Baggrund: Loven, der fik skylden for terrorangrebet

Den er forkætret i dele af det politiske parnas, der efter sidste måneds terrorangreb igen adresserede udlændingeloven fra 1983. Men hvad gik loven egentlig ud på - og hvad har den med Omar El-Hussein at gøre?

Erik Ninn-Hansen (Det Konservative Folkeparti) var som justitsminister meget skeptisk over for udlændingeloven af 1983. Han frygtede »raceuro.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Mogens Ladegaard
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Omar El-Hussein blev først født ni år efter. Og det var først 32 år senere, at han begik sine ugerninger ved Krudttønden og den københavnske synagoge. Men en hel bestemt lov fik efter den unge mands dobbeltdrab den 14-15. februar igen verbale tæsk af politiske stemmer: Udlændingeloven af 1983.

Se bare, hvad Dansk Folkepartis Aia Fog sagde kort efter terrorangrebet i en udmelding, hun senere modererede:

»Jeg mener, at Radikale Venstre bærer et stort ansvar for, at det kan lade sig gøre. At det her terrorangreb kan finde sted (...) De Radikale har været primus motor i hele den udlændingelovgivning, der har ligget til grund for den massive indvandring siden 1983, hvor udlændingeloven blev vedtaget, og som De Radikale var pennefører for.«

Folketingsmedlem for samme parti, Marie Krarup, slog samme takter an i en statusopdatering på Facebook:

Blandt andre kritiske stemmer var Trykkefrihedsselskabets formand, Katrine Winkel Holm, der i en kronik i Jyllands-Posten skrev, at »havde grænserne været lukket fra 1983 til nu, havde vi ikke stået med voldelige ekstremister i vor midte.«

I samme avis mente debattør Mikael Jalving ikke kun, at det var de Radikale, »der tenderer landsforræderi.«

»Det gælder såmænd store dele af den politiske klasse fra midten af 80’erne og frem, ja, det er fandme de seneste 30 år vi snakker om, og det er ikke småting af ulykker, de har forårsaget,« lød det.

Vedtaget med stort flertal

Men hvad drejede den lov sig egentlig om?

Lad os for god ordens skyld få fakta på bordet: Den omtalte udlændingelov blev vedtaget den 3. juni 1983 af et massivt folketingsflertal. 155 stemmer for, 12 imod. De Radikale havde selvsagt ikke så mange mandater, så loven blev altså vedtaget af alle partier undtagen Fremskridtspartiet.

Udlændingeloven slog bl.a. fast:

1. At enhver udlænding, der ved grænsen søgte asyl i Danmark som første asylland, fik krav på at komme ind i landet.

2. At sådan en asylansøger fik ubetinget retskrav på at opholde sig i Danmark, mens ansøgningen blev behandlet.

3. At udenlandske statsborgere med fast opholdstilladelse eller asylret i Danmark fik udvidede muligheder for at få familiemedlemmer ægtefælle, børn, forældre og eventuelt også andre slægtninge til landet.

4. At såkaldte »de facto-flygtninge«, der ikke er omfattet af FNs flygtningekonvention, fik ret til asyl. Tidligere havde kun forfulgte flygtninge haft krav på opholdstilladelse, men med loven blev der også indført et retskrav til asyl, hvis man af andre tungtvejende grunde ikke kan sendes tilbage til sit hjemland. Det retskrav kunne f.eks. omfatte krigsmodstandere eller forfulgte homoseksuelle.

Plakat til støtte for Javier Martinez. Billede fra Bent Blüdnikows single »Catros angent i København«. Fold sammen
Læs mere

Det begyndte med en mexicaner

Loven er, som de ovenstående eksempler viser, siden blevet genstand for ualmindelig meget debat, selv 30 år og flere ændringer siden dens vedtagelse. Således kaldte fhv. sognepræst og folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Søren Krarup den i en kronik i 2013 for »den største nationale katastrofe i Danmark i det 20. århundrede«.

Besættelsen den 9. april 1940 måtte i den henseende nøjes med andenpladsen.

Det skyldes ifølge Krarup den stigning i antallet af primært mellemøstlige flygtninge og indvandrere, der er kommet til Danmark siden starten af 1980erne.

Men det var ikke en syrisk Muhammed eller pakistansk Fatima, som Folketinget havde i tankerne, da arbejdet med en ny lovgivning begyndte i slutningen af 1970erne. Derimod en spionagemistænkt mexicaner kaldet Jaime. Han var beordret udvist på et umiddelbart spinkelt grundlag, og det førte til stor opstandelse i dele af befolkningen og det første arbejde med at vedtage ny lovgivning.

Da loven blev vedtaget, blev den kaldt »verdens mest liberale udlændingelov«. I de efterfølgende år steg antallet af flygtninge i Danmark markant. Særligt efter 2002 er lovgivningen dog blevet strammet mange gange.

Krarup: Udlændingelov førte til parallelsamfund

Det er stigningen i flygtningestrømmen, der får Marie Krarup til at kæde udlændingeloven fra 1983 sammen med sidste måneds attentat i København, forklarer hun til Politiko.dk.

»Menneskesmuglerne ved, at vi er et af de gode steder at tage hen, fordi man her har gode muligheder for at få permanent ophold, og vi står derved i høj kurs. På den måde er det ekstremt vigtigt, at vi aldrig vender tilbage til en 1983-lovgivning,« siger hun og uddyber:

»Fordi det var så nemt at komme til Danmark, har vi fået de her parallelsamfund. Og det er jo den dynamik, der har været i parallelsamfundene, der har gjort, at vi har ekstremistiske miljøer i Danmark. Havde vi ikke haft så massiv en indvandring, men tværtimod holdt den i lavere tempi som før 1983, så havde vi ikke haft parallelsamfundene, som kan fremelske de antivestlige og ekstreme holdninger.«

Hans Gammeltoft Hansen, dr.jur., der som daværende formand for Dansk Flygtningehjælp var blandt bannerførerne for udlændingeloven, har derimod afvist, at loven har medført en eksplosion i flygtningestrømmene.

