindlet. Men politisk kan dannelsen af en ny regering vise sig at blive en gylden mulighed for DF til at kunne lægge krisen bag sig og skabe afsæt for et comeback.

Thomas Larsen er politisk kommentator på Berlingske