Da Løkkes drejebog gik op i røg

Ikke meget gik efter planen på Lars Løkke Rasmussens sidste landsmøde i Venstre inden det afgørende folketingsvalg. Det bliver afgørende for ham at få skabt mere klare linjer - hurtigt.

Venstres Landsmøde 2018 i Herning Kongrescenter. Åbning med morgensang, Kristian Jensen og statsminister Lars Løkke Rasmussen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen / Ritzau Scanpix

Når Lars Løkke Rasmussen og hans nærmeste skal gøre status efter weekendens landsmøde, må de konstatere, at deres drejebog gik op i røg.

Det var planen, at Løkke skulle vise omverdenen, at venstrefolket står sammen. Det var meningen, at opbakningen til hans lederskab skulle stå mejslet i granit. Og det var hensigten, at mødet skulle demonstrere, at der stadig er idékraft og masser af politik i Venstre.

I stedet kom pressedækningen til at fokusere på, at Venstre fremstår fragmenteret – hvad enten vi taler om skismaet mellem land og by, landbruget over for den grønne dagsorden, behovet for reformer eller ej samt om linjen i udlændingepolitikken, der efterhånden skaber større splittelse i Venstre end hos Socialdemokratiet, som står samlet.

I stedet for det ønskede fokus på formandens lederskab åbnede weekenden for en giftig debat om, hvem der skal tage over efter Løkke, når han underforstået snart er fortid. Diskussionen blev udløst af Inger Støjberg, som i flere interview åbnede for, at hun kan gå hen og blive udfordrer til Kristian Jensen, som ellers har fået udmanøvreret stort set alle konkurrenter og står til at blive Venstres næste formand.

Ironisk nok er lige præcis Kristian Jensen og Inger Støjberg på direkte kollisionskurs på en række af de afgørende politiske områder, som skaber uro og modsætninger i Venstre netop nu.

For at gøre fiaskoen komplet var landsmødet genstand for en mediedækning, som er meget skidt så tæt på et folketingsvalg. Overalt har reportere, lederskribenter og debattører zoomet ind på Venstres svagheder: Den manglende vælgermæssige opbakning, den uklare identitet og spændingerne mellem centrale Venstre-politikere.

I den forbindelse er det ikke foruroligende for Løkke, at eksempelvis dagbladet Politiken gerne ser ham afløst af Mette Frederiksen. Det problematiske er, at kritikken kommer fra alle vinkler – også fra borgerligt og liberalt hold

Konflikterne har ulmet længe

I weekendens løb har flere således været tæt på at skrive egentlige politiske nekrologer over Løkke. Det er skadeligt – selv om historien viser, at man skal være varsom med at afskrive netop Lars Løkke Rasmussen, for gang på gang har han været dømt ude og er alligevel endt med at finde en vej frem.

I ledelsen er man klar til at give Inger Støjberg skylden for, at landsmødet løb af sporet, så det endte med at blive en afdækning af Venstres problemer i stedet for at blive en demonstration af partiets styrker.

Den konklusion er forkert og overfladisk.

Sandheden er, at konflikterne har ulmet længe i Venstre, og at Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen som den øverste ledelse bærer hovedansvaret for, at der ikke er skabt større klarhed og trukket grænser.

Jo, Støjbergs timing i forhold til at lufte sine mulige formandsambitioner var elendig. Hun er dog ikke årsagen, men snarere symptomet på den manglende afklaring og sammenhængskraft internt i Venstre.

I sin tale lørdag formiddag gjorde Løkke ganske vist en dyd ud af nødvendigheden, da han fremhævede, at der er livlig debat i Venstre. Ifølge Løkkes udlægning er disse diskussioner udtryk for styrke og vitalitet i et demokratisk parti, hvor alle kommer til orde, og hvor der er højt til loftet og langt til døren.

Men det vil være åbenbart for de fleste, at Løkke hermed giver en meget rosenrød udlægning af de aktuelle opgør i Venstre, som jo handler om, at der ikke er enighed om linjen og balancerne på selv centrale politiske områder.

Det er kort sagt ikke udtryk for styrke, men svaghed, når der kan stilles så mange spørgsmål om, hvad Venstre egentlig står for anno 2018:

Er det Jan E. Jørgensen eller Inger Støjberg, der lægger kursen i Venstres udlændinge- og integrationspolitik? Er det Morten Løkkegaard eller Søren Gade, som er den sande eksponent for Venstres tilgang til EU? Er det Troels Lund Poulsen eller personer som Martin Geertsen og den uhyre aktive politiske kommentator og partiaktivist Jarl Cordua, der tegner Venstre i debatten om balancen mellem land og by?

For ikke så få vælgere må svarene blæse i vinden.

Det hjælper heller ikke Venstre, at Kristian Jensen forud for landsmødet afmeldte økonomiske reformer så kort efter, at en alvorstung Løkke i 2016 og 2017 indtrængende appellerede til, at det var essentielt for holdbarheden i dansk økonomi, at hans store og ambitiøse planer blev gennemført.

Hvis vælgerne er forvirrede, er det forståeligt, for meldingerne trækker i vidt forskellige retninger.

Løkkes eneste chance

For Løkke må det være frustrerende. Han har siden sommeren knoklet i døgndrift for at gøre sit parti klar til det kommende folketingsvalg. Han har sat gang i en byge af udspil, han fået skabt større ro internt i regeringen, han søgt at forbedre relationen til DF-ledelsen, og han har deltaget i utallige møder og konferencer overalt i landet.

Det er hverken flid eller dedikation, der har manglet. Men hvis ikke afsættet frem mod valget bliver mere klart, og hvis ikke han får skabt større samling om Venstres mærkesager, bliver det op ad bakke at vinde kampen og få endnu en periode som Danmarks statsminister.

Efter Venstres landsmøde har omverdenen samtidig lært, at Løkkes mulige afsked med formands- og statsministerposten vil kunne resultere i nye barske opgør i Venstre, hvor fraktionerne som udgangspunkt vil have vidt forskellige holdninger til, hvor Venstre skal bevæge sig hen.

Samtidig viste en opsigtsvækkende måling fra TV 2 i weekenden, at hvis man spørger danskerne, skal hverken Kristian Jensen eller Inger Støjberg være ny formand. Det skal derimod Jakob Ellemann-Jensen, hvilket er et hint om, at når de centrale toppolitikere slås og får slået skår af deres popularitet, kan andre navne poppe op.

Men før eller siden skal det afgøres, hvad Venstre skal stå for, og Løkke vil gøre sig selv og sit parti en tjeneste ved at sørge for større klarhed inden valget.

Dette vil reelt også være hans eneste chance for at kunne vinde valget.