Danmark forfra: »Beskæftigelsesindsatsen egner sig ikke til at blive styret af politikere«

Skær ned på antallet af kontroller og tåbelige regler, indfør et princip om, at nye regler ikke må ændres i mindst fem år – og hav så tillid til de ansatte. Sådan bør beskæftigelsessystemet se ud, mener Bettina Post, socialrådgiver og tidligere formand for Dansk Socialrådgivning.

Politkerne skulle blande sig mere uden om beskæftigelsesindsatsen og give socialrådgiverne ro til at arbejde, lyder det fra socialrådgivernes tidligere formand, Bettina Post. Kontanthjælpsmodtagere bliver undervist på Center for kompetence og beskæftigelse i København Fold sammen
Læs mere

»I virkeligheden egner beskæftigelses­indsatsen sig ikke til at blive styret af politikere, for de bliver blændet af deres ideologier og mister fokus på, hvad der ville være godt at gøre. Men det kan jeg jo nok ikke lave om på.«

Fire år som markant formand for Dansk Socialrådgiverforening og mere end 25 års erfaring som socialrådgiver har lært Bettina Post, at det er helt urealistisk at bede politikerne om at holde sig fra, hvordan vi indretter vores beskæftigelsessystem. Alligevel foreslår hun det i alvor. For det intense fokus på området er præcis noget af det, der er galt med beskæftigelsessystemet i dag:

»Beskæftigelsesområdet er det mest turbulente velfærdsområde, vi har, og det vælter ned med nye regler på det her område hvert eneste år. Det er en politisk kampplads, et sted hvor politikerne viser tænder, hvor der bliver ført signalpolitik, og hvor politikerne siger til vælgerne, at ’vi vil ikke finde os i, at folk ikke vil påtage sig et job’. Det kan man ikke fortænke dem i, det er en del af politikernes DNA, men noget af det bliver altså til nye regler.«

»Jeg talte med en socialdirektør forleden, og han sagde, at det største problem er tempoet. De kan ikke følge med. Siden 2001 er der gennemført 30 reformer på området. 30 store omlægninger som hver eneste gang får hele systemet til at bremse op, hvor der skal nye ting ind i IT-systemerne, og hvor med­arbejderne ude i jobcentrene skal lære de nye regler at kende.«

Resultatet er ifølge Bettina Post, at vi i dag har et offentligt beskæftigelsessystem, der er knopskudt med så mange nye regler og kontrol­mekanismer, at vi har skabt et bureaukrati af en anden verden:

»Der findes næppe nogen med kendskab til det her område, som ikke kender 80/20-brøken: At medarbejderne ude i jobcentrene bruger 80 pct. af deres tid på bureaukrati og kontroller og administration og kun 20 pct. på samtale med de arbejdsløse. Første gang, vi målte det blandt socialrådgiverne, var tilbage i 2006, og siden har der været to afbureaukratiseringsreformer på området, men brøken hedder stadig 80/20. Arbejdsmarkedsstyrelsen undersøgte det også for nogle år siden for at sikre sig, at det ikke bare var noget, socialrådgiverne sagde, og den nåede frem til det samme resultat. Sådan er det, og alle synes, at det er vanvittigt og hul i hovedet, men det ­fortsætter bare.«

Stop bureaukratiet

Det første, man bør gøre, hvis man vil skabe et godt beskæftigelsessystem, er at gøre op med det hidsige reformtempo.

»Helt grundlæggende bør det være sådan, at nye regler på det her område skal være så tilpas gennemtænkte, at de ikke må røres i fem år. Det ville give medarbejderne ro til at passe deres arbejde. Og så kan man efter fem år finde ud af, om nogle af reglerne måske ikke var så gode, som man troede, og så kan man lave dem om. Det ville i sig selv være en kæmpe gevinst for området.«

Næste skridt er et konsekvent opgør med det omsiggribende bureaukrati.

