Danmark forfra: »Privatskolerne forhindrer børn i at bryde deres sociale arv. Føj!«

Bedre uddannede lærere, karakterer fra 3. klasse, mere disciplin og et dagligt måltid mad til alle børn. Samt et fuldstændigt stop for offentlig støtte til privatskoler. Sådan tegner Lise Egholm, lærer og skoleleder gennem 42 år, den perfekte danske folkeskole.

I en ny serie giver POLITIKO pennen og et blankt ark til en række dansker og beder dem tegne landets institutioner op fra bunden. Første afsnit handler om folkeskolen. Fold sammen
Læs mere

»Folkeskolen har ikke en chance, hvis ikke vi gør noget markant nu.«

Lise Egholm har 42 års erfaring som lærer og skoleleder på Rådmandsgade Skole på Nørrebro i københavn. Hun kender den danske folkeskole ud og ind, og hun er med på POLITIKOs eksperiment: Riv skolen ned og byg den perfekte folkeskole op igen.Folkeskolen, som vi kender den i dag, får en lige højre fra det erfarne skole­menneske: Der mangler retning, der er ikke nok engagement, og fagligheden skranter. Det sidste først:

»Fagligheden skal være bedre. Der må ikke være børn, der går ud af skolen uden at kunne læse. Nogle ansatte i folkeskolen i dag er for sløve og for slappe og slaskede. De burde ikke have noget med børn at gøre. Vi er kommet så langt væk fra paratviden, og det, synes jeg, er en fejl. Alle børn skal vide, hvad hovedstaden hedder i Frankrig, og hvad den hedder i Libanon. Man skal have noget basal viden og vide, hvor mange verdensdele der er, vide noget om naturen, om fugle og planter og dyr, vide noget om sang og musik og kunst og litteratur. Kort sagt have en basis, noget de ikke skal hen og slå op på en computer. Børn skal kunne deres tabeller,« siger hun og fortsætter:

»Folkeskolen skal danne og uddanne unge mennesker til at være livsduelige og til at være aktive deltagere i et demokratisk samfund. Vi fostrer alt for mange sprøde, unge mennesker, der i virkeligheden ikke er klar til at tackle tilværelsen. Derfor skal vi ændre nogle væsentlige ting.«

Den dannende skole

Bredsiden til den danske folkeskole kommer fra en, der om nogen ved, hvordan de danske klasseværelser ser ud indefra. Lise Egholm blev uddannet skolelærer i 1971 og har siden da arbejdet på en række københavnske folkeskoler som både lærer og skoleleder. Tiden som leder på Rådmandsgade Skole fra 1995 til pensionen i 2013 gjorde hende berømt langt uden for skolekredse. Her var en åbenmundet skoleleder, der turde tale om forældreansvar og disciplin og ikke mindst om integration og tosprogede elever, som Rådmandsgade Skole havde 86 pct. af, da der var flest, og der var ingen tabuer. Selvfølgelig skal alle børn, også dem med muslimsk baggrund, have kristendomsundervisning, mente Lise Egholm, og når fædre med muslimsk baggrund insisterede på badeforhæng under badningen, hev hun fædrene med ned i skolens omklædningsrum og fik dem overbevist om det håbløse i det ønske.

I dag er Lise Egholm pensioneret, men det er hendes engagement på ingen måde:

»Jeg går ikke ind for kæft, trit og retning, men jeg går rigtig meget ind for retning. Der har manglet retning i den danske folkeskole. Det er som om, man har dalret rundt og ikke rigtig vidst, hvad skolen handler om. For meget laissez-faire og for meget »hvad-synes-du-selv« og for meget »ansvar for egen læring«, som jeg synes er noget pjat. Der har været alt for meget angst for at opdrage og sætte grænser. Opdragelse er en kærlighedsgerning, man gør mod sine børn. Hvis man ikke gør det, gør man dem en rigtig dårlig tjeneste.«

Der er brug for at ruske op i skolen, men noget skal der dog ikke pilles ved. Folkeskolen skal stadig være offentlig, og der skal være fri og lige adgang for alle, uanset om man er født i Gentofte eller på Nørrebro. Og det med offentlig skal forstås ret bogstaveligt:

»Jeg er forarget over, at privatskolerne i dag er halvoffentligt finansieret.«

Skal vi ligefrem forbyde privatskoler?