»Det tror jeg simpelthen ikke passer. For ligesom de andre vesteuropæiske lande, så havde vi fået en øget tilstrømning af udlændinge og asylsøgere i årene efter 1983. Det var ikke loven, der medførte det,« sagde han i 2012 i DR-programmet »Kampen om indvandringen«.

Historiker Lars Hovbakke Sørensen vurderer over for Politiko.dk, at flere faktorer spillede ind på, at der kom flere flygtninge til Danmark. Han fremhæver »både den liberale udlændingelov og det, at der kom flere flygtninge i verden, fordi der var og er et voksende antal konflikter i Mellemøsten og forskellige andre lande uden for Europa«.

»Man kan ikke endegyldigt bevise det, men det er de to hovedforklaringer, som de fleste historikere vil kunne skrive under på,« siger han.

Hvad med Omar?

Men det er ikke så let at sætte lighedstegn mellem udlændingeloven i 1983 og Omar El-Husseins ugerninger, sådan som visse stemmer har gjort siden angrebet i København.

Det vurderer Jens Vedsted-Hansen, juraprofessor ved Aarhus Universitet og førende ekspert i udlændingeret. Han understreger i den forbindelse, at han »jo intet kender til drabsmandens forældres asylsag« og derfor alene baserer sin vurdering på de oplysninger, der fremgår af medierne.

»Et kvalificeret gæt må være, at de som palæstinensiske flygtninge sandsynligvis har fået asyl med flygtningestatus i henhold til FN-konventionen fra 1951. Den havde Danmark ratificeret næsten tre årtier før udlændingeloven af 1983, så her kan der næppe være nogen sammenhæng,« siger han.

Ifølge Jens Vedsted-Hansen indebar udlændingeloven fra 1983 »faktisk ikke nogen større ændring« i forhold til, hvilke asylansøgere Danmark gav asyl.

»Danmark var som sagt i forvejen bundet af FN’s flygtningekonvention, og den særlige bestemmelse om de facto-flygtninge sigtede på at skabe udtrykkelig lovhjemmel for en asylstatus, der forud for 1983-loven var blevet udviklet i administrativ praksis,« siger han.

Politikeren Mogens Camre, da han endnu var socialdemokrat. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Thempler.

Mogens Camre stemte ja

Som bekendt blev loven vedtaget af samtlige folketingspartier minus Fremskridtspartiet. Alligevel er den ofte blevet tilskrevet de Radikale. Men det er en forenkling, mener historiker Lars Hovbakke Sørensen.

»Formelt var det ikke dem, der var pennefører, men reelt blev der på grund af den parlamentariske situation taget store hensyn til de Radikale og de øvrige midterpartier,« siger han med henvisning til DFeren Aia Fogs udtalelser.

Blandt de, der i 1983 stemte for loven, var også hendes nuværende partifælle Mogens Camre, der ligeledes gjorde sig bemærket med en kontroversiel udtalelse efter sidste måneds terror.

»Alle, der har sagt nej til vores krav om at lukke grænserne er medskyldige,« sagde han.

Konfronteret med sin egen stemme i 1983 siger han i dag, at »jeg tager mig gerne den skyld på skuldrene«.

»Men vi var rent ud sagt uvidende om, hvad vi gjorde. Vi havde slet ikke forudset det her i den socialdemokratiske gruppe - der var jo partidisciplin,« siger han og fortsætter:

»Det, der skete, var, at Hans Gammeltoft Hansen jo havde meget, meget travlt med at manipulere, og det var Det Radikale Venstre, der tvang Schlüter-regeringen til det her. De gennemtvang det ud fra deres almindelige godhed med, at de rige i Europa sandelig skal lukke grænserne op for, at de fattige udenfor, kan komme ind.«

Ninn-Hansen gjorde sig selv en bjørnetjeneste

Selvom forslaget blev vedtaget af et stort flertal, som selv Mogens Camre var en del af, så var dele af den daværende KV-regering dog skeptiske overfor at lempe reglerne for indvandringen til Danmark. Heriblandt justitsminister Erik Ninn-Hansen (K), som mente, at det indebar en risiko for »alvorlig raceuro«.

»De borgerlige partier havde andre prioriteter, som ikke var en stram udlændingepolitik. Hvis man skal karakterisere Venstre og de Konservative, var det partier, der var splittede i udlændingespørgsmålet, men hvor rigtig mange ikke fandt, at udlændinge var et stort problem,« siger Lars Hovbakke Sørensen.

Regeringen endte derfor med at stemme for det alternative flertals 88 ændringsforslag, mod at udlændingesager fortsat skulle behandles af Justitsministeriet og ikke af Indenrigsministeriet.

Uden den betingelse havde Erik Ninn-Hansen skæbneironisk nok ikke endt sin politiske karriere med Tamilsagen.

Men det er en helt anden historie.

Politiko.dk har forgævet søgt at få et bidrag til historien fra Hans Gammeltoft Hansen.

To af hovedaktørerne i arbejdet med udlændingeloven 1983, ti år efter. Til venstre Hans Gammeltoft-Hansen, der var formand for Dansk Flygtningehjælp, da loven blev vedtaget. Til højre Erik Ninn-Hansen (K), der var justitsminister i samme periode. Fold sammen
Læs mere
Foto: MOGENS LADEGAARD.