»Beskæftigelseslovgivningen er i dag kæmpestor og helt vildt uoverskuelig. Der er alverdens særregler. Vi har for eksempel hele fjorten forskellige målgrupper i beskæftigelses­lovgivningen, målgrupper der alle har særlige rettigheder og pligter, og som er drysset ud over mange forskellige paragraffer overalt i lovgivningen, hvilket gør det helt uover­skueligt både for sagsbehandleren og for den enkelte. Det er en labyrint at finde rundt i for alle parter. I stedet bør vi lave et regelsæt, der er relativt enkelt, og så skal vi interessere os for hovedpersonerne, nemlig de arbejdsløse. Mange steder er det i dag en pølsefabrik, hvor man samler og vejleder folk i bundter, folk føler sig overhovedet ikke hjulpet, og vi opdager ikke, hvis en af dem har brug for mere end bundt-vejledning. Det duer ikke. De, der kan selv, synes, at det er intimiderende at komme til sådan noget vejledning, og de der har problemer, får vi i dag ikke øje på og hjulpet, så de ikke havner i langvarig arbejdsløshed­.«

Men hvordan gør man op med bureau­kratiet?

»Det gør man ved at basere indsatsen på den store tillid, som vores velfærdssystem i øvrigt bygger på. Vi selvangiver os til Skat, hvilket indikerer, at vi som samfund stoler på, at når vi hver især har regnet sammen, hvad vi har tjent og betalt, så er det sådan, det er. Når man søger kontanthjælp, skriver man under på en tro og love-erklæring om, at man ikke har nogen indtægt, ikke har noget arbejde og ikke har nogen formue, og så går vi som udgangspunkt ud fra, at det er rigtigt. Den tankegang er dybt konstruktiv for hele vores samfund, for det gør, at vi ikke behøver at gå og kigge os over skulderen alle sammen hele tiden. Man skulle lade den tankegang udfolde sig mere på beskæftigelsesindsatsen­.«

Men har skatteborgerne, som jo betaler for systemet, ikke krav på, at der er en vis kontrol med, hvad pengene bliver brugt på?

»Jo, det har vi. Det er vigtigt, at der er et element af kontrol. Vi kan ikke bare kaste rundt med pengene, selvfølgelig ikke. Men det er gået for vidt med kontrollen, for vidt med erklæringer, for vidt med alle mulige regler og rammer for, hvad man først skal igennem, inden man kan hjælpe folk.«

Tidligere formand for Dansk Socialrådgiverforening, Bettina Post. Fold sammen
Læs mere

Færre regler

De veluddannede med et netværk har som regel relativt let ved at komme i arbejde, og de skal have en smidig og hurtig behandling og konkret hjælp uden at blive overvåget af et bureaukratisk system, så de hurtigt kan komme i arbejde. Det skal færre regler og mindre kontrol bidrage med, hvis det stod til Bettina Post. Det vil samtidig frigive tid til dem, der virkeligt har brug for hjælp, personer med sociale problemer, misbrugsproblemer, indlæringsvanskeligheder eller andet:

»Det er den anden del. Vi skal have ordentlig tid til at hjælpe de folk, der har problemer. Så vil vi jo vide, om Svend, der ikke møder op til sin aftale, har problemer, om han har et misbrug i fuld blomst, en psykose i udbrud, eller om det hele er ramlet for ham, fordi hans kone lige er skredet. Så ved vi, at han ikke dukker op, fordi han har det ad helved, og ikke fordi han ikke vil. Så kan man tage højde for det.«

Bettina Post foreslår konkret, at man lader sig inspirere af lovgivningen på børne­området. Her er reglerne relativt simple i flere tilfælde. Når en sagsbehandler møder eksempelvis en børnefamilie med problemer, er der én paragraf med en liste over initiativer, man kan anvende, lige fra støtte i hjemmet til tvangsanbringelse. Nederst på listen har man så en tilføjelse kaldet »anden hjælp«. Det punkt dækker over, at hvis man kan komme i tanke om noget andet, der kan hjælpe, så gør man det. En åben mulighed.

