Dansk erhvervsliv mangler en stærk talsmand

Mange står i kø for at blive ny direktør for Dansk Industri. At besætte stillingen rigtigt er vigtigere end nogensinde.

Karsten Dybvad ved DI Topmøde 2018 i Tap1. Det er en vigtig post, der skal besættes, når han snart er fortid i DI. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Flere politikere drømmer for tiden om at tage et tigerspring ud af politik og direkte ind på en af de attraktive og vellønnede direktørposter, som er ledige i to af landets største interesseorganisationer.

På Axelborg i hjertet af København står direktørstolen tom hos Landbrug & Fødevarer. Den tidligere socialdemokratiske minister, Karen Hækkerup, har som bekendt overraskende valgt at forlade posten for at få mere tid til familien. Før hende sad Venstres Søren Gade i stolen. Men nu skal man finde en ny topchef.

Rygtet siger, at flere folkevalgte i den tunge vægtklasse har forhørt sig om muligheden for at få stillingen og blive talsmand for et stort og vigtigt, men også presset erhverv.

Den anden direktørstol bliver tom, når Karsten Dybvad om kort tid bliver valgt til ny bestyrelsesformand for Danske Bank. Fra DIs side har man ganske vist signaleret, at Dybvad måske får en periode som dobbeltjobber, hvor han skal passe både DI og Danske Bank.

Men det har flere eksperter advaret imod, da der kan opstå habilitetsproblemer, og i betragtning af den dybe krise, som Danske Bank befinder sig i, vil det desuden tangere det useriøse, hvis ikke Dybvad fra første dag som ny bestyrelsesformand retter al sin opmærksomhed mod den hårdt ramte bank, får ansat en ny CEO og kommer i gang med at reparere bankens image. Det er ikke en opgave, som kan løses med venstre hånd.

Mens Dybvad er på vej ud, er kampen om hans direktørpost gået i gang. Også her siger rygterne, at adskillige toppolitikere kaster lange blikke efter stillingen. Blandt de tunge aktører nævnes ligefrem statsminister Lars Løkke Rasmussen, EU-kommissær Margrethe Vestager og Børsens chefredaktør, Bjarne Corydon, som alle er knalddygtige, men som hver især vil slæbe udfordringer med ind i DI, hvis de skulle få jobbet.

At politikere kan være velegnede til denne type af poster, er åbenbart. De har dyb viden om centraladministrationen og det politiske system. De er ekstremt trænede kommunikatorer, som kan adressere et publikum, hvad enten det sker fra en talerstol eller via en TV-skærm. Og så ved de alt om, hvordan en politisk organisation fungerer.

Blandt mulige kandidater nævnes også topembedsmænd fra Slotsholmen, ligesom der findes en række særdeles kompetente direktører fra andre erhvervsorganisationer – her omtales bl.a. Lars Storr-Hansen fra Dansk Byggeri – som vil kunne lede en organisation med stor slagkraft og betydning.

Mange stærke kandidater vil kort sagt stå i kø, og derfor er der god grund til, at DI tænker nøje over den profil, de ønsker sig. Karsten Dybvads force var bl.a. en enorm indsigt, og at han var suveræn som lobbyist over for centraladministrationen, som han kender som sin egen bukselomme. Blandt svaghederne var, at han ikke havde gode relationer til vigtige partier som f.eks. Dansk Folkeparti, og at han ikke var specielt slagkraftig udadtil.

Den næste DI-direktør vil træde til på et tidspunkt, hvor mange menneskers tillid til erhvervslivet er for nedadgående, og hvor frygten for bl.a. globalisering, teknologi, ulighed og jobmarkedet er udtalt, ligesom en række skandaler har sat fokus på manglende samfundssind og grådighed i dele af erhvervslivet. Tænk blot på den sidste tids omtale af bl.a. Danske Bank, Nordea, Bech-Bruun og Kurt Beier Transport. 

Stillet over for disse udfordringer skal den kommende DI-direktør først og sidst være erhvervslivets ambassadør, men der synes også at være et stigende behov for en leder, der i højere grad vil være djævlens advokat indadtil, og som engang imellem tør slå hårdt i bordet og kræve selvjustits i egne rækker, når tingene ikke kører efter bogen. På samme måde bør en ny DI-direktør i højere grad have slagkraften til at tage de store debatter i fuld offentlighed om f.eks. globalisering, teknologi, forskning og uddannelse, som det bliver afgørende for erhvervslivet at påvirke i de kommende år.

Opgaven bliver ikke mindre af, at en række af landets dygtigste og mest visionære topchefer ikke har tiden og overskuddet til at blande sig ret meget i samfundsdebatten. De har alle travlt med at føre deres virksomheder gennem en tid, der er præget af store opbrud.

Der vil selvsagt være tale om en hårfin balance, hvis den nye DI-direktør skal være mere synlig og direkte. Forventningen vil være, at han eller hun først og fremmest vil kæmpe for medlemmerne, der betaler deres dyre kontingent. Men det er en overvejelse værd, om han eller hun fremover skal gå hele vejen i forsvaret af medlemmerne og erhvervslivet, når tilliden bliver brudt?

Nogle organisationer arbejder allerede med klare retningslinjer, som tages i brug over for virksomheder, der bryder reglerne. Men vi mangler at se ledere fra de største interesseorganisationer, der tør at sige fra, når deres medlemmer begår graverende fejl og undergraver omverdenens tillid til erhvervslivet.

Samme krav om samfundssind bør man også stille til flere af de store lønmodtagerorganisationer, som lidt for ofte agerer som toptunede forhandlingsmaskiner, der alene vil klemme flest mulig penge ud til deres medlemmer og optimere deres medlemmers vilkår. Uden at bidrage nok til gode samfundsløsninger.

Målt op mod den tillidskrise, som er en realitet i dele af samfundet, ville det være interessant, hvis DI lykkes med at ansætte andet og mere end en dreven lobbyist. Der mangler helt indlysende erhvervsfolk, som kan gå ind i de store debatter og gøre det klart for offentligheden, hvad tidens globale politiske, økonomiske og teknologiske udfordringer kommer til at betyde for os. På samme måde er der en udpræget mangel på ledere, der kan komme med bud på, hvordan vi bedst klarer os i den internationale konkurrence og samtidig fastholder den sammenhængskraft, som præger det danske – og skandinaviske – velfærdssamfund.

Den udfordring kommer en ny DI-direktør selvsagt ikke til at kunne tackle alene, men hvis den nye mand eller kvinde ikke tager udfordringen på sig, vil erhvervslivets stemme lyde endnu svagere i den offentlige debat.