De krænkede kendisser og pressefriheden

Danmarks største medieskandale har sat fokus på pressefrihedens grænser og etik, men når Venstres udspil om lukkede døre i retssager om privatlivskrænkelser er så kontroversielt, skyldes det et helligt princip om, at alle retsmøder som udgangspunkt er offentlige.

17POLSe-og-Hoerffff.jpg
Læs mere
Fold sammen

Venstres udspil til at beskytte kendte danskere bedre i sager, der handler om krænkelse af privatlivets fred, kan umiddelbart lyde som sund fornuft. Men udspillet er samtidig modstridende og kontroversielt og rejser en række spørgsmål om ­fremtidens grænser for pressefriheden. For på den ene side har danske politikere, herunder Venstre-folk, siden terrorangrebet mod satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris indædt forsvaret mediers ret til at trykke hånende, spottende og sarkastiske tegninger, der gør grin med religioner, politikere og kendisser.

På den anden lægger Venstre nu op til, at kendisser, der føler sig krænket, skal have en helt ekstraordinær beskyttelse ved danske domstole, som begrænser den ellers højt besungne pressefrihed.

Naturligvis er der forskel på satire­tegninger og snagende journalistik i folks private forhold, men at begge dele kan virke krænkende på nogle, står efterhånden klart for enhver.

Helt konkret foreslår Venstre, at der som udgangspunkt skal være både lukkede døre og navne- og referat­forbud i retssager, der behandler sager, hvor danskere føler, at deres privatliv er blevet krænket.

Oftest omhandler disse sager kendte, fordi det er dem, pressen – ikke mindst den kulørte – normalt går tæt på. Så selv om udspillet omhandler alle, der har fået krænket deres privatliv, lægger Venstre reelt op til en slags »kendislov«.

Udspillet er heller ikke mindst et resultat af skandalen om Se og Hør, der blev afsløret i at have købt ­oplysninger fra den såkaldte tys-tys-kilde, der lækkede oplysninger om kendtes brug af kreditkort til Se og Hør. Mindst 86 kendte danskere er blevet kredit­overvåget af ugebladet fra 2008 til 2011. Danmarks største medieskandale har sat fokus på pressefrihedens grænser og etik, men når Venstres udspil om lukkede døre i retssager om privatlivs­krænkelser er så kontroversielt, skyldes det et helligt princip om, at alle rets­møder som udgangspunkt er offentlige. Dette udspringer sågar af Grundloven, og princippet handler kort sagt om at sikre en åbenhed og gennemsigtighed, der kontinuerligt kan være med til at udvikle demokratiet og også sikre, at der ikke sker justitsmord ved landets domstole.

Af samme årsag lukkes dørene også i dag kun i helt særlige tilfælde, f.eks. i sager­ om voldtægt, herunder navnligt når børn er involveret. Det kritiske spørgsmål er, hvorfor lige kendte mennesker bør ophæves til en så ekstra­ordinær beskyttelse på bekostning af andre grupper og det ganske hellige princip om åbenhed i retsplejen? Uagtet det umiddelbart urimelige i, at en person, der på krænkende og ulovlig vis har fået udbasuneret detaljer om sit privatliv i pressen, skal risikere, at hele sagen blæses ud i offentligheden på ny under en retssag.

Nye skarpe fronter

Forslaget om lukkede døre er blot det seneste, der vil få fronter til at stå skarpt mellem medier og lovgivere i forhold til grænserne for pressefriheden.

Pressen kan dog glæde sig over, at en parlamentarisk arbejdsgruppe under Kulturudvalget, der blev nedsat i juni i kølvandet på Se og Hør-skandalen for bl.a. at se på strafniveauet over for medier, der bringer usande historier, i december konkluderede, at mediernes selvjustits fungerer optimalt. Præcis som pressen har taget skarpt afstand fra Se og Hørs ulovlige metoder og har fastholdt, at skandalen på sladderbladet var et enestående tilfælde, som på ingen måde tegner et generelt billede af den danske presse.

Men at det alligevel er nye tider for pressen, vidner en principiel dom i sidste uge fra Højesteret om, eftersom landets højeste ret fastslog, at kilde­beskyttelsen ikke gælder for de computere og serverer, som politiet har beslaglagt i sagen om Se og Hør. For højesteret konkluderede, at Se og Hørs historier om kendte mennesker og deres privatliv ikke er af »samfunds­mæssig interesse«, hvilket i praksis betyder, at opklaringen af overvågningssagen er vigtigere end kildebeskyttelsen, og at undtagelserne til kildebeskyttelsen i retsplejelovens paragraf 172 slår igennem over for Se og Hør. Populært sagt har Højesteret sagt, at Se og Hørs journalistik er pop, sladder og ligegyldig for offentligheden. Næste skridt kan blive, at lovgiverne også giver krænkede kendte en ekstra hjælpende hånd. Men hvis det kommer til at omfatte lukkede døre i retten, vil det uden tvivl ske til protester fra ikke mindst medier.