»Noget tilsvarende burde man have på beskæftigelsesområdet. En liste med muligheder og så en tilføjelse om, at man som sagsbehandler kan give anden hjælp, der kan hjælpe den ledige tættere på arbejds­markedet eller i job. Så har vi en mulighed for at være kreative sammen. For vi er alle forskellige, og vi har forskellige forventninger, forskellige muligheder og forskellige behov.«

Den tilgang vil have den langsigtede effekt, at den vil nedbringe antallet af førtidspensionister, mener Bettina Post. I dag er der godt 220.000 førtidspensionister i Danmark:

»Hvis vi skal forhindre, at vi har så mange førtidspensionister, skal vi turde gøre noget mere og gøre det tidligere i forløbet. Det er de tilfælde, hvor fagfolkene i jobcentrene i dag sidder og tænker, at – hov – her har vi et ungt menneske, der har gentagne sygemeldinger, som hele tiden dropper ud af alt, vi sætter i værk, som hele tiden giver andre skylden, og hvor familien ikke støtter op. Sådan et ungt menneske skal vi sætte tidligere ind over for. Hvis vi gjorde det, så skulle du i øvrigt se antallet af førtidspensionister falde.«

Det, du foreslår, vil vel bare koste flere penge?

»Det kan jeg umuligt forestille mig. Der bliver brugt mange milliarder på beskæftigelsesindsatsen, og jeg har ofte tænkt på, hvor alle de penge bliver af. Uden at skælde ud på de ansatte ude på jobcentrene, så tror jeg, at der går rigtigt mange kræfter på kontrol, bureaukrati, administration og ikke mindst på IT-systemer, der hele tiden går ned og lammer systemet. Vi burde vende ryggen til computeren og fronten mod de mennesker, der skal have glæde af systemet, og fokusere på det, de har brug for. Hvorfor er det, at vi skal undersøge det i detaljer, hvis en person kommer og siger, at han har en vognmand, der vil give ham et job, men at det kræver, at han får et lastbilkørekort til farligt gods? Hvorfor stoler vi ikke på ham? Så sparer vi udgiften til dagpengene eller kontanthjælp. Langvarig arbejdsløshed genererer jo også problemer. Folk får depressioner og begynder at drikke, fordi de føler, at ingen kan bruge dem.«

Snyd

Et tilbagevendende emne i debatten om vores beskæftigelsessystem er, hvad man skal gøre, når folk snyder eller ikke lever op til reglerne. For Bettina Post er det spørgsmål relativt let at svare på:

»Vi kan ikke lovgive os ud af, at der er nogen, der snyder. Det er der i alle systemer. Vi har jo en regel om, at man ikke må snyde. Vi ved godt, at der findes nogen, der prøver at snyde, og vi forsøger også at få fat i dem, men vi behøver ikke et finurligt regelsæt om, hvor mange procent af hjælpen man må trække i hvor mange uger i tilfælde af snyd.«

Hun er ikke bange for sanktioner:»Der er brug for at kunne tage pengene fra folk. Akkurat som med skat og forsikring og fartgrænser er der nogen, der tror, at reglerne på det her område ikke gælder for dem, og det er fint, at der er nogle muligheder for at stoppe det. Men de nuværende sanktions­regler er vældigt omfattende og komplicerede, og man har genindført langvarige sanktioner, der løber i ugevis, en regel man ellers afskaffede i 2009, fordi det ikke virkede. I stedet burde man bare have en simpel regel om, at hvis ikke man møder op og gør, som man skal, så stopper hjælpen, og den går i gang igen, når folk er med. Det er til at forstå for alle parter.«

Tilsvarende skal hele ydelsessystemet forenkles­. Ydelserne skal beregnes ud fra, hvad det »koster at leve i Danmark på lavbudget,« og ikke være så lave, at man må gå fra hus og hjem. Der skal være proportioner i størrelsen af dem, mener Bettina Post.

»Vi har fået skabt et ydelsessystem, der er helt uoverskueligt. Der er alle mulige forskellige slags ydelser til alle mulige slags forskellige målgrupper. Ingen kan overskue det. Dér burde vi forenkle. Det ville være nemmere, hvis vi har én ydelse til dem med børn og én til dem uden børn. Det er jo dyrere at have børn.«