Stort set alle politiske reformer, initiativer og kampagner i Danmark handler for tiden om at få flere hænder på arbejdsmarkedet.

Regeringen har sine målsætninger. DI advarer om, at der snart vil mangle arbejdskraft, og at der derfor vil komme flaskehalse på arbejdsmarkedet. Og hvis der er et underliggende økonomisk argument for Venstres seneste kontanthjælpskampagne, må det være at øge incitamentet til at arbejde, så udbuddet af arbejdskraft øges.

I indsatsen for at skabe flere arbejdstimer i Danmark er der dog et område, der enten overses eller ikke får den opmærksomhed, det burde: Der er flere og flere danskere ansat i deltidsstillinger, som ønsker et fuldtidsjob.

I en dugfrisk analyse fra Cevea viser vi således, hvordan der kan skabes, hvad der svarer til 61.579 nye fuldtidsstillinger, hvis de deltidsansatte, der hellere vil arbejde fuldtid, får deres ønske opfyldt. En fjerdedel af alle de ansatte på det danske arbejdsmarked arbejder i dag på deltid. De fleste af dem har selv valgt det – typisk fordi det får deres hverdag til at hænge bedre sammen. Men 18,3 procent af de deltidsansatte vil faktisk hellere arbejde fuldtid end deltid. Det er en stigning på 44 procent siden 2008.

Det betyder, at der i dag er 117.120 danskere, der ønsker at bytte deres deltidsjob ud med en fuldtidsstilling. Og vi taler vel at mærke om mennesker, der allerede er ude på arbejdsmarkedet, må forventes at passe til det job, de har, og som altså har et ønske om at arbejde mere. Her kræves hverken opkvalificering, pisk og gulerod.

Hvis de deltidsansatte, der faktisk ønsker at arbejde mere, fik muligheden for det, ville udbuddet af arbejdskraft kunne øges med op til hele 61.579 fuldtidsstillinger. De ufrivilligt deltidsansatte udgør altså et enormt uudnyttet potentiale for at skabe mere arbejdskraft.

Tallet får vi ved at tage det gennemsnitlige antal timer om ugen, som de deltidsansatte i Danmark arbejder, hvilket ifølge Eurostats opgørelse fra 2013 er 18,4 timer, og så regne fra det op til en fuldtidsstilling. I timer er det 2,4 millioner ekstra arbejdstimer om ugen, der ligger og venter på, at de ufrivilligt deltids­ansatte kommer på fuld tid.

En del af de deltidsansatte, der gerne vil på fuld tid, har måske allerede et timetal, der er højere end gennemsnittet. I givet fald kan deres ekstra timer ikke omsættes til hele 60.000 fuldtidsstillinger. Men vi vurderer, at potentialet i hvert fald er på 30-50.000 ekstra fuldtidsstillinger.

Flere hænder

Fuldtidsvejen til flere hænder på arbejdsmarkedet indeholder den store fordel, at den ikke har nogen direkte samfundsmæssige omkostninger. Der er jo tale om deltidsansatte, der gerne vil arbejde fuldtid.

De initiativer, vi ellers hører om, og som de fleste diskussioner kredser om, har til gengæld væsentlige omkostninger. Hvis man som Venstre vil øge udbuddet af arbejdskraft ved at sænke kontanthjælpen, vil konsekvensen være, at familier på kontanthjælp får et lavere rådighedsbeløb og dermed får mindre at leve af.

Det kan ikke undgå at betyde, at flere børn vil vokse op i fattigdom, fordi deres forældre har været så uheldige at miste jobbet og ikke har fundet et nyt.

Lignende trade-offs er der, når man afskaffer efterlønnen eller forringer dagpengene. Det svækker den økonomiske og sociale tryghed for nogle af de mennesker, der har mest brug for den. Og det betyder typisk, at det er de svageste grupper, der betaler prisen for reformerne.

Til gengæld er der ikke nogen pris eller negative følgevirkninger ved, at flere går fra deltid til fuldtid. Det vil derimod betyde øget indtægt for de berørte. Ikke bare i dag, men resten af livet og når de går på pension. Samtidig vil det give flere skatteindtægter og reducere de beløb fra det offentlige, de ufrivilligt deltidsansatte eventuelt får i bolig­sikring, fripladser i institutioner etc.

Det er, hvad man på moderne dansk kalder en win-win-situation. Skulle vi ikke se, om det er en mulighed, vi kan udnytte i den kommende tid?