Citatportræt: »Nu må I kraftedeme stoppe, ikke?«

Kongemager, finansminister, hidsigprop og formand for Socialdemokraterne, Folketinget og FN. Politiko.dk tegner et portræt af Mogens Lykketoft og hans politiske liv gennem 10 udvalgte guldkorn fra dagens hovedperson.

Arkivfoto: Mogens Lykketoft. Fold sammen
Læs mere
Foto: Allan Moe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

10 citater. 10 nedslag i en lang politisk karriere, der fortsætter i formandsstolen i  FN's generalforsamling. Politiko.dk bringer her et citatportræt af Mogens Lykketoft.

Kongemageren
20. marts 1992
»Jeg støtter Poul Nyrup, fordi jeg mener, at han repræsenterer både stabilitet, fornyelse, ro, overblik og tillid. Derfor er han langt den største chance for, at Socialdemokratiet kan få flere vælgere og større indflydelse.«

Lykketoft spillede en aktiv rolle, da Poul Nyrup Rasmussen udfordrede Svend Auken som formand for Socialdemokratiet. En udfordring, hvor Nyrup endte som sejrherre.

Finansministeren
1995
»Jeg kunne da også godt tænke mig at bo i New York i et år.«

Mogens Lykketoft vægrede sig ved at tale om sine fremtidsplaner i et portræt i Politiken, men tilkendegav, at han netop havde sendt sin datter afsted for at studere i den amerikanske storby. Der ville han også gerne tilbringe et år. Til efteråret sker det, når han formelt tiltræder som formand for FN's generalforsamling.

S-formanden
14. december 2002
»Jo mere jeg har tænkt, jo mere er jeg overbevist om, at vi gør det rigtige i dag. Det rigtige for jer og det rigtige for mig. Mine ambitioner er opfyldt - sådan lige nu.«

Med 441 stemmer mod 10 vandt Mogens Lykketoft over sin modkandidat, Bo Rohde, da han blev valgt til ny formand for Socialdemokraterne på partiets kongres. Lykketoft afløste Poul Nyrup Rasmussen.

Revseren
13. september 2003
»Stormen er jeg ked af, men indholdet står jeg ved. Nu må vi videre.«

Lykketoft skabte røre, efter han i en bog gav sin analyse af Socialdemokraternes valgnederlag i 2001. Under en S-kongres forsøgte han både at lægge låg på debatten, alt i mens han stod ved sin udlægning.

Hidsigproppen
Valgkampen 2005
»At jeg skulle trækkes ti minutter ud fra at være sammen med den svenske statsminister for ikke at komme i fjernsynet. Nu må I kraftedeme stoppe, ikke? Det var skandaløst.«

Som del af valgkampen besøgte Lykketoft en dansk børnehave sammen med den daværende svenske statsminister, Göran Persson. TV 2 vil gerne have Lykketoft direkte med i nyhederne, men indslaget endte med at blive droppet. Det var Lykketoft bestemt ikke tilfreds med.

Taberen

8. februar 2005
»Kennedy sagde engang, at sejren har mange fædre, men nederlaget er forældreløst. Sådan er det ikke her. Det er mig, der har haft lederskabet. Jeg har gjort det så godt, jeg kunne, men resultatet er langtfra godt nok. Og det påtager jeg mig ansvaret for.«

Lykketoft tabte folketingsvalget til Anders Fogh Rasmussen (V). Nederlaget er markant, og Lykketoft tager ansvaret på sine skuldre. Dagen efter skriver Information, at afskedstalen »bør være pligtlæsning for alle de nyvalgte politikere.«

Udenrigsordføreren
21. juni 2007
»Fortielsen af mordet på tolken i december er en del af et samlet spil af løgne, fortielser og fornægtelser omkring katastrofen i Irak, som statsministeren har det overordnede ansvar for.«

Drabet på en tolk, som har arbejdet for de danske soldater i Irak, afføder omfattende politisk debat herhjemme. Efter et møde i udenrigspolitisk nævn kritiserede Lykketoft hele den danske Irak-mission og den siddende regering. Generelt brugte Lykketoft årene i opposition til at spidde VK-regeringens udenrigspolitik.

Kandidaten
12. marts 2013
»Jeg tager ikke noget for givet, det er jo en konkurrence mellem en række lande, og der er to og et halvt år til. Så det er måske-måske-måske.«

Danmark opstillede Lykketoft som kandidat til posten som formand til FN's Generalforsamling. Dengang var han ikke sikker på, at han ville lande posten.

Folketingsformanden
13. maj 2014
»Reaktionerne på de sociale medier deler sig meget skarpt mellem dem, der synes, den er uacceptabelt plat, og dem, der synes, at det er grov, men acceptabel humor, der kan skabe opmærksomhed om afstemningerne den 25.maj. Det sidste var meningen. Men jeg erkender, at Folketinget som institution i fremtiden skal udvise større varsomhed med, hvad vi lægger navn til.«

Efter omfattende kritik beslutter Mogens Lykketoft at trække en animeret oplysningsvideo om det kommende europaparlamentsvalg tilbage. I  tegnefilmen følger man karakteren Voteman, der bl.a. benytter vold for at få unge til stemmeboksen. Der er samtidig flere sexscener i videoen.

FN-formanden
26. november 2014
»Det er i hvert fald bedre, at FN findes, og at alle lande er repræsenteret og har mulighed for at snakke med hinanden, end hvis FN ikke fandtes. Man skal selvfølgelig ikke overvurdere, hvor stor en forskel FN kan gøre, men det er helt klart, at det bidrager til, at verden er bedre«

Mogens Lykketoft sikrer sig topposten i FN og et år i New York.