De tre store er ved at finde hinanden i udlændingepolitikken

Analyse: Under radaren sker der tilnærmelser mellem statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), DF-leder Kristian Thulesen Dahl og S-formand Mette Frederiksen. Det kan føre til aftaler om økonomiske reformer og udlændingestramninger.

Den er ikke hjemme, men ser man godt efter, kan konturerne til nye alliancer og aftaler skimtes forud for det sprængfarlige efterår, hvor Lars Løkke Rasmussen håber at få vedtaget finansloven for 2017 sammen med reformer af bl.a. person- og boligskat.

I den seneste uge har det på overfladen set ud, som om to dagsordener har skurret mod hinanden og været i kamp om at få danskernes og mediernes interesse. Midt i ugen havde regeringschefen samlet økonomer og erhvervsledere for at få kortlagt udfordringerne for dansk økonomi. Til efteråret vil han sætte alt ind på at få støtte til en strategi, som skal få væksten tilbage – i modsat fald vil vi glide ned på ranglisterne over verdens mest succesrige nationer og få vores råderum indsnævret.

Mens Løkke forsøgte at rejse sin stort anlagte dagsorden, var det et andet tema, som nok engang dominerede mediebilledet og givetvis optog flere vælgere – nemlig udlændingepolitikken.

Formiddagsbladene berettede om optrapningen af endnu en bandekonflikt, som tvinger politiet til at afsætte ressourcer til at indføre visitationszoner og gennemføre razziaer i et forsøg på at blokere for blodige konfrontationer mellem banderne.

TV 2 rettede fokus mod den syriske flygtning Daham Al Hasan, som vil have sine 20 børn og tre koner til Danmark. Daham Al Hasan har ikke blot tiltrukket sig opmærksomhed på grund af børneflokkens størrelse og antallet af hustruer. Han har provokeret politikere med sin attitude, hvor han groft sagt har slået ud med armene og fastslået, at han ikke er i stand til at arbejde eller lære dansk, mens han omvendt forventer, at samfundet sikrer hans familie.

Her i avisen fastslog den konservative Naser Khader, at Al Hasan ikke brød nogle regler, men at han med sin »dovne attitude« ødelægger alt for andre flygtninge og underminerer den folkelige opbakning til at hjælpe flygtninge. »Hans dovenskab ville i Syrien have overladt hans familie til at sulte ihjel,« skrev Naser Khader her i avisen.

Fulgte man debatten på de sociale medier, var det tydeligt, at der hos det store flertal breder sig en stigende frygt for, hvordan Danmark skal hænge sammen – økonomisk, socialt og kulturelt – i lyset af indvandringen.

I slutningen af ugen blev de forskellige mediehistorier sat i perspektiv af Jyllands-Posten, der fortalte, at Danmarks Statistik har opjusteret sin befolkningsprognose. Ifølge den nye prognose vil der i 2020 være 562.000 ikkevestlige indvandrere og efterkommere i Danmark svarende til 9,6 pct. af befolkningen. Antallet er øget med 75.000 flere udlændinge end forudset i prognosen fra sidste år, og i avisen fastslog ordførere fra både DF og S, at det er for meget:

»Vi er i gang med en udskiftning af den danske befolkning med befolkningsgrupper fra Mellemøsten, ligesom vi allerede i dag ser det i forskellige ghettoområder,« lød det fra DF-ordfører Martin Henriksen. I Berlingske udmøntede DF sin holdning i et nyt udspil, som skal sikre, at flere udlændinge fremover skal sendes hjem igen. Partiet vil bl.a. inddrage opholdstilladelser for udlændinge med flygtningestatus i de tilfælde, hvor der er fred et sted i det hjemland, de kommer fra. Og DF vil desuden tilbageholde en del af flygtningenes løn, i alt ca. 20 pct., som først udbetales, når de forlader Danmark.

Betragter man historierne, kan det som sagt se ud, som om reformdagsorden og udlændingedebat kører i hver sit spor.

Men reelt forbereder flere partiledere sig på at få sporene til at mødes. Hvilket vil kunne bane vejen for en historisk aftale i det efterår, som tegner til at blive et af de mest spændende i mange år. Når Løkke taler om de økonomiske udfordringer og peger på, at det økonomiske råderum vil blive udfordret af bl.a. stigende udgifter til flygtninge, vil svaret fra DF – og i stigende grad også fra S – lyde, at så skal der gøres mere for at få disse udgifter bragt ned. Hvilket skal sikres gennem en mere stram udlændinge- og asylpolitik og nye regler for hjemsendelse.

Uden sådanne aftaler vil DF ikke medvirke til Løkkes reformer. Det ved statsministeren, og uden offentlighedens viden har Løkke i længere tid haft rådgivere og embedsmænd til at analysere flygtningekonventionerne for at få afklaret, hvor langt regeringen kan gå. Løkke har forstået, at han har en chance for at kunne kombinere sit ønske om økonomiske reformer med yderligere stramninger af udlændinge- og asylpolitikken, der skal dæmpe indvandringen, lette udgifterne og sikre sammenhængskraften i landet.

Hermed er vi fremme ved et andet afgørende perspektiv, som landets tre største partier – Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet – er stærkt optaget af.

Både i Europa og USA er millioner af vælgeres frygt for økonomi, job og indvandring ved at rive de politiske landskaber op med rode og forandre de politiske styrkeforhold radikalt.

Dét er gået ind på lystavlen hos landets tre største partier.

Det var ikke tilfældigt, at Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, forleden fastslog, at der skal sættes tal på, hvor mange asylansøgere og flygtninge Danmark kan tage imod. I Politiken fastslog han, at tallet snarere burde være »1.000 end 10.000« om året, og han opsummerede sit budskab med disse ord: »Danmark må på en eller anden måde sørge for at få herredømmet over, hvor mange der kommer til landet. Før man gør det, tror jeg ikke, at befolkningen får rigtig tillid til os.«

Samme overbevisning har Kristian Thulesen Dahl haft i lang tid, og i sit ugebrev kom han med en opfordring til Sass:

»Jeg tror, danskerne er dødtrætte af, at der hele tiden sendes signaler, og at der efterfølgende ikke sker noget. Derfor vil jeg indbyde Henrik Sass til en direkte snak om, hvorvidt han kan levere sit partis mandater til at lave det her. Så kan jeg stille med mine 37 mandater, og så er vi 84. Så skal vi finde 6 mere i Folketinget, for at det kan blive officiel dansk politik.«

Lægger man Venstres 34 mandater ind i Thulesen Dahls regnestykke, er der pludselig et meget stort flertal.

Pointen er, at hvis V, DF og S til efteråret finder sammen – i samspil med flere af de øvrige partier – kan der de facto opnås enighed om vigtige reformer og en udlændingepolitik, som et flertal af vælgerne vil være mere trygge ved.