»Nej, men vi burde ikke give dem offentlig støtte. I mit drømmescenarie bliver folke­skolen så god, at der vil blive meget mindre bud efter de private skoler. Det er i orden at have privatskolerne som alternativ, men hvis folk vælger en privat skole, må de betale ved kasse et. Dannelse er for mig en forberedelse til at være en del af fællesskabet, og man bliver ikke en del af fællesskabet, hvis man går på Al Quds (en privatskole i det københavnske nordvestkvarter, red.) eller på Øbro Lille­skole. Så går man i skole med de børn, hvis forældre også er arkitekter eller skolelærere og i øvrigt stemmer på det samme parti. Det er der ikke noget forkert i, men det er ikke udviklende for børnenes solidaritet med andre. Børn har rigtig godt af at gå i klasse med nogen, hvis forældre laver noget andet end deres egne forældre gør, og man har rigtig godt af at gå i skole med nogen, der har nogle andre normer end en selv. Når elitens børn ikke mere viser sig i folkeskolen, sker der ikke den mønsterbrydning, som i langt højere grad skete før i tiden, hvor de allerfleste sendte deres børn i folkeskolen. Privatskolerne forhindrer børn i at bryde deres sociale arv. Føj! De private skoler får endda deres udgifter dækket med 71 pct. af det offentlige. Stop det. Ingen er tjent med det, heller ikke samfundet som helhed.«

Lørdagens forsidetegning på Politikos printudgave. Fold sammen
Læs mere

Radiatorpædagogik

Folkeskolen skal altså være for folket, for alle. Og når folkets børn møder op på første skoledag, skal de møde lærere, der er langt bedre uddannet, end de er i dag:

»Alle lærere skal have en kandidatgrad, så de kan være fagligt overlegne og har et fagligt overskud i de to-tre fag, der er deres linjefag. Det får man ikke på den nuværende lærer­uddannelse. Så længe vi har den med, at ’kan du ikke blive andet, kan du da altid blive skole­lærer’, har vi ikke respekt for skolen. Noget af det, jeg hører forældre sige om privatskolerne, er, at lærerne dér ofte er cand.mag.’er. Det er ikke altid rigtigt, men lærerne er omdrejningspunktet for det hele, og det er ude i klasseværelset, i mødet mellem lærerne og børnene, at det sker, og det møde bliver kun af høj kvalitet, hvis lærerne kan tre ting: De skal have et stort fagligt overskud, de skal kunne lede en klasse og ikke bare stå og fedte oppe ved tavlen, alt imens Hassan og Henrik kravler i gardinerne, og så skal de kunne skabe en relation til alle børn. Også den stille pige, som sidder forknyt i et hjørne og måske skærer i sig selv. Man skal kunne se børnenes talenter,« siger Lise Egholm:

»Der er for meget radiatorpædogik over folkeskolen i dag. Man giver en klasse en ekstra lærer, som så står ovre ved radiatoren og tysser. Det er helt ude i hegnet. Lærer Olsen skal være så dygtig og inspirerende, at der ikke er nogen, der hænger i vandrørerne, fordi ungerne er fuldstændig opslugte af hans undervisning.«

Kan »lærer Olsen« ikke fange Hassan og Henriks opmærksomhed, eller kan han ikke lære det, hører han ikke hjemme i folke­skolen, mener Lise Egholm:

»En skoleleder skal kunne afskedige noget hurtigere, end man kan i dag. Hvis en lærer ikke kan formidle, så skal man kunne fyre vedkommende. I vore dage er det svært, det kræver ret meget. Hvis en mand på en bolsje­fabrik ikke kan putte bolsjer i en pose, kan man jo heller ikke bruge ham.«

Madskoler

På de store linjer er det fokus på disciplin og faglighed, der optager Lise Egholm. Men også på konkrete plan skal der ske ændringer med skolen. Feks. skal de danske skoler være »mad-skoler«.

