Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Juni 2019 er Løkkes sidste frist for at udskrive folketingsvalg. Der er dermed mindre end halvandet år til, at de danske vælgere igen drager mod stemmeurnerne.
Denne uges barometertjek stiller skarpt på magtbalancen mellem rød og blå blok, når vi ser på, hvordan opbakningen til de to blokke har ændret sig siden sidste folketingsvalg i juni 2015.
Berlingske Barometer, som er vores vægtede gennemsnit af den seneste måneds politiske meningsmålinger, vidner om en ændring i magtbalancen i rød bloks favør.
I det første halve år efter valget i 2015 stod blå blok fortsat til en føring i meningsmålingerne.
Men i foråret 2016 tippede magtbalancen til fordel for oppositionen, og i lange perioder siden da har barometeret vist rødt flertal. I denne uge har barometeret ligget og svinget mellem dødt løb og statistisk signifikant rød føring.
Mens 47,7 pct. af de danske vælgere satte deres kryds ud for et rødt parti ved det seneste valg, viser barometeret nu en vælgertilslutning på 50,7 pct. til rød blok. Partierne i rød blok er derfor samlet set gået statistisk signifikant frem siden valget.
Rød bloks fremgang skyldes især den større vælgertilslutning til Socialdemokraterne, der er gået frem med hele 1,8 procentpoint siden valget.
Vælgeropbakningen til de resterende partier i rød blok - SF, Radikale, Enhedslisten og Alternativet - er imidlertid uændret siden valget i 2015, når man tager den statistiske usikkerhed i betragtning.
Det er derfor hovedsageligt S, der kan tage æren for rød bloks fremgang.
Samtidig viser Berlingske Barometer, at de blå partier samlet set er gået statistisk signifikant tilbage.
Ved valget i juni 2015 sejrede blå blok med 52,3 pct. af de danske vælgeres stemmer, men opbakningen er nu faldet til 49,3 procent. Det svarer til, at 5,7 procent af de vælgere, der stemte blåt ved valget, i dag støtter ét af de røde partier.
Tilbagegangen må særligt tilskrives det store vælgertab hos Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, som begge er gået statistisk signifikant tilbage. Mens mere end hver tredje vælger er flygtet fra LA ifølge barometeret, har knap hver femte vælger forladt DF siden valget.
Venstres vælgertilslutning har ikke ændret sig statistisk signifikant siden valget i 2015.
Det Konservative Folkeparti har derimod som det eneste blå parti haft held med at vinde vælgernes opbakning siden sidste valg. Ifølge barometeret er partiet gået statistisk signifikant frem siden valget og står nu til at modtage 4,9 pct. af de danske vælgeres stemmer.
Konservatives fremgang har dog ikke været stor nok til at veje op for udviklingen for de resterende blå partier, og samlet set vidner barometeret derfor om et vælgertab for blå blok.
På trods af rød bloks medvind siden valget, står ingen af blokkene til et statistisk signifikant flertal. Ugens barometertjek kan derfor ikke give et bud på, hvilken blok der ville løbe med sejren, hvis der var folketingsvalg i morgen.
Berlingske Barometer viser et gennemsnit af de politiske meningsmålinger, der er blevet offentliggjort inden for de seneste 31 dage. En avanceret model ligger til grund for beregningen. Blandt andet tillægges nyere målinger mere vægt end ældre og de enkelte institutter vægtes efter deres måde at indsamle data på. Gå selv på opdagelse i Berlingske Barometers mange data her.