Den »hemmelige« strejke kan ende i historisk ydmygelse: Alt er gået galt

Sygeplejerskernes sidste chance er at udvide deres strejke betydeligt, så den kan mærkes. Sympatien, solidariteten fra andre faggrupper og samba i gaderne er udeblevet. Imens sidder arbejdsgivere og regering og venter på, at sygeplejerskerne bliver så trætte, at de skriver under på det, de lige har stemt imod.

Sygeplejersker demonstrerer for at få mere i løn på Christiansborg Slotsplads i København. Alt tyder på, at deres strejke er for lille til, at den kan mærkes Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I Dansk Sygeplejeråds hovedkvarter i hjertet af København spejder man efter de små tegn, de første beretninger fra rundt om i landet, der kunne vise, at sygeplejerskernes strejke kan mærkes og måske endda begynder at gøre ondt. Bare et eller andet sted.

Men det er svært at få øje på.

Jo, der er nogle pårørende til demente, der er kede af det hér, og der er nogle læger, der beklager aflyste operationer dér. Ellers ikke.

I ti dage har omkring 5.000 sygeplejersker strejket landet over i det, der er ved at udvikle sig til den hemmelige konflikt.

Dansk Sygeplejeråd har udtaget så få sygeplejersker til strejke – ti procent – at det ikke belaster det danske sundhedsvæsen synderligt. Der er nogle knæ-, hofte- og brokoperationer, der bliver udskudt i nogle uger, men det er i det store og hele til at leve med.

Og lige om lidt går hospitalsvæsenet ind i en periode med sommerferie, hvor der i forvejen er skruet ned for den planlagte aktivitet i kommuner og regioner.

For landets sygeplejersker kan strejken ende som den største ydmygelse af en enkelt faggruppe i mands minde. Der er ingen kontakt mellem parterne, ingen løsning i sigte og ingen aftalte møder. Og skulle sygeplejerskerne håbe på et hurtigt indgreb i konflikten fra regeringen og Folketinget, så kan de godt glemme det.

I Finansministeriet gør man sig klar til at holde sommerferie. Medmindre konflikten truer danskernes sundhed alvorligt, eller livstruende situationer støder til, så kommer et indgreb tidligst engang til august. Hvis nogensinde.

Ingen »sambastrejke«

Når man i regnedrengenes røde bygning kigger ud ad vinduet på Christiansborg Slotsplads, kan man indimellem få øje på en lille forkølet flok af sygeplejersker i en demonstration arrangeret af en lokalafdeling. Det er ikke noget, der flytter hverken regeringen eller folkestemningen, og det er langt fra den manifestation af solidaritet og samba i gaderne, som nogen havde håbet på.

Sygeplejersker fra Regionshospitalet i Randers og Randers Kommune demonstrerer og viser morgentrafikken, at sygeplejersker er mere værd. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

Holdningen i regeringen er stålfast, at sygeplejerskerne selv må finde en vej tilbage fra den situation, de har rodet sig ud i. Med statsminister Mette Frederiksens ord træder man i sådan en situation »et skridt tilbage«.

To gange har medlemmerne af Dansk Sygeplejeråd stemt nej til aftaler om nye overenskomster, som deres fagforbunds ledelse har anbefalet. Den sidste gang skete det endda med hele to tredjedele nejstemmer og høj stemmeprocent.

Sygeplejerskerne er gået ind i konflikten med vidt åbne øjne, og deres chance var at mobilisere danskerne og ride på den bølge af sympati, som er fulgt i kølvandet på coronakrisen. Men heller ikke det er lykkedes. Formand Grete Christensen virker uengageret og svag efter to store nederlag. Sygeplejerskernes kampagne er hverken særligt skarp eller intuitivt forståelig. De færreste kan i dag komme i tanker om tre gode grunde til, at sygeplejerskerne skal have mere i løn i forhold til andre grupper.

Argument skudt ned

Faktisk er det ikke for meget sagt, at næsten alt, hvad der kan gå galt, er gået galt for Dansk Sygeplejeråd. Én ting er, at man to gange er blevet stemt ned af sine medlemmer, den slags overlever man sjældent som formand. Men derudover tyder alt  på, at man har udtaget alt for få til strejke, så konflikten ikke kan mærkes. Sympatien fra resten af fagbevægelsen er også til at overse. Hvorfor skulle man støtte kampberedte nejsigere, mens ens egne medlemmer har stemt ja.

Den brede folkelige opbakning er også udeblevet.

Og som om det ikke var nok, så skød to garvede iagttagere af den danske arbejdsmarkedsmodel i sidste uge sygeplejerskernes centrale argument for et betydeligt lønløft ned.

Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen, måtte notere et stort nederlag, da hun præsenterede resultatet af sygeplejerskernes urafstemning om forligsmandens mæglingsforslag. To ud af tre stemte imod.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix.

Sygeplejerskerne mener, at de er blevet fejlagtigt indplaceret på tjenestemændenes lønskala tilbage i 1969, fordi der var tale om et kvindefag, og kvinder havde ikke behov for andet end nogle håndører.

Men både arbejdsmarkedsforsker professor emeritus Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet og pensioneret chefkonsulent Mogens Esmarch fra Finansministeriet, der i en årrække forhandlede lønninger i det offentlige, siger til Kristeligt Dagblad, at den udlægning tangerer historieforfalskning.

Når sygeplejerskerne dengang blev indplaceret lavt, var det ikke, fordi de var kvinder, men fordi sygeplejen dengang var en treårig elevuddannelse. Der er ikke tale om en #metoo-uretfærdighed, der er fortsat årti efter årti.

Må udvide strejke

Hvis sygeplejerskerne skal gøre sig håb om at få noget ud af deres strejke og ikke blot blive tvunget til engang i sensommeren at komme krybende tilbage og indgå en aftale med regioner og kommuner, der ikke har flyttet mange kommaer i forhold til det mæglingsforslag, der blev stemt ned, er man formentlig nødt til at udvide konflikten hurtigst muligt, så det kan mærkes.

Den slags skal varsles med fire uger og koster dyrt i dræn af strejkekassen. Og så er det endda tvivlsomt, om man vil kunne få noget ud af et regeringsindgreb. Regeringen og Folketinget kan ikke gøre meget andet end at ophæve det mæglingsforslag, som sygeplejerskerne har stemt ned, til lov. Og så måske i tillæg til det sætte en proces i gang, der undersøger lønstrukturen i det offentlige.

Ansvaret ligger hos formand og ledelse i Dansk Sygeplejeråd, som forregnede sig og troede, at coronakrisen kunne være rambuk for højere løn. Og da man opdagede, at det ikke var tilfældet, havde man fået opildnet sine medlemmer i en grad, så de kun kunne fortsætte ned ad den blinde vej, hvor de står i dag.