»Alle skoler skal være mad-skoler, som de er i Sverige. Der har man midt på dagen næsten en times pause, hvor alle børn på skolen får varm mad. Den bliver lavet i skolens fælleskøkken af 6. og 7. klasserne, som på den måde også får kendskab til mad­lavning, overvåget af en professionel kok.«

Begrundelsen er simpel:

»Vi kan simpelthen måle, at børn, der får sund mad midt på dagen, præsterer bedre fagligt. Det er en investering i vores børn. I middagspausen skal der desuden indtænkes motion. Børn skal røre sig hver eneste dag, hvilket jo heldigvis også ligger i den reform, vi lige har fået. Og så skal de også synge en sang, når de spiser. Det behøver ikke være en salme, men de skal synge en sang hver dag.«

Hvad med størrelsen på skolerne. Skal vi have store eller små skoler?

»Jeg forstår godt forældre, der synes, at en ’skolefabrik’ på 1.200 børn er ubehagelig, om end det sjældent er børnene, der opdager det. Folk siger, at det er så godt, at der kun er 12 elever i klassen. Nej, det er det ikke. Jeg har selv haft en klasse med 14 elever, og det var ikke godt, ikke før vi fik nogle flere ind i klassen, for børnene var alt for cementeret i deres roller, og der var ikke nok modspil, og de dygtige sad groft sagt og sov.«

»Jeg ved af erfaring, at en skole med ca. 600 børn er en god størrelse, for hvis skoler bliver for små, skrider det faglige niveau. Hvis man skal udfordre alle børn fagligt, skal man af og til lave niveaudelt undervisning. På Rådmandsgade Skole tog vi feks. de tre 5. og delte børnene op i fem grupper efter deres faglige niveau, og efter et seks ugers forløb opdagede vi, at alle rykkede sig. De dygtige havde rykket sig noget, men de svageste havde rykket sig mest. Så det er ikke ondt at lave niveaudeling. Det er rigtig, rigtig godt, og børnene nyder det, for pludselig opdager de, at de ikke er den dygtigste, og så kommer de op på dupperne. Derfor er en vis størrelse på skolerne nødvendig­.«

Hvad skal der undervises i?

»De nuværende fag er der nok ikke så meget at sige til, børnene skal kunne deres tabeller og kunne læse. Men der skal tre nye fag ind i folkeskolen. Alle børn skal undervises i økonomi og skat, så de lærer om vores skattesystem og ikke havner i bundløs gæld. De skal lære et verdenssprog som kinesisk, arabisk eller spansk fra 6. klasse, og så skal alle børn have religion. Det sidste fag skal de skal have gennem hele deres skoleforløb.«

Netop kristendom, som faget hedder i dag, og som Lise Egholm gerne ser tager navneforandring til religion, var et fag, der skabte megen diskussion, da hun var leder på Rådmandsgade Skole. Hun insisterede på, at også børn med muslimsk baggrund skulle have undervisning om kristedommen.

»Jeg har hevet forældre ind til samtale. Mange gange er det uvidenhed hos muslimske forældre, der får dem til at fritage deres børn fra kristendoms­undervisningen. De tror, vi forsøger at gøre dem til kristne. Vi skal modvirke islamiseringen, og det kan vi blandt andet gøre ved at gå direkte i clinch med dem. Samtale, samtale, samtale. Samtalen er grundlaget for demokratiet.«

»Jeg havde på et tidspunkt nogle irakiske drenge, som havde gået på Rådmandsgade Skole, og da de var blevet studenter fra Metropolitanskolen, kom de tilbage til os på Rådmandsgade og gav os roser og takkede os. Og så bad de mig love dem, at deres mindre søskende, som stadig gik hos, ikke blev undtaget fra kristendomsundervisningen, for da de selv var kommet i gymnasiet og havde fået religion, følte de sig så dumme. De kendte Adam og Eva, men anede ikke noget om Jesus og Det Nye Testamente,« refererer Lise Egholm drengene i dag.

»Viden om religion kan være med til at stoppe religiøs fanatisme. Vi har trosfrihed i det her land, og det er jeg stolt af, men vi skal oplyse. Vi skal fortælle, hvordan kulturen er forbundet med religionerne. Det er vigtigt at betone over for børnene, hvad det er for et land, vi bor i. Vi er en del af Skandinavien og af den vesteuropæiske historie, hvor vi har fælles kulturtradition, som jo er den kristne. Vi har rødder i den kristne kultur, og vi har frem for alt en lang, demokratisk tradition. Vi skal slå meget på respekt for det enkelte menneske og på åbenhed og ytringsfrihed og ligeværdighed. Alle de grundlæggende værdier skal gennemsyre skolen. Man kan godt både stå på det danske og så samtidig have åbne øjne ud mod det internationale samfund. Men vi har en tradition. Der er meget, man ikke forstår i dansk litteratur, hvis man ikke kender kristendommen, og sådan er det også med kunst og musik.«

Mere praktik

Det praktiske skal også fylde mere i undervisningen, mener Lise Egholm. Børnene skal i praktik hvert år, fra de går i 6. klasse, og ikke bare en gang i løbet af deres skoleforløb, som det er i dag. Og så skal alle børn have værkstedsundervisning, igen noget som friskolerne er gode til, og som folkeskolen skal lade sig inspirere af:

»Det er jo ikke så mærkeligt, at alle unge i dag tror, at man skal i gymnasiet. Det skal man ikke. Det er der nogen, der skal, men der er rigtig mange, der skal en anden vej. Den vej hvor de får en praktisk erhvervsfaglig grunduddannelse. Men det er jo ikke mærkeligt, at de ikke får den, når de har halvandet år i løbet af deres skoletid, hvor de står og saver i et bræt. De skal opdage, hvor fedt det er at snedkerere. Det praktiske skal fylde meget mere. Børnene skal have et reelt forhold til faget. Eksempelvis har vi i Danmark en tradition med design, håndværk og arkitektur. Der sidder nogle børn og har den begavelse, men de får ikke den mulighed præsenteret. Al skolegang handler om at åbne verdener for børn, men vi får ikke åbnet den verden for børnene i dag. Vi tror hele tiden, at det handler om at være intellektuel og læse digte, og det er også meget fint. Men det er ikke noget for alle.«

Endelig er der det med karakterer. Omdiskuterede og forkætrede, som de er, både blandt forældre, skolefolk og politikere. Lise Egholm er derimod helt kølig, når det gælder karakterer. Selvfølgelig skal børn have karakterer, og de skal ikke først have det i 7. klasse, men allerede i 3.

»Karakterer er en spore til anstrengelse, og de er gode, for vi skandinaver er meget utydelige i vores sprog. Jeg har oplevet det meget konkret, når Muhammed fik sin første karakterbog, for så stod Muhammeds far på mit kontor og forstod ikke, hvorfor drengen ikke fik højere karakterer. For vi havde jo sagt på alle forældremøderne, at Muhammed var flink og god i klassen. Men faderen havde ikke forstået, at Muhammed nok var en god dreng og en god kammerat, men fagligt havde han det lidt svært. Når han får et tal, så forstår han det.«

Lise Egholm mens hun fortsat var leder på Rådmandsgades Skole i 2007. Fold sammen
Læs mere

Berøringsangsten over for at give karakterer til børn er i øvrigt noget værre pjat, mener Lise Egholm.

»Gå ind i en 4. klasse, og alle i klassen ved, hvilke tre elever der er smadderdygtige til at læse, hvem der ligger i midten, og hvem der har det svært. Giv dem nogle karakterer, følg så op med en samtale. Vi skal hellere have flere samtaler med forældrene, det flytter meget mere, og drop i stedet elevplanerne, for det er et værre bureaukrati, og lærerne bruger en masse tid på det. I dag skal man lave en elevplan for hver elev i hvert fag. Det er unyttigt.«

Lise Egholms sidste ønske til folkeskolen er, at den skal engagere sig i sit nærområde:

»Skoler skal være et sted, hvor der er liv. Rådmandsgade Skole lukkede først klokken 22 om aftenen, der var liv altid. Skolen skal være en magnet for alle. Man skal være i samspil med sit kvarter og spille en aktiv rolle i lokalmiljøet. Skolen skal arbejde sammen med biblioteket, med vuggestuerne og børne­haverne, beboerforeningerne, kirkerne, svømmehallen, idrætsskoler, musikskoler. Skolen skal være et sted, hvor alle kommer.«